Et lille lands visdom

 
Udgivet
01.
Serie - Del 2

Det Kongelige Bibliotek - Den 20. marts vedtager Rigsdagen at ratificere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ved en anden lejlighed samme år står statsminister Erik Eriksen (V) på talerstolen, mens udenrigsminister Ole Bjørn Kraft (C) sidder på sin plads i salen.

Del 2: Et lille lands visdom


Artiklen her er produceret af medlemsbladet AMNESTY

Del 1 kan du læse her

Tekst: Bjarke Windahl Pedersen

Fem år efter Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev vedtaget i Paris i 1948 er de danske ambitioner om at sikre og udbrede en række ukrænkelige minimumsrettigheder for mennesker verden over ikke dalet.

Tværtimod.

I marts 1953 er Rigsdagen samlet for at tage stilling til, om Danmark skal ratificere den nye Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og den dertilhørende domstol (EMRD). Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er skrevet i forlængelse af FN’s Menneskerettighedserklæring, men alligevel er den noget helt andet. Den er grundlæggelsen af et juridisk bindende system.

I Rigsdagen på Christiansborg i København skal landets førende politikere altså tage stilling til, om Danmark skal være med i det nye europæiske fællesskab af stater, som af egen frie vilje foreslår at begrænse deres egen og hinandens magt for i stedet på tværs af Vesteuropas landegrænser at styrke borgernes rettigheder.

Den konservative udenrigsminister, Ole Bjørn Kraft, indleder forhandlingerne:

”Kampen for menneskerettighederne, for deres beskyttelse og hævdelse er måskeden største sag itiden. Ved gennemførelsen af denne konvention løfter Vestens demokratier, der har planlagt den og agter at gennemføre den, en stor kristen og humanistisk arv. Det er et verdenshistorisk skridt, der tages, når man går fra erklæringer til juridisk bindende beslutninger”, siger han, hvorefter partierne på skift tager ordet.

Næste taler er Socialdemokratiets ordfører, den prominente tidligere modstandsmand, Frode Jakobsen.

Også han meddeler sit partis støtte til idéen om at gå fra FN’s ikke-bindende erklæringer til nu at indføre et juridisk system i Europa:

”To principper er af afgørende betydning for denne konvention: Oprettelsen af en domstol og individets, ikke bare statens, ret til at klage, hvor menneskerettigheder krænkes. Det sidste er vigtigt. Ved en menneskerettighedernes konvention er det jo ikke stater, der skal beskyttes, men mennesker”,


siger Frode Jakobsen, hvis synspunkt bakkes op af formanden for Venstres rigsdagsgruppe, Niels Elgaard:

"Det betydningsfulde ved dette forslag til rigsdagsbeslutning er derfor ikke den formulering, som frihedsrettighederne her har fået, men den omstændighed, at vi overfor vore venner i de øvrige vesteuropæiske lande forpligter os til gennem vores lovgivning at sikre disse frihedsrettigheder, og at vi af de øvrige tillige kan kræve, at disse rettigheder respekteres i deres lande”.

De små går forrest

Hvis udenrigsministeren har forberedt sig på at skulle forsvare regeringens indstilling om at tilslutte sig konventionen og domstolen, har han gjort det forgæves.

Et efter et meddeler partierne i Rigsdagen deres støtte, hvilket får Ole Bjørn Kraft til selv at bemærke, at hans opgave under debatten har begrænset sig til at ”takke ordførerne for deres opbakning”.

Dog har Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre en enkelt anke:

Kunne Danmark ikke have været det første land, som accepterede både konventionen og domstolen?

Til det bemærker udenrigsministeren, at hidtil har kun Irland gjort det samme: 

”Måske er det symbolsk, at det er to små stater, der her går i spidsen, måske fatter vore folk bedre end de store værdien af at sikre disse rettigheder, men det er vort håb, at de andre stater, der har været medunderskrivere, hurtigt vil følge efter, så at disse menneskerettigheder, hvorom kampen står i den hele verden, kan blive sikret og beskyttet og hævdet, ikke blot for vore folk, men overalt i verden.”

Forslaget om at tiltræde konventionen og støtte oprettelsen af domstolen vedtages den 20. marts 1953. Enstemmigt. 


"Ved gennemførelsen af denne konvention løfter Vestens demokratier, der har planlagt den og agter at gennemføre den, en stor kristen og humanistisk arv. Det er et verdenshistorisk skridt, der tages, når man går fra erklæringer til juridisk bindende beslutninger”

Ole Bjørn Kraft (C), udenrigsminister 1950-53


Den 20. marts 1953 besluttede den danske Rigsdag, at Danmark skulle tilslutte sig og dermed juridisk binde sig til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.


Tre år før Rigsdagen i Danmark endegyldigt ratificerede Den Europæiske Menneskerettighedskovention, underskrev repræsentanter for den danske regering konventionen den 4. november 1950 i Rom. Foto:  Album / Fine Art Images /Ritzau Scanpix


”Feje for egen dør”

Det er dog ikke kun i det efter krigen hærgede Europa, at Verdenserklæringen fra 1948 er blevet startskuddet til opbygningen af et internationalt menneskerettighedssystem.

