Private, courtesy of Amnesty International
Myanmar: Ulovlige landminer og 290.000 mennesker på flugt
Myanmars militær fortsætter angrebene mod rohingyaer, og har nu lagt forbudte antipersonel miner i grænseområdet til Bangladesh. FN vurderer nu, at 290.000 mennesker i de seneste to uger har krydset grænsen mellem Myanmar og Bangladesh.
Ikke alene bliver det etniske mindretal rohingyaerne i Myanmar myrdet og voldtaget, mens deres landsbyer brændes ned. De skal også frygte for at træde på landminer, når de i desperat flugt fra rædslerne forsøger at redde deres liv ved at krydse grænsen til nabolandet Bangladesh.
I går søndag sprængte endnu to landminer i grænselandet mellem Myanmar og Bangladesh, og en ung mand mistede det ene ben. Antallet af dokumenterede episoder, hvor mennesker på flugt træder på miner, er nu oppe på tre. Søndag den 9. september kunne Amnesty rapportere, at minerne i to andre tilfælde har såret mindst tre civile alvorligt, hvoraf de to var børn, mens en mand har mistet livet.
Myanmar er et af kun en håndfuld lande i verden, her i blandt Nord Korea og Syrien, der stadig anvender antipersonelle landminer. De blev forbudt ifølge en international traktat fra 1997. https://www.un.org/disarmament/geneva/aplc/
Strømmen af mennesker på flugt er eskalerende. I sidste uge lød vurderingen, at 150.000 havde krydset grænsen. Nu lyder buddet på hele 290.000.
Myanmar afviser
I sidste uge afviste en talsmand for Myanmars reelle regeringsleder og modtager af Nobels Fredspris Aung San Suu Kyi, at landets hær skulle have placeret minerne. ”Hvem kan med sikkerhed sige, at minerne ikke er blevet placeret af terrorister”, lød meldingen.
I en rapport fra juni 2017 dokumenterede Amnesty International, at Myanmars hær tidligere har brugt antipersonelle landminer.
Få dage efter Myanmars afvisning meddelte Bangladeshs udenrigsminister overfor nyhedsbureauet Reuters, at landet har afleveret en officiel klage over, at Myanmar har placeret landminer langs de to landes fælles grænse.