Homohad i Afrika

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Artiklen er bragt i AMNESTY #4 2017 

Af Nora Rahbek Kanafani

En enkelt dag om ugen er Kasha Jacqueline Nabagesera ikke aktivist. I dag, søndag, er hendes familiedag, og hun danser afslappet rundt på verandaen og gør klar til sin nieces fireårs fødselsdagsfest. Hendes bror, svigerinde og venner kommer direkte fra kirke, de små niecer i laksko, strutkjoler og fint flettet hår.

Det er mange år siden, Kasha selv var i kirke.

”Jeg var vist uheldig, for hver gang jeg satte min fod i kirken, handlede prædikenen om homoseksuelle og evig fordømmelse”, siger hun.

Naboens børn hænger ind over muren, plukker frugter fra hendes mangotræ og snakker med de andre børn. Ingen af naboerne ved, at den spinkle 37-årige kvinde er både grundlægger og den ukronede dronning af Ugandas LGBTI-bevægelse.

Huset og haven er hendes selvvalgte eksil. Hun kunne ikke drømme om at gå hen til købmanden eller frekventere en af Kampalas restauranter. Det er for farligt. En gang imellem sniger hun sig i ly af mørket ud og drikker en øl med sine venner, men som oftest er hun hjemme. I et skur i baghaven har hun indrettet kontor, og her mødes hun dagligt med andre aktivister. Det er også her, hendes magasin Bombastic, der giver LGBTI-personer mulighed for at fortælle deres egne historier, bliver skrevet, redigeret og publiceret. Her føler hun sig tryg.

Men også ensom. I kølvandet på anti-homoloven, som blev vedtaget i december 2013 for derefter at blive annulleret blot otte måneder senere på grund af en teknikalitet, steg hetzen og antallet af overgreb på aktivisterne. Det fik mange aktivister til at søge asyl i udlandet.

”Jeg er den eneste, der er tilbage af os, der opbyggede LGBTI-bevægelsen”, sukker Kasha.

Hun bemærker, at flugten i nogen grad har demoraliseret bevægelsen, og at nogle LGBTI-personer har søgt tilbage ”i skabet”, fordi de føler sig udsatte og svigtet af dem, der har forladt landet.


Jori Ose

"Jeg flygter altid, når der er politi i nærheden. Heldigvis er jeg en god løber", fortæller Kasha Jacqueline Nabagesera til AMNESTY. 


På flugt fra politiet

Kasha sætter højttalerne ud på verandaen og skruer op for musikken. Hun halter lidt på det ene ben. Forleden deltog hun i en workshop, der blev rømmet af politiet. For at undgå tilbageholdelse tog hun branddøren og sprang over en mur i baggården, men slog sit ben, da hun landede.

”Jeg flygter altid, når der er politi i nærheden. Jeg har ikke tænkt mig bare at lade dem fange mig. Heldigvis er jeg en god løber”.

Hun griner hæst, men indrømmer, at hun er bange for at blive fængslet. Hendes altoverskyggende frygt er, at det bliver for farligt for hende at blive boende i Uganda.

”Tænk at skulle rejse og aldrig sætte sin fod her igen”, siger hun og ryster på hovedet. ”Jeg er en kujon. Det er sandheden. Folk, der vælger at forlade alt det, de har kendt hele deres liv, for at starte forfra et helt nyt sted, de er modige. Jeg tror ikke, jeg tør. Hver gang, jeg er ude at rejse, holder jeg øje med, om der bor andre ugandere, hvis jeg nu en dag bliver tvunget til at flygte. Men jeg vil hellere låse mig inde i mit hus i månedsvis”.

En sygdom uden kur

I mange år levede Kasha uden den slags bekymringer. Tilbage i 1999 var hun en 19-årig festglad studerende. Hun er aldrig sprunget ud som lesbisk, har bare altid godt kunne lide piger, hvilket hendes forældre "meget atypisk for familier i Uganda" aldrig gjorde noget stort nummer ud af. Men omverdenen så anderledes på det, og hun blev smidt ud af flere skoler, fordi hun skrev kærestebreve til piger. På universitetet advarede ophængte plakater de andre elever imod hende.

Kort før de afsluttende eksamener ringede rektoren til hendes mor og advarede om, at han ville smide Kasha ud. ”Da vi kom ind til mødet, appellerede min mor til rektor og sagde: ’Min datter er syg, og hendes sygdom har ingen kur. Vær sød at lade hende afslutte sin skolegang’. Da vi kom ud, var jeg rasende, men hun sagde til mig, at jeg en dag ville forstå det”, fortæller Kasha.

