Mumitrolde for menneskerettigheder

Afskyen overfor ufrihed var en stærk drivkraft for Mumitroldenes skaber, Tove Jansson, der som ung satiretegner drev gæk med samtidens diktatorer. I et nyt samarbejde tænder Mumitroldene lys for menneskerettighederne og til støtte for Amnesty International.  

Af Bjarke Windahl Pedersen
Artiklen udkommer også i Amnesty Danmarks trykte medlemsblad #1 2022
og bygger blandt andet på biografien “Tove Jansson – Ord, bild, liv” af Boel Westin.

Mens de fleste kender Mumitroldene og mange formentlig også deres ”mor”, finsk-svenske Tove Jansson, er det måske færre, som forbinder den store finske kunstner og hendes særegne univers af trolde, snorker, hattifnatter og andre eventyrvæsener med menneskerettigheder og politik.

Men i en ny kollektion af tøj, lys, drikkedunke med mere tænder Mumitrolden et lys for Amnesty – og det er ikke første gang, at de finske trolde har grebet faklen og bakket op om menneskerettighederne.

Tove Jansson var nemlig ikke bare en kvindelig kunstner, der konsekvent gik sine egne veje og ofte befandt sig forud for sin samtid. Hun var også en fast støtte af Amnesty og tegnede sammen med sin bror Lars Jansson i 1980’erne postkort og plakater til fordel for Amnestys finske sektion.

Og det er netop ånden bag disse oprindelige Amnesty-Mumi-tegninger, som nu vækkes til live igen:  

”Illustrationerne af Tove Jansson er ikke bare skønne værker af en fantastisk kunstner, men også en refleksion af de værdier, som hun selv holdt i hævd. Disse værdier er i høj grad i tråd med, hvad Amnesty International repræsenterer: En tro på at ting kan forandres til det bedre, hvis vi med solidaritet og håb står sammen i kampen mod verdens uretfærdigheder”, siger Roleff Kråkström, direktør for Moomin Characters Ltd., der i sin tid blev stiftet af Tove og Lars Jansson og den dag i dag stadig drives af Jansson-familien.

Drev gæk med Hitler og Stalin

Tove Jansson blev født i 1914 ud af en kunstnerfamilie og var igennem hele sit liv en særdeles arbejdsom kunstner, hvis evner spændte bredt. I dag, tyve år efter hendes død, er det ikke blot Mumitroldene, som er kendte i store dele af verdenen, men interessen for kvinden bag er også vokset med biografier, artikler og film. 

Afskyen overfor ufrihed var en stærk drivkraft for Mumitroldenes skaber, Tove Jansson, der som ung satiretegner drev gæk med samtidens diktatorer. I et nyt samarbejde tænder Mumitroldene lys for menneskerettighederne og til støtte for Amnesty International.
Tove Jansson var igennem hele sit liv en arbejdsom kunstner, og i dag tyve år efter hendes død er interessen vokset med biografier, artikler og film.

De fortæller om en kunstner, der værnede om sin uafhængighed og sine muligheder for at skabe kunst. Hun så bort fra samfundets forventninger om en kvindes rolle som eksempelvis husmor. I sit privatliv fandt hun sit livs kærlighed i den kvindelige kunstner Tuulikki Pietilä, som hun fra midten af 1950’erne åbent levede med og samarbejde med på projekter både i og udenfor kunsten og litteraturen.  (homoseksualitet var forbudt i Finland indtil 1971, red.)

Selvom hun primært så sig selv som maler og illustrator, fik Tove Jansson allerede som 19-årige udgivet sin første skrevne børnebog. Men ligesom den første udgivelse af Mumi-bøgerne adskillige år senere, kastede den ikke meget opmærksomhed af sig til at begynde med. 

Det gjorde hendes evner som tegner derimod, ikke mindst igennem 1930’erne og begyndelsen af 40’erne, hvor hun i Finland skabte sig et navn som den fremmeste bladtegner for det politisk satiriske svensksprogede magasin Garm.

