Debatindlægget er trykt i Jyllands-Posten 15. marts 2017.
Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark, og Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Da Amnesty International for nylig kunne dokumentere, at det syriske regime i et fængsel nær Damaskus har tortureret og dræbt tusindvis af mænd og drenge, gik præsident Bashar al-Assad personligt til modangreb i medierne.
Rapporten var ”barnlig” og ”forudindtaget”, mente Assad, som havde overskud til at grine, mens han fortalte, at han ikke selv kendte til forholdene i fængslet, da han befandt sig i præsidentpaladset.
På seksårsdagen for krigens begyndelse er der god grund til at lade det billede stå et øjeblik.
Mere end 300.000 syriske mænd, kvinder og børn er blevet dræbt siden 2011. Langt størstedelen af dem som følge af Assad-styrets nådesløse angreb mod befolkningen, der inkluderer tøndebomber i tætte boligområder, udsultning af civile og brug af kemiske våben. Dertil kommer forbrydelserne begået af krigens øvrige væbnede grupper, ikke mindst Islamisk Stat, hvilket har efterladt civile syrere fanget i kampe, der år for år er eskaleret i grusomhed.
Seks en halv million syrere, heraf næsten tre millioner børn, lever i dag som internt fordrevne i landet. Tæt ved fem millioner er tvunget på flugt til især nabolandene, hvor børn, unge og familier kæmper for at genskabe et dagligt liv og levebrød.
Og hvad gør Assad? Det samme som så mange despoter før ham, når de er sikre på, at de handler i straffrihed:
Han griner af omverdenens opråb og fortsætter ufortrødent drabet på enhver modstand.
Det kan han kun, fordi beskeden fra det internationale samfund igennem seks års blodtung krig synes tydelig: Når det kommer til Syrien, så findes der ingen vilje til at levere reel beskyttelse for landets befolkning.
I FN’s Sikkerhedsråd bruger Rusland skamfuldt sin vetoret til at blokere tiltag, der kunne tøjle konfliktens parter. For blot to uger siden bremsede landet sammen med Kina en resolution, der skulle sikre kontrol med brug af kemiske våben i landet. I alt syv gange har Rusland nu skærmet Assad-styret fra tiltag, som i sidste ende kunne føre til retsopgør for samtlige konfliktens parter.
På den baggrund er det let at blive overvældet af vrede, sorg og apati. Men der er heldigvis også grund til håb.
Unge syrere, som er med i Mellemfolkeligt Samvirkes rettighedsarbejde i Jordan og Libanon, udviser trods alle rædsler styrke og vilje til at opbygge deres eget liv og hjælpe andre syrere. Sammenhængskraften blandt syrere er vigtig både her og nu, men også for fremtidens Syrien.
Og de seneste måneder og uger har vi faktisk set en lille international bevægelse imod at fjerne beskyttelsen af Assad-styret på bekostning af den syriske befolkning, og det giver håb om retfærdighed.
Anført af det lille land Liechtenstein gik FN’s Generalforsamling i december uden om Sikkerhedsrådet for at oprette en FN-indsats, der skal indsamle beviser for de forbrydelser, som foran hele verdens øjne har fundet sted i Syrien. For at den nye indsats skal gøre en reel forskel, kræver det både økonomisk og politisk støtte fra FN-landene, og derfor fortjener det ros, at den danske regering i sidste uge øremærkede mere end syv millioner kroner til arbejdet.
Nu er håbet, at Danmark og andre lande ikke stopper her, for Syriens ofre og deres familier har krav på et retsopgør. Der er brug for øget pres på især Rusland og Syrien, så de mange krænkelser og drab på befolkningen kan stoppe, og der kan sikres humanitær hjælp til krigens millioner af ofre. Og der er brug for politisk opbakning til retsopgøret imod Assad-styret, som vi ser det i lande som Frankrig, Tyskland og Spanien, hvor der for nylig er startet efterforskninger i sager om krænkelser begået i Syrien.
Lad årsdagen minde os om, at der efter seks års krig fortsat er masser, vi kan gøre for at hjælpe krigens ofre og give mere håb og retfærdighed til den syriske befolkning.