Kontrakt med universitetet

Morens appel virkede, og Kasha fik lov til at færdiggøre sine afsluttende eksamener, mod at hun hver morgen og hver eftermiddag mødte op på rektors kontor, så han kunne sikre sig, at hun ikke gik i ”drengetøj”. Ingen kasket, ingen jeans, ingen T-shirt. Samtidig underskrev hun en kontrakt med universitetet om, at hun ikke måtte komme inden for en radius af 100 meter fra pigernes sovesal.

”Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor jeg blev ved med at blive smidt ud af skoler, og jeg begyndte at researche. Og jeg blev chokeret. Her var jeg, en 19 år gammel universitetsstuderende, og jeg vidste ikke, at det var ulovligt at være homoseksuel i Uganda. Jeg anede det ikke. Og jeg fandt ud af, at det også var ulovligt mange andre steder i verden. Mit hoved var ved at eksplodere!”

Så snart hun var blevet færdig på universitetet, samlede hun sine venner og gik i gang. Ingen af dem havde opbakning fra deres familier, sådan som Kasha havde, så aftalen blev, at Kasha gik forrest og var den, der råbte op. De indrettede et lille kontor i Kashas forældres hus og gik i gang med at opbygge en LGBTI-bevægelse. De anede ikke, hvad T’et stod for (transkønnet), men de tog det med, fordi de kunne se, at det gjorde de internationale organisationer, som de læste om på nettet. 

Udbredt stikkerkultur

I haven skærer Kasha frisk mango i stykker med en kniv og deler ud til børnene.  Siden anti-homoloven blev annulleret for fire år siden, er det lykkedes aktivisterne at fokusere bevægelsen og planlægge næste træk. Bevægelsen er bedre organiseret nu end nogensinde før.

”I stedet for blot at afvente næste lovforslag kan vi begynde at se fremad. Men der er altid en risiko for, at loven igen kommer på tegnebrættet, når der er brug for en syndebuk til at aflede opmærksomheden fra andre politiske problemer. Så vi sover ikke”.

Selvom loven i dag er skrottet, har Uganda stadig et forbud mod ”unaturlig sex”. Det blev vedtaget, mens Uganda stadig var en engelsk koloni i 1950. Loven er dog sjældent en reel trussel mod homoseksuelle, da den understreger, at personer skal tages i færd med at begå en homoseksuel handling, før de kan straffes. Alligevel er arrestationer af LGBTI-personer udbredt, for eksempel når naboer melder formodede homoseksuelle til politiet.

”Homofobiske grupper går rundt og giver et signalement af, hvordan homoseksuelle ser ud: ’Hvis du ser mænd i stramme jeans, er de sikkert homoseksuelle, hvis du ser kvinder med dreadlocks, er de nok lesbiske’. Der er en udbredt stikkerkultur", fortæller hun. Ifølge Kasha handler det for politiet sjældent om at få folk dømt, men om at intimidere og ydmyge dem. At kontakte medierne og fortælle alle omkringværende, at de har fat i en homoseksuel.

Et kendt ansigt

Selv modtager Kasha dagligt dødstrusler over telefonen. Andre afspiller gospelsange eller anden religiøs musik igennem røret. ”Jeg lytter faktisk til det. Det må jeg give dem”, siger hun og ryster på hovedet.

Foran huset holder Kashas sorte firehjulstrækker. En regnbuefarvet måtte pryder forruden. Umiddelbart et overraskende valg for en kvinde, der modtager hyppige dødstrusler. 

”Min synlighed er både min beskyttelse og min sårbarhed”, forklarer hun. Hun bruger for eksempel bilen, når hun kører ud og holder workshops. Og her kan det være en fordel, at politiet ved, hvem hun er. Kasha er så kendt et ansigt med så gode internationale kontakter, at hun er relativt forskånet for myndighedernes chikane. ”Jeg ved, de aflytter mig, men jeg nægter at skifte nummer. Lad dem da bare lytte med.”


Scanpix

Kasha Jacqueline Nabagesera (f. 1980) er ugandisk LGBTI-aktivist og stifter af den første organisation for LGBTI-kvinder i Uganda (FARUG). Hun modtog i 2011 Martin Ennals Menneskerettighedspris, en pris, der uddeles af Amnesty International og ni andre organisationer.


