Del 3: Chokket i 1989
Artiklen her er produceret af medlemsbladet AMNESTY.
Tekst: Bjarke Windahl Pedersen
Del 1 og 2 i fortællingen kan du læse her.
Menneskerettighederne er gode og vigtige. Men de er mere relevante udenfor Danmark end indenfor.
Sådan kan Danmarks holdning til det internationale menneskerettighedssystem igennem 50’erne, 60’rne og 70’erne ifølge danske eksperter opsummeres, meget groft.
Men i 1970’erne og 1980’erne sker der noget, som rokker ved den selvopfattelse.
Danmark begynder nu selv at blive indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg, anklaget for at have overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som Danmark i 1953 ratificerede.
I de første sager frikender domstolen Danmark.
Men i 1989 bliver det pludselig alvor:
Danmark taber en sag og får sin første officielle plet på den menneskeretlige straffeattest.
”Det er opsigtsvækkende og chokerende. Det er første gang, at Danmark bliver dømt ved en international menneskerettighedsdomstol, som siger, at nu skal vi rette ind”, siger Eva Maria Lassen, ph.d. i historie og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.
Jens Elo Rytter, professor i jura med speciale i forholdet mellem dansk ret og internationale menneskerettighedslove ved KU, er enig:
”Dommen er en opvågning. Indtil da har tanken været, at Danmark roligt kan bakke op, og at vi altid kan tilpasse vores lovgivning”, siger Jens Elo Rytter.
Retten til den fair retssag
Det er artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark dømmes for at have overtrådt: Retten til en fair retssag.
Den konkrete sag handler om sølvhandleren Mogens Hauschildt, som blev idømt fem års fængsel for bedrageri. Mens sagen stod på, havde Hauschildt siddet varetægtsfængslet i igennem fire år – en varetægtsfængsling, som en dommer igen og igen havde forlænget med begrundelsen om en ”særlig bestyrket mistanke”.
I selve retssagen om Hauschildts bedrageri er den samme dommer imidlertid også med til at afgøre det endelige skyldsspørgsmål, og det krænkede Hauschildts ret til en fair rettergang, mente EMD der i maj 1989 afgjorde sagen og gav Hauschildt medhold i, at der kunne rejses tvivl om dommerens upartiskhed.
I dag er den danske praksis ændret, så én og samme dommer ikke både kan tage stilling til lovligheden af en varetægtsfængsling og det endelig skyldsspørgsmål i samme sag.
”Dommen var en opvågning. Indtil da havde tanken været, at Danmark roligt kunne bakke op, og at vi altid kunne tilpasse vores lovgivning”
Jens Elo Rytter, professor i jura ved Københavns Universitet
Tre år før Rigsdagen i Danmark endegyldigt ratificerede Den Europæiske Menneskerettighedskovention underskrev repræsentanter for den danske regering konventionen den 4. november 1950 i Rom. I 1989 fik Danmark sin første dom ved Menneskerettighedsdomstolen. Foto: Album / Fine Art Images /Ritzau Scanpix
De gyldne 90’ere
Dommen mod Danmark kommer på et tidspunkt, hvor opbakningen til de internationale menneskerettigheder er stadigt stigende.
To år før, i 1987, har Danmark oprettet Center for Menneskerettigheder (i dag Institut for Menneskerettigheder, red.), der som uafhængig statsfinansieret institution skal beskytte og overvåge menneskerettighedssituationen i Danmark.
Og at Danmark nu i 1989 har fået sin første dom og bliver tvunget til at ændre sin retspraksis får ikke politikerne til at slå hælene i og gå i bakgear:
”Nej, tværtimod. I 1992 inkorporerer vi Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) i dansk ret. Det styrker konventionen. Danmark vil virkelig gerne, at konventionen skal gælde, og derfor gør man det mere ligetil for dommerne at dømme efter den”, siger Eva Maria Lassen.
Hun kalder 90’erne for ”en på mange måder gylden tid for menneskerettighederne i Danmark”.
Også Jens Elo Rytter peger på, at inkorporeringen af EMRK i dansk lov i 1992 var en direkte konsekvens af Hauschildt-sagen.
”Ønsket er, at menneskerettighederne skal have et endnu stærkere grundlag i dansk lov, så vi undgår igen at bryde dem”, siger Jens Elo Rytter om inkorporeringen, der formelt vedtages i Folketinget i april 1992 under den daværende konservative Justitsminister Hans Engell.
”Perioden 1989 til 2001 er om muligt præget af endnu større begejstring for menneskerettighederne end tidligere. Den politiske opbakning er stadig massiv, men det er nu med en erkendelse om, at det også er relevant i Danmark”, siger Jens Elo Rytter, som mener, at 90’ernes begejstring også har bund i samtiden, hvor muren netop er faldet og troen på den liberale verdensordens endelige sejr er udbredt.
Dommene mod Danmark
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har siden 1959 behandlet sager, når Europarådets medlemsstater anklages for at have overtrådt konventionerne. Der har i alt været indbragt 46 sager imod Danmark – 15 af dem har Danmark tabt. Her følger tre af de tidligste sager, hvor Danmark overtrådte tre forskellige menneskerettigheder.
1994: Grønjakke-sagen
Den danske journalist Jens Olaf Jersild blev i Danmark dømt for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf efter et tv-program, hvor racistiske ytringer blev udbredt. Men den dom var i strid med retten til ytringsfrihed, mente Domstolen, som understregede pressens rolle som offentlig vagthund og vurderede, at det var i det danske samfunds interesse at få kendskab til en gruppe unge racisters holdninger og baggrund.
1996: Bløder-sagen
90 danskere blev smittet med HIV efter blodtransfusioner, og de lagde sag an mod de ansvarlige medicinalfirmaer og staten. For nogle af klagerne varede erstatningssagerne over seks år. Det var for længe, mente domstolen, som dømte Danmark for brud på retten til en retfærdig rettergang ved at have ladet sagen trække ud. ”Det er ikke rart at få at vide, at vort retssystem har svigtet, men jeg tror, dommen vil forhindre, at andre i fremtiden vil komme ud for, at det vil tage så lang tid at få en afgørelse ved en domstol”, lød modtagelsen fra Konservatives retsordfører, Helge Adam Møller.
2002: Udvisningsdom bremset
Den iranske flygtning Davood Amrollahi blev i Danmark idømt fængsel og udvisning for narkohandel. Fængselsdommen afsonede han, men udvisningen endte ved domstolen, som fandt, at udvisningen udgjorde et brud på retten til familieliv. Amrollahis kæreste var dansk, deres tre børn var født og opvokset i Danmark, og i den konkrete sag mente domstolen ikke, at familien ville have mulighed for et familieliv udenfor Danmark. Retten fandt derfor samlet set, at udvisningen ikke stod mål med den bekæmpelse af narkokriminalitet, som Danmark havde ret til at forfølge i sagen.