Verbale overgreb, tæsk og et kritisk helbred er ikke nok til at slå menneskerettighedsforkæmperen, Narges Mohammadi, ud. For selvom hun lever under kummerlige forhold i det berygtede Evin-fængsel, demonstrerer hun stadig for kvinders rettigheder i Iran.

Narges Mohammadi blev arresteret i maj 2015 for fredeligt at kæmpe for menneskerettigheder i Iran og blev idømt 16 års fængsel for at grundlægge organisationen, Legam, der bekæmper dødsstraf, samt for at ”sprede propaganda” og ”true statens sikkerhed”. Efter mange års fængsel blev hun løsladt i oktober 2020. Hun nåede dog kun at nyde friheden i lidt over et år, før Irans efterretningstjeneste endnu engang arresterede hende i november 2021.

Alt imens demonstranter udenfor fængslet kæmper for iranske kvinders rettigheder, foregår kampen også indenfor fængselsmurene, hvor kvinder, som Narges, også protesterer mod styrets undertrykkelse af kvinder.

Beretninger fra fængslet

Under Narges’ fængsling har Amnestys aktivistgruppe i Furesø haft kontakt til både hende og hendes familie blandt andet igennem breve. Heri beretter Narges om forholdene i fængslet og sit kritiske helbred. I februar 2022 blev Amnestys aktivister informeret om, at hun var blevet akut indlagt med åndenød og har brug for særlig medicin til sine lunge- og hjerteproblemer, som fængselsmyndighederne nægter hende.

I september 2022 modtog aktivisterne et brev fra Narges, der handlede om den diskrimination af kvinder, der finder sted i fængslet. Diskriminationen viser sig i høj grad i de indsattes mulighed for at være i kontakt med deres børn. Her har en mandlig fange ret til at tale med sit barn i timevis alle ugens dage, mens en kvindelig fange kun har 10 minutters telefontid om dagen fra lørdag til onsdag og har telefonforbud torsdage og fredage. Denne begrænsning påvirker Narges meget, da hun er adskilt fra sine børn: ”Det er en utilgivelig synd at begrænse en mor i at have telefonkontakt med sit barn på denne måde”.

I brevet forklarer Narges ydermere, at det i den iranske regerings perspektiv ikke er forskelsbehandling. Regeringen ser det som en rimelig straf at pålægge kvinderne for deres oprør i fængslet.

En mor adskilles fra sine børn

”Det virker som om, at deres skæbne var at være adskilt fra mig fra fødslen”. Denne følelse sad Narges med efter hun i 2015 blev arresteret for sit fredelige arbejde. Da hendes tvillinger blev født i 2006, var hendes helbred så slemt, at hun ikke måtte holde dem, men i stedet måtte betragte dem gennem hospitalsdøren. Da hun endelig fik mulighed for at holde om sine børn, fik hun en følelse af, at al smerten forsvandt.

Da den iranske efterretningstjeneste første gang arresterede hende, blev hun endnu engang mødt af smerten af at være adskilt fra sine børn. En smerte som også ville vise sig de efterfølgende to gange, hvor hun blev arresteret: ”Der har aldrig været en større lidelse end det øjeblik, jeg blev adskilt fra mine små børn”.

Efter den tredje anholdelse forlod tvillingerne Iran med deres far og flyttede til Frankrig, hvor de nu bor i eksil. Og da hun i 2020 fik smagen af frihed igen, forsøgte hun at besøge dem, men dette slog fejl, da de iranske myndigheder havde frataget hende hendes pas og givet hende et udrejseforbud. På trods af denne modgang ser hun alligevel dette som en mulighed for fortsat at kæmpe for menneskerettighederne i landet.

Stopper ikke kampen

På trods af fængslingen og de dårlige forhold, som Narges og de andre fanger lider under, har Narges ikke mistet håbet – heller ikke i de mørkeste tider. Hun kæmper stadig kampen for kvinders rettigheder i Iran, og opfordrer tilmed både kvinder i fængslet og undertrykte kvinder udenfor fængslet til at stå sammen i kampen mod kønsdiskrimination.