Fejring af selvmord

I tiden efter universitetet begyndte Kasha og hendes venner at følge med i, hvad der skete i regeringscirklerne. De skrev debatindlæg om diskrimination af LGBTI-personer og opsøgte de lokale medier. 

”Vi havde aldrig prøvet at opbygge en bevægelse før, og i begyndelsen var det kaotisk”, siger Kasha.

Sideløbende med de unge aktivisters arbejde begyndte regeringen aktivt at opfordre skoler til at smide homoseksuelle studerende ud. En 15-årig pige, der var mistænkt for at være lesbisk, blev tæsket med stokke foran hele skolen og sine forældre. Pigen gik tilbage til sin sovesal og tømte et glas sovepiller.

”Radiostationerne fejrede nyheden om selvmordet med musik”, husker Kasha. ”Fra da af vidste vi, at det var nødvendigt at lade verden vide, at vi faktisk eksisterer”.

I 2003 etablerede Kasha og hendes venner organisationen Freedom and Roam Uganda (FARUG), der arbejder for kvindelige LGBTI-personers rettigheder.  Myndighederne forsøgte at stoppe dem ved at udstede bøder til de medier, der interviewede dem. Debatten rasede.

”Reaktionerne skiftede mellem, at ’I er så grimme, at I ikke kan finde nogle mænd’, og ’vi sender vores sønner over for at voldtage jer’”, fortæller Kasha. 

Heksejagt

Hurtigt begyndte også sladderbladene at fåøjnene op for de unge aktivister. I november 2010 fik en helt ny tabloidavis, udgivet af et par nyuddannede journalister, luft under vingerne med en forsidehistorie om Ugandas 100 top-homoseksuelle. En af artiklerne bar overskriften: ”Hæng dem, de går efter vores børn!”. 

Kasha, der på det tidspunkt var begyndt at rejse verden rundt og fortælle om aktivisternes kamp, var på vej til Genève for at tale i FN.

”Jeg fik et chok, da nogen sendte mig billeder af artiklerne. Der var billeder af alle dem, jeg kendte. Jeg selv var nævnt i første sætning. De skrev, at jeg holdt sexfester og rekrutterede 13-årige piger. De havde opfundet det hele. Jeg begyndte at ryste”, husker hun.

Næste dag kom endnu en artikel. Avisen var kommet godt fra start og solgte strålende.

Kasha skyndte sig hjem til Uganda. Sammen med de andre aktivister løb hun tidligt om morgenen fra kiosk til kiosk for at forsøge at opkøbe så mange aviser som muligt, inden butikkerne åbnede. Homoseksuelle blev overfaldet, nogle blev voldtaget, og folk opfordrede til udrensning. Kasha måtte flytte fra hus til hus for at være i sikkerhed.

”Det var rædselsfuldt. De afslørede, hvor vi boede, og hvilke biler, vi kørte i. Det var ren heksejagt, og der var ikke noget sted at søge ly”.

Sammen med blandt andre medaktivisten David Kato lagde hun sag an mod avisen for at have krænket de udhængte personers forfatningssikrede rettigheder. Og vandt. Men da var skaden allerede sket. Få uger senere blev David Kato fundet myrdet i sit hjem.

Ukendt gerningsmand

Græsset er stadig overstrøet med konfetti fra børnefødselsdagen, da redaktionen bag Bombastic nogle dage senere mødes i skuret i Kashas have. Kasha selv er ikke med til redaktionsmødet. Hun løber rundt i haven og forsøger at få overblik over de skader, som gårsdagens monsunregn har forårsaget. Den meterhøje mur omkring hendes have er skyllet væk og er sammen med træer og elektricitetspæle endt nede i naboens have. Der er frit udsyn til hendes hus og have. Naboerne er allerede flyttet hen til familiemedlemmer af frygt for flere ødelæggelser.  Kasha ser træt ud.

”Jeg har ikke lukket et øje i nat. Jeg blev ved med at vågne og kigge ud gennem gardinet. Jeg føler mig meget sårbar”, siger hun.

Man forstår hende. Aftenen før uvejret åbnede hun porten, da der blev banket på, og blev mødt af et slag i ansigtet. En ukendt gerningsmand sprayede hende i ansigtet med noget, der fik hendes øjne og mund til at svulme op. Det lykkedes hende at presse porten i og låse, og hendes store vagthund skræmte overfaldsmanden og hans hjælpere væk.

