Når et telefonopkald ændrer verden

 
Udgivet
01.
Reportage


Når et telefonopkald ændrer verden

Amnestys kampagnemedarbejder Monica Costa Riba var til stede i Amin og Marians telt i en trøstesløs flygtningelejr i Grækenland, da det syriske par blev tilbudt asyl i Irland. Her fortæller hun om oplevelsen – og om hvorfor de europæiske lande stadig bør omfordele mennesker på flugt fra krig, selv om EU’s omfordelingsordning nu er udløbet.

Af Monica Costa Riba, kampagnemedarbejder hos Amnesty International

Nogle gange er der øjeblikke, hvor verdens akse skifter, og liv ændrer sig for evigt. For Amin og Marian – et syrisk par fra Aleppo – og deres fire små børn kom dette altafgørende øjeblik på en kold morgen i februar sidste år. Og jeg var så priviligeret at være til stede.

Jeg var i det nordlige Grækenland for at besøge den konstant voksende flygtningelejr, Softex. Med dens beliggenhed i en forladt lagerbygning uden for Thessaloniki er Softex i bedste fald et foruroligende sted. På en kold og grå februarmorgen er det ikke et sted, hvor nogen har lyst til at være.

Jeg gik henover lagerbygningens betongulv, da jeg fik øje på Amin, der stod uden for sit lærredstelt med hætten oppe for at beskytte sig mod kulden.

Jeg gik hen til ham og introducerede mig selv. Han kiggede modløst på mig. Jeg spurgte, om jeg kunne stille ham et par spørgsmål, og han trak på skuldrene og signalerede, at jeg skulle gå med ind i hans telt, hvor hans kone Marian sad på gulvet med deres to år gamle søn. 

“Hvordan er livet her i Softex?”, spurgte jeg ham. “Hvad kan jeg fortælle dig, som du ikke allerede kan se?”, svarede han og pegede rundt. Parret begyndte at fortælle mig lidt om deres liv i Syrien, og hvordan de flygtede fra krigen. 

Efter at være blevet smuglet ind i Grækenland fra Tyrkiet i en overfyldt båd mere end et år tidligere, havde de været strandet i flygtningelejre under forfærdelige forhold. Stressen og trætheden af deres prøvelser var hørbare i deres stemmer og tydelige i deres ansigter.

Og lige der begyndte Amins telefon at ringe. Han tog den, og det blev hurtigt klart, at dette ikke var et almindeligt opkald. Amin lyttede opmærksomt med et koncentreret ansigt. 

“Denne torsdag?”, spurgte han. “Der skal jeg være på den irske ambassade i Athen?...Denne torsdag?...Tak, tak, tak.”
Anspændtheden forsvandt og smil brød frem med tårer efterfølgende.
“Vi er blevet accepteret i Irland. Vi skal forlade dette sted. Langt om længe kan vi begynde et nyt liv”, sagde Amin og krammede sin kone og søn.

Kun hver fjerde er omfordelt

Amin, Marian og deres børn er blandt de heldige. EU’s toårige omfordelingsprogram af asylansøgere udløb tirsdag den 26. september, og de europæiske lande har taget imod mindre end 30 procent af de asylansøgere, som de lovede at omfordele tilbage i september 2015.
Af de 66.400 asylansøgere fra Grækenland og de 39.600 fra Italien, som de europæiske lande havde lovet at tage imod, har kun 19.740 fra Grækenland og 8.839 fra Italien nydt godt af ordningen.

Med få undtagelser har flertallet af europæiske stater ikke forpligtet sig til ordningen. De har undladt at tilbyde ophold eller har været meget langsomme til at modtage asylansøgere, hvilket har forværret de unødvendige lidelser for mænd, kvinder og børn, der er blevet efterladt efter at have været igennem traumatiserende oplevelser på farlige rejser for at nå Europa.

Polen og Ungarn er blandt de største syndere, idet ingen af dem har taget imod så meget som én eneste asylansøger fra Italien og Grækenland. Slovakiet, der uden held udfordrede omfordelingsordningen ved EU-Domstolen, har kun taget 16 af de 902 asylansøgere, som landet var tildelt, og Tjekkiet har kun taget 12 ud af 2691.

Spanien har kun opfyldt 13,7 procent af sin kvote, mens Belgien har opfyldt 25,6 procent. Holland har opfyldt 39,6 procent og Portugal 49,1 procent. 

Malta er det eneste EU-land, der har levet op til sine forpligtelser. Det er værd at bemærke, at Finland har budt 1951 asylansøgere (eller 94 procent af deres kvote) velkommen, mens Tyskland er det land, der har omplaceret flest med mere end 8000 mennesker.
Irland har taget imod 459 asylansøgere eller 76,5 procent af sine forpligtelser. Norge og Lichtenstein meldte sig frivilligt ind i ordningen og har begge levet op til deres forpligtelser ved henholdsvis at tage imod 1500 og 10 asylansøgere.

EU-omfordelingsprogrammet fra 2015 var langt fra perfekt. Det blev kun åbnet for asylansøgere med nationaliteter, som i forvejen havde nemt ved at få godkendt deres asylkrav i Europa (hovedsageligt syrere og eritreanere). Det har betydet, at tusinder af mennesker med beskyttelsesbehov, der er ankommet til Grækenland og Italien, ikke har fået nogen sikre muligheder for at komme til andre lande i Europa. 

Men på trods af manglerne var det et første forsøg på at indføre et midlertidigt system, der var baseret på intern solidaritet mellem europæiske stater. Sådanne initiativer er meget påkrævede, men er ikke tilstrækkelige set i lyset af problemets omfang.

Efter lukningen af den græsk-makedonske grænse – den såkaldte Balkanrute – har ”omfordeling” til andre europæiske lande været det eneste alternativ for at komme sikkert videre til resten af Europa for de tusinder, der er strandet i Grækenland under forfærdelige forhold. 

 Europa kan ikke flygte fra sit ansvar for at beskytte mennesker, der flygter fra vold og forfølgelse, gennem omfordeling eller andre midler – herunder arbejdsvisa og hurtige familiesammenføringsprocedurer.

Fristen er udløbet, løftet er brudt

Nu hvor den toårige EU-omfordelingsordning er udløbet, bør europæiske stater handle ved at sikre sig, at alle berettigede asylansøgere, der ankom til Grækenland og Italien inden ordningen udløb, hurtigt bliver omfordelt i overensstemmelse med landenes forpligtelser. 

Dette omfatter mange kvinder, mænd og børn, der ankom til de græske øer efter indgåelsen af EU-Tyrkiet-aftalen den 20. marts 2016 – mennesker, der ellers er blevet holdt uden for ordningen. Udover at lade dem komme videre med deres liv i sikkerhed og værdighed, vil en godkendelse af deres asylberettigelse lette trykket og forbedre forholdene på de græske øer, der er blevet forværret i takt med stigningen i ankomster over sommeren.

Amin, Marian og deres børn landede endelig i Dublin tidligere på måneden. I Grækenland fortalte Mariam mig dette: 

”Vi bliver lykkelige hvor som helst. Vi vil bare bo et sted, hvor vi kan begynde forfra, og hvor mine børn kan komme tilbage i skole. De har mistet alt for meget”.
Forhåbentlig bliver Irland det sted.

Dokumentation gør en forskel. Støt vores arbejde nu!