Del 1: Kvinden bag det danske aftryk på menneskerettighederne
Artiklen her er produceret af medlemsbladet AMNESTY.
Tekst: Bjarke Windahl Pedersen
Danmark er et lille land og var det også i 1948.
Men spørger man eksperter, havde Danmark alligevel et klart aftryk på det stykke verdenshistorie, som blev skrevet, da FN’s lande i 1948 i Paris fandt sammen om en række ukrænkelige minimumsrettigheder, som fremover skulle gælde alle mennesker og dermed sikre freden i verden.
Spørger man om, hvad det danske aftryk på Verdenserklæringen om Menneskerettighederne især skyldes, får man navnet på en dansk diplomat:
Bodil Begtrup.
”Hun var virkelig stærk og spillede en stor rolle i at få kvinders rettigheder skrevet ind i Verdenserklæringen. I det første udkast hed det f.eks., at ”alle mænd er født frie og lige…”. Der sagde Bodil Begtrup stop og argumenterede for, at det skulle hedde, ”alle mennesker er født frie og lige”. Hun gik simpelthen erklæringen igennem og fik gjort den mere kønsneutral”, siger Eva Maria Lassen, ph.d. i historie og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.
Hun har undersøgt, hvordan danske Bodil Begtrup efter at have arbejdet i Danske Kvinders Nationalråd tager kampen for kvinders og børns rettigheder med ind i den danske FN-delegation, hun som diplomat bliver en del af.
Eleanor Roosevelts blik
Arbejdet med at forberede udkastet til Menneskerettighedserklæringen ledes af Eleanor Roosevelt.
Fra 1933 til 1945 har hun været USA’s førstedame, og da hendes mand, præsident Franklin D. Roosevelt, dør i 1945, fortsætter hun sit politiske arbejde og bliver amerikansk repræsentant i den efter krigen oprettede FN-Generalforsamling.
Her bliver hun også formand for FN’s nye Menneskerettighedskommission.
Det første af mange møder mellem danske Bodil Begtrup og amerikanske Eleanor Roosevelt finder sted på FN’s første Generalforsamling i 1946 i det endnu ødelagte og udbombede London.
”Amerikanerne gjorde sig især bemærkede i London. De var store, noget selvsikre folk, hvis centrale personlighed var Mrs. Roosevelt. Først og fremmest på grund af hendes navn, som bragte den tidligere præsident i erindring, men også på grund af hendes egen personlighed, der virkede så original og stærk og uforfærdet – en bærer af de bedste humanistiske traditioner”, skriver Bodil Begtrup i sine erindringer.
Heri roser hun gang på gang den ”hårdtarbejdende” og ”utrættelige” Roosevelt.
Som det f.eks. gengives om tiden i Paris i efteråret 1948, da de lange og hårde sidste forhandlinger om Menneskerettighedserklæringen står på:
”Det kneb at holde de yngre delegerede på deres pladser om aftenen, når Paris’ forlystelser lokkede, men de strenge blikke, Mrs. Roosevelt tilkaskede de formastelige, som prøvede at liste ud før mødet var forbi, standsede dem som regel”.
Om sit eget arbejde som leder af FN’s nye Kvindekommission, skriver Bodil Begtrup mere ydmygt.
”Jeg havde fået papirerne, og var noget rystet over, hvad jeg havde indladt mig på. Alverdens kvinder – et sådant ansvar!”
Eleanor Roosevelt bliver formand for FN’s Menneskerettighedskommision og står dermed i spidsen for forhandlingerne om og udarbejdelsen af Verdenserklæringen. Den danske diplomat Bodil Begstrup deltog i arbejdet og beskriver Roosevelt som hårdtarbejdende og utrættelig. Foto: AP/Ritzaus Scanpix
”Det kneb at holde de yngre delegerede på deres pladser om aftenen, når Paris’ forlystelser lokkede, men de strenge blikke, Mrs. Roosevelt tilkaskede de formastelige, som prøvede at liste ud før mødet var forbi, standsede dem som regel”.
– Bodil Begtrup
Revolutionerende ligestilling
Rystet eller ej er det ikke mindst den danske diplomat Bodil Begtrups fortjeneste, at Menneskerettighedserklæringen ender som et progressivt papir for kvinders rettigheder.
Det fortæller Eva Maria Lassen:
”Eleanor Roosevelt var i sit arbejde med erklæringen ikke så fokuseret på kvinders lige rettigheder, så meget af æren for, at erklæringen blev så progressiv i forhold til kvinder, tilfalder Bodil Begtrup”, siger Eva Maria Lassen.
Foruden oprydningen i Erklæringens generelle sprog, peger Eva Maria Lassen konkret på, at Kvindekommissionen under Begtrups ledelse fik det ind i erklæringen, at der skulle være lige løn for lige arbejde, og at der skulle være lige rettigheder indenfor ægteskabet.
”Det var ret revolutionerende, fordi så mange lande på dette tidspunkt ikke stillede kvinder lige indenfor ægteskabet”, siger Eva Maria Lassen.
Bodil Begtrup (tv.) blev i 1949 Danmarks ambassadør i Island. På billedet er hun sammen med Dronning Ingrid På Københavns Rådhus. Bodil Begtrup døde 1987 – 84 år gammel: Foto: Ulf Nielsen/Ritzau Scanpix
Modtagelsen i Danmark
Datoen er den 10. december 1948, da den endelige tekst til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne endelig kan vedtages på FN’s Generalforsamling.
Nyheden får også opmærksomhed i Danmark, fortæller Eva Maria Lassen, som har undersøgt, hvordan de danske aviser på daværende tidspunkt dækkede begivenheden i Paris.
”Generelt set var alle danske journalister, der dækkede begivenheden i Paris, enige om, at Verdenserklæringen var mere relevant udenfor Danmark end indenfor. Opfattelsen var, at vi allerede havde menneskerettigheder i Danmark”, siger Eva Maria Lassen.
Hun peger på, at man i Danmark ikke havde haft de samme voldsomme krænkelser som i bl.a. Tyskland og de besatte områder under Anden Verdenskrig. Og at Danmark desuden med Grundloven og landets sociale reformer fra 1930’erne havde flere ting på plads, som umiddelbart kunne oversættes til et menneskerettighedssprog.
Én gruppe i Danmark var imidlertid særligt bevidste om erklæringen, påpeger Eva Maria Lassen:
”Det jødiske samfund i Danmark tillagde Verdenserklæringen meget stor værdi. De danske jøder, som jo selv havde været udsat for forfølgelse under besættelsen og som havde været vidne til masseudryddelse af Europas jøder, var også mest glade for Verdenserklæringen”, siger Eva Maria Lassen.
Da Bodil Begtrup i sine erindringer mange år senere selv gør status over betydningen af de menneskerettigheder, hun har formået at sætte et tydeligt dansk fingeraftryk på, hedder det:
”Man ser næsten dagligt i aviserne, hvordan menneskerettighedserklæringen bruges og misbruges, hvordan den står som et ideal, og hvordan den udlægges til personlige formål og opfyldelse af egoistiske hensigter på verdenskongresser såvel som mennesker imellem. Den kan sammenlignes med De Ti Bud: Man overholder dem ikke altid, men har dårlig samvittighed, når man ikke gør det. Deklarationen viser, at de varierende religioner og filosofier kan tvindes sammen til et fælles formål.”
Her slutter første del af historien om Danmark og menneskerettighederne.
Læs også anden del, hvori vi blandt andet giver ordet til Rigsdagen, der i ly af den Kolde Krig forhandler Danmarks opbakning til den nye og juridisk bindende Europæiske Menneskerettighedskonvention.