“Kampen er blevet en del af mig”

“Kampen er blevet en del af mig”

Amnesty Danmark fik besøg af den Nobel Pris-nominerede Frank Mugisha. Han kæmper modigt for LGBT-rettigheder i Uganda. Franks gode ven blev myrdet, og han er selv blevet chikaneret og overfaldet flere gange. Alligevel kæmper han ufortrødent videre i Uganda, hvor myndighederne fører an i homofobien.

Hvordan vil du beskrive situationen lige nu for LGBT-personer i Uganda?

Den er anspændt. I august skulle vi have afholdt Uganda Pride, som vi har haft de sidste fem år i træk. Men sidste år blev priden angrebet af politiet, og jeg blev sammen med flere af mine venner arresteret og smidt i fængsel, hvor vi blev mishandlet. Da vi prøvede at arrangere priden i år, meddelte myndighederne os, at det kunne vi ikke få lov til. Desuden fik alle de steder, der skulle huse arrangementer i pride-ugen, at vide, at politiet ville komme, hvis de samarbejdede med os. Så vil blev nødt til at aflyse. Det har været med til at skabe frygt og spændinger i LGBT-miljøet, for vil det også betyde, at myndighederne vil forhindre os i at mødes med vores venner, gå på natklubber eller arrestere os, hvis vi befinder os alene i et hus med en af det samme køn?

Hvordan får du overhovedet hverdagen til at fungere?

Når du åbent er homoseksuel i Uganda, er din situation noget anderledes fra alle andres. For du bliver konstant truet og chikaneret af både staten og alle mennesker omkring dig, så du skal på alle måder være virkelig varsom. Du bliver nødt til at planlægge dit liv og leve efter et skema. Hvis jeg vil på markedet for at handle, bliver jeg nødt til at have venner med som en slags bodyguards. Jeg kan ikke gå alene, da det er livsfarligt. Men jeg skal jo have noget at spise som alle andre, så jeg bliver nødt til at gå derhen.
Dem, der ikke er kommet ud af skabet, kan leve et nogenlunde normalt liv. Men de risikerer at blive outet af familie, venner eller aviserne, der kører en hetz mod ugandesiske LGBT-personer. Og det kan koste dyrt. Du kan både blive overfaldet og slået og miste både familie og venner.
Transkønnede er de mest sårbare mennesker, fordi de er så synlige i gaderne, hvor alle tænker, at de er homoseksuelle. Så de modtager flest trusler. Men generelt er det bedst at holde sit sociale liv inden for LGBT-miljøet og kun komme de steder, der er LGBT-venlige. Hvis du gerne vil på internettet, går du hen til en af organisationerne, hvor du frit og i et sikkert miljø kan søge efter en partner, eller hvad du nu har lyst til. Men hvis du gør det samme på et offentligt sted som en internetcafé, risikerer du at blive arresteret af politiet eller overfaldet og lynchet.

Hvilke personlige konsekvenser har det haft for dig at være åben homoseksuel og kæmpe for LGBT-rettigheder?

Jeg har mistet mange venner og er blevet udelukket fra rigtig mange sociale arrangementer. Hvis mine venner holder en fest eller lignende, kan de ikke invitere mig – eller også vil de finde en høflig måde at sikre sig på, at jeg ikke kommer. Jeg kan næsten heller ikke deltage i nogen familiearrangementer og være sammen med mine nevøer og niecer, fordi folk så vil sige, at jeg prøver at lokke dem ind i homoseksualitet.
Så på det personlige plan er det hårdt, og jeg føler nogen gange, at jeg lever som en fange i et fængsel. Det er et isoleret liv, og det er hårdt for en i min alder. Det var jo nu, at jeg skulle ud at have det sjovt, gå i byen, date og opdage forskellige ting.
Med hensyn til mit professionelle liv er det svært for mig at finde job. Derudover er jeg blevet nægtet et sted at bo ni gange og er blevet smidt ud af mit hjem, efter at antihomoloven blev indført. Alt det har påvirket mig som menneske, og på et tidspunkt var jeg rigtig bange. Især efter at mine gode ven og kollega David blev myrdet. Der var jeg konstant paranoid.

Hvordan påvirkede det dig?

Det var et menneske, som jeg kendte rigtig godt, og som jeg arbejdede sammen med hver dag, så jeg blev rigtig, rigtig ked af det. Og jeg tænkte, at det samme kunne ske for mig. Jeg vidste jo, at det var nemt at blive overfaldet på gaden, og når du gør dit arbejde som LGBT-aktivist. Men David blev myrdet i sit eget hjem, selv om han gik meget op i sikkerhed. Så det skabte en masse frygt i mig, og jeg rejste væk fra Uganda i et halvt år. Men så vendte jeg tilbage, fordi jeg tænkte, at arbejdet ikke bare kunne stoppe, fordi han var blevet dræbt.

Hvad har ellers været den værste oplevelse gennem dine mange år som menneskerettighedsforkæmper?

Det var at blive overfaldet af mennesker, jeg havde kendt i meget lang tid. Det var så tilfældigt og begyndte med et skænderi, hvor nogen talte om homoseksualitet. Pludselig blev stemningen aggressiv, og så blev jeg overfaldet af dem og andre tilfældige gæster på den restaurant, vi var på. Det var en meget hård oplevelse.

Hvad er din forklaring på, at homofobien trives så godt i Uganda?

De fleste ugandesere er faktisk rigtig søde mennesker. Men de er bange, forvirrede og misinformerede. I tiden før indflydelsen fra de meget konservative og ekstreme evangelister var holdningen til homoseksuelle en anden. Jeg siger ikke, at homofobien er ny, for alt forandrer sig i verden, og Uganda forandrer sig til det værre, når det handler om at støtte LGBT-personer, mens andre lande går den modsatte vej. Og lige netop udviklingen og fremskridtene for LGBT-rettigheder har fået konservative lande til at blive mere konservative.

Frank Mugisha modtog i 2013 en æresgrad af rektoren på Gent Universitet i Belgien, Paul Van Cauwenberge, for sit modige og utrættelige arbejde for LGBT-rettigheder i det ekstremt homofobiske Uganda. Foto: Christophe Ketels/Scanpix

Kort om Frank Mugisha

Frank Mugisha er leder af organisationen SMUG (Sexual Minorities Uganda), som koordinerer alle LGBTI-organisationer og grupper i det ekstremt homofobiske Uganda.

Frank var med til at sagsøge den ugandesiske tabloidavis The Rolling Stones for at opfordre til drab på homoseksuelle samt den kendte homo-modstander Scott Lively fra USA, som myndighederne i Uganda har arbejdet tæt sammen med.

Frank var desuden en tæt kollega og ven af David Kato, som blev slået ihjel i 2011 på grund af sit arbejde for homorettigheder i Uganda. Frank har gennem flere år arbejdet tæt sammen med Amnesty og blev i fjor nomineret til Nobels Fredspris for sit menneskerettighedsarbejde.