Nu må EU-Parlamentet give Orbáns Ungarn modstand
Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark
Debatindlægget blev bragt i Politiken den 11. september, 2018
Der står meget på spil, når EU-Parlamentet onsdag i denne uge skal diskutere og stemme om EU’s kurs overfor medlemslandet Ungarn.
Her bruger Viktor Orbáns regering sit flertal til at begrænse borgernes rettigheder og friheder, eksempelvis til fredeligt at demonstrere. Orbán har stækket landets forfatningsdomstol for at svække kontrollen med regeringsmagten. Han har indført lovgivning, der ikke blot chikanerer civilsamfundet og landets uafhængige organisationer, men nu også kan give et åre fængsel til enhver dømt for at hjælpe asylansøgere, migranter eller flygtninge.
Ungarns regering bruger sine valgsejre til at retfærdiggøre sine handlinger. Men det at vinde et valg giver ikke et frikort til at angribe retssamfundet og magtens tredeling.
Derfor bør EU-parlamentet ved afstemningen onsdag vedtage at udløse den såkaldte artikel 7-procedure overfor Ungarn. Med den vil EU indlede en procedure imod Ungarn for at overtræde EU’s grundlæggende principper. I sidste ende kan det koste Ungarn landets stemmeret i EU’s ministerråd.
Amnesty opfordrer de 13 danske Europa-parlamentarikere til at stemme for artikel 7. Det er en alvorlig foranstaltning til en alvorlig situation. Uagtet af spin fra Orbán-regeringen er det ikke et angreb på ungarere, tværtimod. Det er en nødvendig stemme på et kritisk tidspunkt for at opretholde EU’s grundlæggende værdier og rettigheder.
Danmarks Europa-parlamentarikere bør derfor stå samlet og bruge deres stemme og indflydelse. Tillader de autoritarismen at vokse uden modstand i Europa, vil det være et katastrofalt svigt af de rettigheder, vi med rette er stolte af i Europa.