Tusinder af afghanere er de seneste år blevet tvangshjemsendt fra europæiske lande. Det sker på trods af overhængende risiko for en række alvorlige krænkelser som drab, tortur, kidnapning og forfølgelse, dokumenterer Amnesty i en ny omfattende rapport. Amnesty mener, at de europæiske lande omgående må standse alle tvangshjemsendelser til Afghanistan, der oplever det højeste antal civile dræbte nogensinde.
Tallene lader ingen tvivl tilbage. Fra 2015 til 2016 er der sket en tredobling i antallet af tvangshjemsendelser af afghanere fra europæiske lande – fra 3290 til 9460. Samtidig er antallet af civile tab i Afghanistan steget stødt siden 2013. Ifølge FN blev 11.414 civile dræbt eller såret i 2016, og angrebene sker i alle områder af landet. Ingen dele af landet kan betragtes som sikre. Det dokumenterer Amnesty i en ny rapport.
I et lækket dokument fra marts 2016 anerkender en række EU-agenturer både Afghanistans ”forværrede sikkerhedssituation og de trusler, som folk udsættes for” og ”rekordniveauer for terrorangreb og civile ulykker”. Ikke desto mindre konkluderes det også, at ”mere end 80.000 personer muligvis kan blive returneret i den nærmeste fremtid”.
Amnesty Internationals nye rapport Forced Back to Danger: Asylum-Seekers Returned from Europe to Afghanistan beskriver i detaljer en række tvangshjemsendte afghaneres horrible levevilkår. De er hjemsendt fra Norge, Holland, Sverige og Tyskland.Rapporten konkluderer, at de hjemsendte indbefatter uledsagede børn samt unge, der var børn, da de ankom til Europa. Adskillige af de personer, som Amnesty har interviewet, er sendt til voldshærgede egne af landet, de aldrig tidligere har kendt til.
”Hjemsendelserne er et klart brud på international lov og må standses øjeblikkeligt. De samme europæiske lande, som har afgivet løfte om at støtte en bedre fremtid for afghanerne, knuser nu deres håb og efterlader dem i et land, som kun er blevet endnu farligere at opholde sig i, siden de begyndte deres flugt”, siger Horia Mosadiq, Amnesty Internationals Afghanistan-researcher.
Azad deporteres – broderen fik asyl
Azad er 23 år, da Amnesty møder ham i Kabul i Afghanistan i maj 2017. Det er fem dage siden, han blev deporteret fra Holland. Han identificerer sig som homoseksuel, og han har familie, der arbejder for de internationale væbnede styrker. Ifølge FN fører begge forhold til stor risiko for forfølgelse.
Azad fortæller, at hans far blev myrdet af Taliban, og at han og familien flygtede fra hjemlandet til Iran i årene efter år 2000. Azad voksede op i Iran, men familien kunne ikke opnå lovligt ophold, hvilket blandt andet betød, at børnene ikke kunne gå i skole. Moderen var desperat og besluttede, at hun og hendes to sønner var nødsaget til at drage mod Europa i 2011.
Azad beretter, at moderen mistede livet til søs på vej fra Tyrkiet til Grækenland.
”Jeg vil bare gerne besøge min mors grav”, siger han grædende til Amnestys researchere.
Azad og broderen ankom i 2011 til Holland, hvor de opholdte sig i omtrent seks år. Af uklare årsager fik broderen asyl, men Azad var ikke lige så heldig. Han blev så bange for at blive sendt til Afghanistan, at han med et glasskår forsøgte at skære halsen over på sig selv. Men det var ikke skarpt nok, og han forsøgte derfor at sluge det. På det tidspunkt var han tilbageholdt af myndighederne, og det lykkedes personalet at standse ham.
Azad fremviser et ar på højre side af halsen og sine skader i munden.
Han blev deporteret til Kabul i maj 2017 og fortæller, at han aldrig har været i byen før, at han ikke kender et eneste menneske i hovedstaden, som er det farligste sted at opholde sig i landet, og at han i desperation forsøger at skjule sin seksualitet:
”Her prøver jeg at opføre mig som en mand. Jeg er ved at miste forstanden. Om natten er jeg fuld af frygt. Jeg er virkelig bange”, fortæller han.