Her tegnede hun igennem 15 år omkring hundrede forsider og tæt ved 500 tegneserier og illustrationer, heriblandt flere karikaturer over datidens ”store mænd”, såsom Hitler og Stalin: Hitler blev eksempelvis afbilledet som et vrælende barn, de andre nationer forsøgte at trøste med gaver, mens Stalin blev afbilledet som truende krigsherre, hvis sabel viser sig at være en harmløs dolk, da han først trækker den ud af sit hylster.

Den åbenlyse foragt for magtens mænd, for kontrol, vold og tvang, er typisk for hendes politiske billeder, fortæller den svenske litteraturprofessor Boel Westin, forfatter til biografien Tove Jansson – Ord, bild, liv, der blandt andet bygger på Tove Janssons egne dagbogsnotater og personlige breve:

”Afskyen for ufrihed var en af hendes stærkeste drivkræfter – noget der også afspejler sig i mumiverdenen, eksempelvis i figuren Mumrikken, der afskyr alt, hvad der minder om forbud”, siger Boel Westin. 

Ikke mindst tegningerne af Hitler skabte vrede i de protyske kredse i Finland, der i flere år under Anden Verdenskrig samarbejdede med Tyskland i krigen imod Sovjetunionen. Både Tove Jansson og redaktøren af Garm risikerede retsforfølgelse for at fornærme statsoverhovedet for en ”venligsindet” udenlandsk magt, men det bremsede ikke Tove Jansson, der i sine erindringer senere selv skrev:

”Jeg nød at arbejde for Garm, og det, jeg bedst kunne lide, var at være grov ved Hitler og Stalin”.

Også selve Mumifiguren, der oprindeligt sprang ud af Jansson-familiens egne fortællinger, gjorde sin første offentlige optræden i Garm, dog under navnet ”snorken”. Her blev den som en lille vignet med tiden en fast følgesvend til Tove Janssons satiriske illustrationer, hvormed læserne kunne genkende tegneren bag de samtidskommenterende streger.    

Eventyret og krigen

Da Tove Jansson skrev de første mumibøger rasede Anden Verdenskrig krigen stadig, og selvom historierne om Mumitrolden og Mumidalens øvrige fantasifulde beboere foregår i et naturunivers fjernt fra krig og politik, så forbinder de første bøgers temaer, såsom flugt, katastrofer og hjemløshed, direkte Mumidalen med samtidens usikkerhed.

I den første mumibog, udgivet i Finland i 1945, leder Mumitrolden og Mumimor efter Mumifar som er blevet væk i en stor mørk skov.  De bruger en tulipan til at lyse vejen op for sig, møder og tager det efterforladte væsen Sniff til sig, overvinder farer og finder omsider Mumifar og mumihuset, som oversvømmelsen har ført til en smuk dal.

I den næste mumibog har en komet kurs mod jorden, og mumifamilien og dens venner må kæmpe sig igennem farer for at søge ly i en grotte. Da de vågner efter natten, opdager de, at kometen i sidste øjeblik er gået udenom jorden og Mumidalen har overlevet.

”Det var krigens helvedesår, som fik mig, en kunstner, til at skrive eventyr”, forklarede Tove Jansson et år efter udgivelsen af den anden Mumibog, der fik titlen ”Mumitrolden opdager Kometen”, da den udkom i Danmark i 1954.

Tilbage i 1946 solgte Tove Jansson første mumibog blot 219 eksemplarer i Finland. Bogen blev ikke genoptrykt, men originalen er i dag et eftersøgt samlerobjekt, ligesom Tove Janssons verdensberømte trolde med tiden er blevet oversat til 49 sprog og har optrådt i film, teater, opera, ballet, aviser, radio og tv.

Amnestys håb for den nye kollektion af Mumierne i menneskerettighedernes tjeneste er, at den vil være med til at fejre både håbet i mumibøgerne og missionen om i fællesskab at tænde lys i mørket:  

”Vi kunne ikke komme på en bedre måde at fejre Mumierne og Amnestys mission end ved at tænde et lys sammen”, siger Augusta Quiney, leder af Amnestys arbejde med kunst og menneskerettigheder.

I 1980’erne tegnede Tove Jansson og hendes bror Lars Jansson blandt andet denne plakat til fordel for Amnesty i Finland.
I 1980’erne tegnede Tove Jansson og hendes bror Lars Jansson blandt andet denne plakat til fordel for Amnesty i Finland.