”Jeg poster aldrig sådan noget på min Facebook, for jeg har ikke lyst til at skræmme andre aktivister”, fortæller hun. ”Hvis en, der lige er kommet ud af skabet, ser, at ikke engang én i min position føler sig tryg, risikerer jeg, at de skynder sig tilbage”, siger hun og tænder endnu en cigaret.

I morgen bliver en ny mur bygget, og snart kommer nye elmaster. Tanken gør hende tryg. Men i nat sover hun i huset med sin vagthund. Uden elektricitet eller batteri på sin telefon.  


Homofobiens førstemænd

Overgrebene på Ugandas LGBTI-personer får støtte fra både politikere og medier. AMNESTY har mødt ministeren, redaktøren og aktivisten, der vil rehabilitere homoseksuelle. Et af deres våben er at puste til hadet og frygten for homoseksuelle.

Artiklen er bragt i AMNESTY #4 2017

Af Alexandra Fisher

Religiøse ledere i bøn under et møde om homoseksualitet i Ugandas parlament den 9. november 2012. Også i dag lægger landets religiøse ledere pres på politikerne for at få dem til at vedtage love, der forbyder homoseksualitet. 

Simon Lokodo er minister for etik og integritet i Uganda, og han fører korstog mod homoseksualitet i landet.

”Homoseksualitet strider imod naturens orden. Det er på enhver måde en meget mærkelig adfærd”, siger Lokodo, som AMNESTY møder på hans kontor i det centrale Kampala.

Lokodo, der tidligere har været katolsk præst, sidder bag sit skrivebord i et mørkt jakkesæt med et sølvkors i jakkens revers. Han tager en bog fra skrivebordet. Den hedder ’Homoseksualitet er tredje verdenskrig: Sådan afslutter vi den’. Han bladrer bogen igennem, holder en pause, og læser så højt: 

”Analkræft, klamydia, herpes, HIV”.

 Opremsningen fortsætter. Derefter lukker Lokodo bogen i.

”Homoseksualitet er skadelig, fordi den desværre har negative konsekvenser, sådan som jeg lige har læst op for dig”, siger han.

”Frygteligt”.

Demonstranter i Jinja, Uganda, viser deres opbakning til anti-homolovforslaget i februar 2010. Flere parlamentsmedlemmer barsler med nye lovforslag, der skal sende homoseksuelle bag tremmer. 

Modstandsbevægelsen

Simon Lokodo hører til de mest højrøstede og aktive modstandere af homoseksualitet i den altdominerende Nationale Modstandsbevægelse (National Resistance Movement). Han er ikke kun ude efter selve den homoseksuelle handling, men også det, han kalder ”promovering”, ”rekruttering” og ”eksponering” blandt lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede ugandere.

For ikke længe siden, i august 2017, blokerede ministeren for planer om en uge med prideparade og andre LGBTI-begivenheder. Det var andet år i træk, at priden i Uganda blev standset.

Lokodo forsikrer, at han vil blive ved med at nedlægge forbud.

”Intet skal holde mig tilbage fra at få dem alle sammen arresteret, lige meget hvor mange de er. De skal ikke ødelægge dette smukke land”, siger Lokodo.

Lov om seksuelle forseelser

Homoseksualitet er forbudt i Uganda. Men i henhold til landets forfatning er der ytrings- og foreningsfrihed for LGBTI-personer.

Den ugandiske regering vedtog i 2013 den berygtede anti-homolov, der blev annulleret få måneder senere, og nu gør regeringen et nyt forsøg på at indføre hård lovgivning. Minister Lokodo regner med, at ’Lov om Seksuelle Forseelser’ træder i kraft omkring midten af næste år. Den vil gøre homoseksuel adfærd og promovering af den ulovlig.

”Så hvis du går og fører dig frem som homoseksuel, har vi ikke andet valg end at arrestere dig, for du har dermed vist os, at du er lovbryder”, siger Lokodo.

De, som sætter sig op mod loven, risikerer at blive spærret inde på livstid.

”Loven lægger helt sikkert op til indespærring på livstid, hvis der er tale om smitte og varig ødelæggelse af en persons liv, eller om voldtægt”, siger Lokodo. Ifølge ham kan folk, der gentagne gange bryder loven, også risikere fængsel på livstid.

Homoseksualitet er et yndet emne i Ugandas tabloidaviser. Ikke alene bliver hele minoriteter udskammet, men individder bliver også udpeget til stor fare for deres liv.