I de kommende årtier fortsætter arbejdet også i FN, hvor menneskerettighederne bliver udmøntet i konventioner, det vil sige internationale aftaler medlemslandene imellem, hvori staternes ansvar for at sikre menneskerettighederne udspecificeres på en række områder.  

I 1971 skal Folketinget tage stilling til, om det nu også vil ratificere, altså acceptere og for fremtiden efterleve, FN’s første store kernekonventioner om menneskerettighederne – konventionen om borgerlige og politiske rettigheder samt konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Udenrigsminister for Venstre, Poul Hartling, leder denne gang forhandlingerne:

”Vi kan kun gøre det – og det har jeg også forstået på alle ordfører at man vil – at vi fejer for egen dør, og så håbe, at det må inspirere de andre lande, de større lande, de diktaturstyrede lande, til også at tage fat med deres fejekost foran deres dør”, lyder det Venstres udenrigsminister, Poul Hartling, som er en stærk fortaler for ratificeringen. 

Dette samme er Socialdemokratiets, viser referaterne af debatten i 1971: 

”Socialdemokraterne kan anbefale vedtagelsen af forslaget til folketingsbeslutning og ønsker dermed at tilkendegive vores vilje til, at Danmark gennem ratificeringen påtager sig en folkeretlig forpligtelse til at indrette sine nationale retsregler og administrative praksis således, at vi opfylder de i konventionen stillede krav. Vi finder ligesom regeringen, at der med ratificeringen (…) er taget et væsentligt skridt henimod at skabe en effektiv international beskyttelse af menneskerettighederne, med andre ord. At sikre mennesket i centrum”, lyder det fra partiets ordfører, Otto Mørch.


Den konservative Ole Bjørn Kraft var dansk udenrigsminister oktober 1950 til september 1953 under statsminister Erik Eriksen fra Venstre. Den 20. marts stod han på talerstolen i Rigsdagen og talte varmt for en dansk ratificering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention: ”Kampen for menneskerettighederne, for deres beskyttelse og hævdelse er måske den største sag i tiden". Foto: POLFOTO/Ritzau Scanpix


Den Kolde Krigs værdikamp

Tilslutningen til FN-konventionerne løber som en rød tråd igennem hele debatten i Folketinget, hvor flere ordførere også påpeger, at ratificeringen alene er et skridt i den rigtige retning.

Den uenighed, som trods alt viser sig, handler om, hvorvidt den borgerlige eller den socialistiske frihedstradition bedst beskytter individet.

Venstresocialisternes ordfører, Kjær Rasmussen, påpeger modsætningen mellem de vestlige nationers ønske om at fremme de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder og heroverfor Sovjets, Østeuropa og andres optagethed af økonomiske og sociale rettigheder. Selv mener Venstresocialisterne at de borgerlige frihedsrettigheder er for ”snævre”, forklarer ordføreren.

Den indvending lader udenrigsminister Poul Hartling ikke stå uimodsagt, da han skal runde forhandlingerne af:

”De borgerlige frihedsrettigheder er for snævre, siger det ærede medlem. Jeg vil blot understrege en gang til, at de socialistiske, hvad enten det er teori eller praksis, hvad enten det er i det ærede medlems udformning eller i andres, i hvert fald ikke kan fremstilles som mere fremskridtsvenlige med hensyn til menneskerettigheder og frihed for det enkelte menneske”.

Forslaget bliver vedtaget uden afstemning. 


Et fredsprojekt - eller en gratis omgang?

Ph.d. i historie og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Eva Maria Lassen, forklarer om den stærke danske opbakning til menneskerettighederne igennem 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne:

”Danmark lyttede meget til de vestlige allieredes ideer om, at man skulle have rettigheder for at skabe et bæredygtigt og fredeligt samfund. Man mente faktisk, at det ville give basis for et stabilt samfund, hvis man gav menneskerettigheder til alle. Det blev altovervejende ikke set som venstre- eller højrefløjsaktivisme at støtte menneskerettighederne, det var sådan set meget mainstream”, siger Eva Maria Lassen og fortsætter: 

”Jeg tror nogle gange, at vi glemmer noget meget vigtigt her: Menneskerettighederne er et fredsprojekt. Allerede midt under Anden Verdenskrig talte Churchill og Roosevelt om deres håb om, at krigens afslutning ville blive menneskerettighedernes ”kroning”. De vestlige allieredes vision var en langvarig fred, som hvilede på, at alle mennesker skulle have fundamentale rettigheder, som staterne respekterede.” 

Jens Elo Rytter, professor i jura ved Københavns Universitet med speciale i forholdet mellem internationale menneskerettigheder og dansk ret, deler den vurdering: 

Han kalder det en ”naturlig politiske mærkesag for et lille land at få sammentømret en international retsorden om fælles fremme af menneskerettighederne”.   

”Samtidig er der nok ingen tvivl om, at man også anså det for relativt omkostningsfrit. Beskyttelsen af menneskerettigheder, mente man ikke, var et problem for Danmark”, siger Jens Elo Rytter. 

Chokket i 1989