Azad aner ikke sine levende råd. Han ved ikke, hvad han skal gøre, eller hvor han kan tage hen.
Rahim skulle kæmpe eller dræbes
Amnesty møder Rahim i Kabul i maj 2017. Han er 20 år gammel, men han har i sit unge liv allerede oplevet, at hans far blev myrdet af Taliban, fordi han var befalingsmand i politiet, vedholdende skriftlige mordtrusler fra Taliban mod ham og broderen samt en lang og farefuld flugt fra hjemlandet. Rejsen bragte ham til Norge.
Amnesty er i besiddelse af et af de otte trusselsbreve, som Rahim fortæller, at han og broderen modtog fra Taliban. Brevet bærer tydeligt Talibans velkendte stempel. I brevet står der:
”Du befales at overlevere ethvert våben, som din far måtte have efterladt, og overgive dig til mujahedeen. Ellers vil du lide samme skæbne som ham”.
FN peger på, at politimænd og deres familie i særlig grad risikerer grov chikane, bortførelse, vold og drab.
Rahim flygtede til Norge i slutningen af 2015.
”Jeg følte mig som et menneske i Norge. Sådan har jeg aldrig haft det i Afghanistan”, fortæller han.
Han blev nægtet asyl, og de norske myndigheder fortalte ham, at han ville være i sikkerhed i Kabul, fordi han voksede op et andet sted i landet. Rahim ankom til byen i december 2016.
”Her lever jeg i frygt. Jeg kan ikke studere, jeg kan ikke finde et job, og jeg kan ikke vende tilbage til min hjemegn. Jeg har ikke andet valg end at drage tilbage til Europa igen”, siger han til Amnesty.
Rækken af beretninger
I rapporten Forced Back to Danger: Asylum-Seekers Returned from Europe to Afghanistan kan man læse en række personlige beretninger, der alle bidrager til billedet af, at europæiske lande deporterer mennesker ulovligt til umenneskelige forhold.
Læs blandt andet om Hamids flugt som 15-årig, efter Taliban ville tvinge ham til at føre hellig krig, om kristne Sadis beretning om, at der i Kabul og på hans hjemegn cirkulerede fotos af ham, og om de yngste sønner i familien Farhadi, der efter hjemsendelse fra Norge nær mistede livet i et selvmordsangreb i Kabul. Den ene bror var to år gammel, da bomben eksploderede.
På billedet ses Ali Reza Farhadi i to meget forskellige situationer. Øverst står han yderst til venstre sammen med sit norske fodboldhold. Nederst bliver han filmet kort efter et selvmordsangreb i Kabul – efter han blev tvangshjemsendt fra Norge.
Europa lukker øjne og ører
Konflikterne mellem de adskillige grupperinger og skiftende regeringer med international deltagelse, som i mange år har fastholdt Afghanistans mænd, kvinder og børn i et livsødelæggende jerngreb, har resulteret i, at tusinder af civile er blevet dræbt eller alvorligt kvæstet. De overlevende lever i konstant og reel frygt for voldelige overgreb, bortførelse, forfølgelse, tortur eller drab på dem selv og deres nærmeste, uanset hvor i landet de befinder sig. Ingen egne af landet kan betragtes som sikre.
Ikke desto mindre bliver Europas regeringer ved med at lukke øjne og ører for disse uhyrligheder og lægger ovenikøbet et stort pres på Afghanistans regering for at acceptere, at tusinder af mennesker bliver returneret til selvsamme trusler og krænkelser, som de flygtede fra. Det sker, selvom krænkelserne bliver flere og mere alvorlige.
I deres iver for at accelerere tvangshjemsendelserne har europæiske lande vilkårligt betegnet flere områder af Afghanistan som ”sikre”, herunder Kabul, der for øjeblikket er den farligste del af landet for civile.
På grund af den åbenbare mangel på sikkerhed og den generelt alvorlige menneskerettighedssituation på tværs af landet er alle tvangshjemsendelser i strid med internationale retlige principper.
Amnesty International opfordrer til en udsættelse af alle tvangshjemsendelser til Afghanistan, indtil de kan finde sted i sikkerhed og værdighed.