I offentlighedens tjeneste

Der er en udbredt støtte til anti-homolovene i Uganda. Og det er ikke kun regeringen, der oppisker den homofobiske indstilling. Det samme gør religiøse ledere og landets berygtede tabloidpresse.

Da anti-homoloven var trådt i kraft, offentliggjorde dagbladet Red Pepper, der har et oplag på 30.000 eksemplarer, en liste over en række personer, som bladet udråbte som Ugandas top-homoseksuelle. Den kontroversielle historie fremkaldte international kritik og spredte frygt for en heksejagt blandt LGBTI-personer.

Tabloidbladets redaktør, Ben Byarabaha, møder vi i avisens hovedsæde i Kampala. Han udtrykker ingen beklagelse over historien, men fastholder, at den var ”i offentlighedens interesse”. Han siger, at Red Pepper fremover ikke agter at dække lignende begivenheder anderledes.

”Vi trykte den som enhver anden historie. Den var fair og afbalanceret og udsatte ikke nogen for fare”, siger Byarabaha. ”Det var de vestlige medier, der blæste den ud af proportion.”

Gennem hele interviewet virker Byarabaha utilpas. Han undgår øjenkontakt og er kort for hovedet. Han får det særligt dårligt hen mod slutningen af interviewet, da han bliver spurgt, hvordan han personligt har det med homoseksualitet.

Han stirrer på mig i flere sekunder, derefter på sin mobiltelefon, før han henvender sig til en kollega for en kort samtale. Det ser ud, som om han vil have spørgsmålet til at gå væk af sig selv. Endelig retter han sit fokus mod mig.

”Folk har ret til at gøre, hvad de vil”, siger Byarabaha i en barsk tone. ”Det rager mig ikke en skid”.

Fra transkvinde til hetero

I Ugandas dybt konservative og kristne kultur forbliver homoseksualitet i det store og hele et tabu. Nogle hævder, at den er blevet importeret fra Vesten.

”Den homoseksuelle livsstil er ikke sund”, siger George Oundo, formand for Ex-Gay Community Uganda, 

”Den fører ikke til noget. Gud skabte os for at få resultater ud af os, som for eksempel at få børn”, siger han.

Ex-Gay Community Uganda arbejder med egne ord for at ”rehabilitere” homoseksuelle igennem kristen vejledning og rådgivning. Ifølge Oundo har organisationen et center, hvor omkring tredive af dens medlemmer deltager i frivilligt arbejde.

George Oundo mødes regelmæssigt med politikere som Simon Lokodo og deler ud af sin viden om homoseksuelle, og hvordan man kan ”rehabilitere” dem.

Oundo selv var i mange år transkønnet kvinde, før han blev ”hetero” og forlod LGBTI-samfundet. Han siger, at han blev ”hvervet” til homoseksualitet af sin fætter, som dyrkede sex med ham, da han var ung og introducerede ham for LGBTI-miljøet i Kampala. Den beskrivelse har fået anti-homoaktivisterne til at bruge ham flittigt i deres kampagner.

Oundo har drevet lobbyvirksomhed i regeringen for yderligere at kriminalisere homoseksualitet. Han mener, at gentagne overtrædelser af LGBTI-love og promovering bør straffes med livsvarigt fængsel. Men han siger samtidig, at LGBTI-borgerne har brug for at blive behandlet med respekt og værdighed.

”Jeg siger til ministrene, at der er noget godt i dem. De homoseksuelle yder meget store bidrag til vores land. De har gået i skole. De har studeret. Det drejer sig bare om at få dem til at indse, hvad og hvem de er – og de er ikke bøsser”, siger Oundo.

Som at hænge sig selv

Det, der adskiller Oundo fra andre fortalere for strengere straffe til LGBTI-personer, er hans nære kendskab til den forfølgelse, de lider under i et homofobisk samfund. Da Oundo var transkønnet, blev han anholdt, voldtaget, overfaldet og udstødt af familie og venner. ”Jeg led meget. At være homoseksuel er som at få et reb og hænge sig selv”, siger han.

Og han tror, at årsagen til hans lidelser var homoseksualitet. Ikke homofobi.

”Vi vil gerne have, at folk får at vide, at homoseksualitet krænkede vores rettigheder, dengang vi stadig var unge”, siger Oundo. ”Og fordi homoseksualitet krænkede vores menneskelighed, kan den ikke være en menneskeret”.

Dokumentation gør en forskel. Støt vores arbejde nu!