Politikerne snakker om nærområderne, som var det et villakvarter

01.
Medlemsblad

Søren Malmose

"Politikerne snakker om nærområderne, som var det et villakvarter"

Mennesker på flugt fra krig har altid haft en særlig plads i Annisettes hjerte. Savage Roseforsangeren har igennem årtier insisteret på at bruge scenen til at fortælle historier, så publikum går hjem med andet end musik i hovedet.

Artiklen er bragt i AMNESTY #3 2017

Af  Roberto Zacharias

Hvordan blev du først engageret i flygtninges situation og historier?

Det startede med et foto af en far på flugt. Han bar med tænderne sit ene barn i en byldt slynget over skulderen, mens han havde sit andet barn i armene. Det prentede sig så meget fast, at jeg næsten ikke kunne holde ud at læse hans historie. Hans ene pige hed Amal, der betyder håb på arabisk, og så skrev jeg sangen Palæstinas Håb. Den sang førte til, at vi blev inviteret på besøg i en palæstinensisk flygtningelejr i det sydlige Libanon.

Hvad husker du bedst fra den rejse?

At folk åbnede deres hjem og delte deres historier med os. Vi spillede vores sange på hospitaler, i flygtningelejre og på børnehjem. På børnehjemmet var det første, vi så, en stor cementvæg med et kæmpe missilhul i, og inde bagved rendte der bittesmå børn rundt i grå kitler. Der var 800 forældreløse børn, som havde været vidner til, at deres forældre var blevet slået ihjel. Mens jeg stod og sang, kom der en lille pige og gav mig en blomst, som hun havde fundet imellem støv, sten og ruiner. Det var så rørende og smukt og en af de største gaver, jeg nogensinde har fået.

Hvad kan en sang gøre for mennesker, som har mistet så meget?

Give dem håb. Men det er ikke altid ligetil. Umiddelbart kan man jo godt føle, at man har overskud, fordi man kommer fra Danmark og bare skal ned og give de børn en masse kærlighed og sange. På et hospital besøgte jeg en treårig pige, som lå og smilede mellem alle mulige bamser, som personalet havde givet hende. Jeg var selv gravid i syvende måned og grinede og pjattede med pigen, som var rigtig glad. Bagefter fortalte sygeplejerskerne mig, at hele hendes familie var død. Det kunne jeg ikke magte. Hvordan skal man fortælle et barn på tre år, at det aldrig skal se sin mor, far og søskende igen? Jeg brød fuldstændig sammen og græd i 24 timer.

Sammen med Dansk Institut Mod Tortur (DIGNITY) var du for nylig i Jordan for igen at besøge en flygtningelejr. Hvordan var det?

Jeg var glad for at se, at der var oprettet nødklinikker, og at DIGNITY havde sørget for psykologer på stedet. Men ellers var det en trist oplevelse. Politikerne snakker om nærområderne, som om at det var et eller andet villakvarter, hvor man bare kan blive boende og have det godt. Men Jordan er et fattigt, fattigt land, der har skullet tage imod alle de flygtninge, der kom, selv om de slet ikke har ressourcerne. Det første, jeg mødte, var et kæmpe pigtrådshegn, der i sig selv viste menneskers mærkelige måde at behandle hinanden på. Inde i lejren var der blikskure på to gange to meter så langt som øjet rakte, og i hvert af dem boede der hele familier. Men jeg så også et håb. Nogen havde malet græs med blomster på blikskurene. Andre havde malet vandfald, kæmpe citroner og jordbær. Det viser mig, at vi mennesker kæmper til det sidste, selv om vi ikke har noget som helst.

Hvorfor bliver du selv ved med at kæmpe for denne sag gennem dit virke som kunstner?

Jeg vil ikke være sådan en Pjerrot, der bare står og underholder. Og jeg synes ikke, at man skal holde sig tilbage, når man står på en scene. Jeg ved, at jeg kan påvirke andre med mine tekster og det, jeg siger, når vi er ude at optræde. Jeg vil gerne have, at folk tænker over mine fortællinger, så vi kan gøre noget sammen. Selvom politikerne er blevet så fastlåste i deres roller, at de er svære at påvirke, så oplever jeg heldigvis, at rigtig mange danskere gerne vil hjælpe.


Annisette Koppel

- Sangerinde 

 

69-årige Annisette har over flere årtier besøgt og spillet sine sange i flygtningelejre og konfliktzoner. I år fejrer hun sit 50 års jubilæum som forsanger og sangskriver i det verdensberømte rockband Savage Rose, som hun dannede sammen med sin partner, komponisten Thomas Koppel, og en række andre danske musikere. Bandet pladedebuterede i 1968 med albummet ”The Savage Rose” og har i dag udgivet 25 album. Frem til Thomas Koppels død i 2006 var parret grundstammen i bandet, der altid har været kendt for deres politiske engagement, som både er blevet udtrykt i musikteksterne og ved koncerter.

Støt Amnestys arbejde nu!