Boko Haram optrapper angreb i Nigeria og Cameroun

I de seneste fem måneder har Boko Haram optrappet sine terrorangreb mod civile i både Nigeria og Cameroun. Mindst 381 er dræbt og mange flere sårede under selvmordsangreb og angreb på landsbyer.

Den 12. juli gik en ung pige ind på en internetcafé i byen Waza i Cameroun. Sekunder senere detonerede en selvmordsbombe. 16 mennesker blev dræbt og mindst 34 såret. Pigen var blevet tvunget til at udføre angrebet af terrororganisationen Boko Haram, som i årevis har dræbt, lemlæstet og bortført tusindvis af civile. Angrebet i Waza er blot et af 30 selvmordsangreb, som har ramt Cameroun siden april i år – det er mere end et selvmordsangreb om ugen.

Flest mulige ofre

Samlet set er mindst 158 civile blevet dræbt i Cameroun over en periode på fem måneder, og det er fire gange så mange som i de foregående fem måneder. Det konkluderer Amnesty International i en ny analyse af den optrapning af angreb, som Boko Haram har sat i værk i Nigeria og Cameroun.

”Boko Haram er atter i gang med at begå krigsforbrydelser i stor skala. De tvinger unge piger til at bære sprængstoffer med det ene formål at slå så mange mennesker som muligt ihjel”, siger Alioune Tine, som er leder af Amnestys kontor i Vest- og Centralafrika.

Millioner har brug for beskyttelse

Ifølge data, som Amnesty International har indsamlet, er der sket en voldsom stigning i antallet af civile dræbte i det nordlige Cameroun og i de to provinser Borno og Adamawa i Nigeria i området omkring Lake Chad. Typisk tvinger Boko Haram unge piger og kvinder til at gå ind i menneskemængder, hvorefter de detonerer de skjulte sprængstoffer.

”Den chokerende bølge af vold fra Boko Haram, som er kendetegnet ved en stor stigning i selvmordsangreb, viser det presserende behov for beskyttelse og hjælp til millioner af indbyggere omkring Lake Chad. Regeringerne i Nigeria og Cameroun er nødt til at skridt til handling for at beskytte dem mod denne terrorkampagne”, siger Alioune Tine.

Syv gange så mange dræbte

I Nigeria, hvor Boko Haram har sit udspring, har angrebene kostet mindst 223 civile livet siden april, men det præcise tal kan være endnu højre på grund af urapporterede angreb. Alene i august måned blev 100 dræbt, og samlet set er syv gange så mange dræbt som i de foregående fire måneder.

Det dødeligste angreb fandt sted den 25. juli, hvor Boko Haram skød og dræbte 40 mennesker fra et olieselskab. Tre andre blev bortført. Yderligere mindst 67 kvinder og piger er bortført i 2017 og føjer sig til de hundredvis af andre piger, som Boko Haram har bortført gennem årene.

Drevet på flugt

På tværs af hele Lake Chad regionen er folk på flugt fra Boko Haram. Det skønnes, at 2,3 millioner mennesker er fordrevet – langt de fleste i Nigeria, men også i Cameroun, Chad og Niger. De står overfor alvorlig madmangel, og det skønnes, at 515.000 børn lider af alvorlig fejlernæring. Den seneste tids optrapning af angreb gør det næsten umuligt at komme ind med nødhjælp.

”Det er afgørende, at myndighederne i hele regionen øger deres indsats for at beskytte de hundredtusindvis af civile, som er i alvorlig fare for at blive ramt af Boko Harams vold, overgreb og bortførelser. Samtidig må det internationale samfund øge sin humanitære nødhjælp til de millioner af mennesker, der har desperat brug for hjælp”, siger Alioune Tine.