Af Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark. Indlægget er blevet bragt i Børsen mandag den 19. maj 2025
At sproget indeholder enorm politisk magt, er igen blevet blotlagt, efter at Donald Trump indtog Det Hvide Hus i begyndelsen af i år.
I marts så vi bl.a., hvordan USA via breve til danske virksomheder forsøgte at aftvinge forsikring om, at deres arbejde med mangfoldighed, lighed og inklusion (DEI) ikke bryder amerikansk lovgivning. Et synligt bevis på, at det præsidentielle skifte i USA er gået fra at være amerikansk til at blive særdeles dansk.
Sproget er en af de væsentligste redskaber til at skabe politisk kultur. I det lys runger ordene fra den jødiske litteratur- og sprogprofessor Victor Klemperes.
Klemperes, der var professor i Dresden fra 1920 til 1935, skrev det tydeligt: Det er gennem det, der siges – og det, der ikke længere kan siges – at en kultur bliver til. Den beskrivelse af, hvordan totalitære ideologier slår rod gennem sproget, bør være et spejl for vores tid.
I Amnesty International erkender vi, at selve vores mission netop nu er under angreb. De rettigheder, vi har kæmpet for i generationer, er under angreb, og flere af de mennesker, der er blandt vores allierede, medlemmer og frivillige, ønskes usynliggjort.
For de ord, der lige nu skrives ud af forskningsinstitutioner, rapporteringer og personalehåndbøger, er bl.a. kvinder, abort, LGBTI+, racisme, diversitet, ligestilling og handicap. Det virker måske som en teknikalitet – men er et tegn på en langt større forandring.
Men er det ikke i orden, at danske virksomheder med lidt klogskab sletter og omformulerer sig? Hvis de stadig arbejder med mangfoldighed – er det så ikke bare klog økonomisk forvaltning?
På trods af at svaret ud fra et menneskeretsligt perspektiv kan synes som et rungende nej, så er det det langt fra. Hverken dansk økonomi i almindelighed eller den enkelte medarbejder har glæde af, at arbejdspladser må lukke, hvis USA straffer danske virksomheder, som ikke makker ret.
Som menneskerettighedsorganisation er det vores opgave at minde om, at DEI-arbejdet først og fremmest handler om hvilke grundlæggende værdier, der skal præge det danske arbejdsmarked. For hvilket menneske har glæde af at leve i et samfund, hvor værdier om frihed og ligeværd er knægtet?
DEI-programmer har længe været udskældte for at overfokusere på særligt udsatte gruppers vilkår, men det er værd at huske på, at de udtrykker konkrete problemer.
Statistikken er meget tydelig. Kun 37 pct med større handicap er på arbejdsmarkedet – til sammenligning er tallet 84 procent for mennesker uden handicap. Denne bias ses også i forskning, hvor studier peger på, at arbejdsgiveres motivation til at ansætte falder drastisk, når vedkommende er kørestolsbruger. Samtidig kan vi se, hvordan personer med typisk danske navne har 53 procent større chance for at blive indkaldt til en jobsamtale holdt op imod ansøgere med typisk mellemøstlige navne.
Overalt i det danske samfund er fordomme eller blinde vinkler årsag til, at vi ikke allesammen oplever, at vores kompetencer eller kvaliteter kan komme i spil.
I Amnesty forstår vi, at slaget om ordene i langt højere grad er en grundlæggende kamp for vores værdier. Derfor har vi i de seneste år fulgt udviklingen af hadtale. De grupper, der er beskyttet af hadtaleparagraffen i straffeloven, oplever et stigende had: Mængden af antisemitiske og antimuslimske sproglige angreb vokser. Det samme gør had mod mennesker med handicap og LGBTI+ personer.
Så når vi nu erfarer, hvordan en illiberal kultur strømmer ind over os fra USA, handler det ikke om særlige grupper, men om os allesammen. Ja, virksomhederne kan vælge tavsheden. Eller de kan bruge den amerikanske trussel til at få genstartet samtalen: Hvilken verden vil vi gerne leve i? Hvilke værdier vil vi stå på?
Når verden og værdierne vakler, skal vi ikke være bange for at holde fast i de værdier, der har muliggjort, at vi kan leve som frie mennesker. For ét er sikkert: Ingen kommer og fikser det for os. Tværtimod er menneskerettighederne bygget af og for mennesker. Derfor er det på tide, at vi skærper vores blik for, hvad det betyder at leve med frihed og ligeværd.
Vi bør hylde de virksomheder, der lige nu vælger at bakke op om deres medarbejdere. Som tør stå ved, at der blandt deres medarbejdere er mennesker, for hvem det er hele forskellen på at leve i frihed eller ej, at deres identitet siges højt uden fordømmelse, men med accept. Ikke kun fordi det er en værdikamp, men fordi det økonomisk også er en nøglefaktor for virksomhederne.
For ord har magt, og tavshed har konsekvenser. Derfor bør virksomhederne huske på professor Klemperes. Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at sige ordene højt – men om vi har råd til at lade være. Frihed begynder med de ord, vi nægter at slette.