Rohingyaer fanget i apartheid

I en ny rapport, der bygger på to års research, anklager Amnesty nu Myanmar for at have opbygget et system af apartheid, der undertrykker landets rohingya-befolkning. Rohingyaer må i mange tilfælde ikke bruge de samme veje, hospitaler og skoler som landets øvrige indbyggere.

Rohingya-befolkningen i Myanmar er fanget i et ondskabsfuldt system af statssponsoreret diskrimination. Det skriver Amnesty i en ny rapport, hvori organisationen også anklager Myanmar for apartheid, fordi rohingyaerne har langt færre rettigheder end landets øvrige indbyggere.

Den seneste bølge af vold i Myanmar, hvor sikkerhedsstyrker dræber rohingyaer, brænder landsbyer ned til grunden og har tvunget mere end 600.000 mennesker på flugt over grænsen til Bangladesh, skaber overskrifter internationalt. Men diskriminationen og krænkelserne af den muslimske minoritet i Myanmar har i årevis været udbredt.

Rapporten bygger på to års research, og i den beskriver Amnesty, hvordan Myanmars myndigheder begrænser stort set alle aspekter af rohingyaernes liv i Rakhine-provinsen; deres adgang til lægehjælp, uddannelse og i visse tilfælde endda mulighed for at forlade deres landsbyer.

”Myanmars myndigheder holder rohingyaer – børn, kvinder og mænd – adskilt og undertrykt i et dehumaniserende apartheid-system. Deres rettigheder krænkes dagligt, og undertrykkelsen er kun blevet intensiveret de seneste år”, siger Anna Neistat, der er chef for Amnesty Internationals research-afdeling.

Årtier med undertrykkelse

Myanmars myndigheder har gjort, hvad de kunne, for at forsøge at skjule de seneste tre måneders opblussen af voldelige overgreb i landet. Men ved hjælp af researchere på jorden og satellitter fra oven har Amnesty været i stand til at dokumentere den etniske udrensning, som det muslimske mindretal udsættes for. I den nye rapport dokumenterer Amnesty også, hvordan rohingyaerne i årevis har levet som andenrangsborgere i deres eget land.

”Behandlingen af rohingyaerne lader til at ske med henblik på at gøre deres liv så håbløst og ydmygende som muligt. Selvom disse krænkelser ikke er så tydelige som de, der har ramt overskrifterne de seneste måneder, er de ligeså rædselsfulde. Baggrunden for den nuværende krise bør håndteres for at stoppe den spiral af mishandling, som rohingyaerne møder, og gøre det muligt for flygtningene at vende tilbage til et liv, hvor deres rettigheder og værdighed respekteres”, siger Anna Neistat.

Chikane, vold og arrestationer

Rohingyaerne i Rakhine-provinsen lever isoleret fra omverdenen, og myndighederne lægger store begrænsninger for deres bevægelsesfrihed. I nogle områder må rohingyaerne ikke benytte vejene og må kun rejse via floderne og kun til andre muslimske landsbyer. De, der alligevel forsøger at rejse, møder chikane, vold eller arrestation ved de hyppige checkpoints.

En rohingya-mand fortalte Amnesty, hvordan den bus, han sad i, blev stoppet af politiet, der antastede de passagerer, der havde rohingya-baggrund.

”Der var fire politimænd, og to af dem tæskede mændene med stokke på ryg, skuldre og lår. En anden slog en kvinde fire eller fem gange med sin hånd. Derefter tog de dem med på stationen”.

Amnestys researcher så med egne øjne en grænsevagt sparke en rohingya-mand ved et checkpoint og dokumenterede, hvordan en 23-årig mand blev henrettet øjeblikkeligt, da han forbrød sig mod udgangsforbuddet.

Fængselshospitaler

Begrænsningerne i forhold til at kunne rejse frit betyder også, at rohingyaerne ofte ikke kan modtage ordentlig lægehjælp. De nægtes adgang til de bedre hospitaler i Rakhine-provinsen, og i den nordlige del af Rakhine søger de, der har råd, til Bangladesh for at få behandling.

På de få hospitaler, hvor rohinagyaerne kan modtage behandling, placeres de i særlige muslimske afdelinger, der er bevogtet af politiet. En nødhjælpsarbejder, Amnesty talte med, sammenlignede disse afdelinger med fængselshospitaler.

”Det er afskyeligt, at man nægter rohingyaer adgang til lægehjælp. Vi talte med kvinder, der sagde, at de hellere ville føde derhjemme under ikke-sanitære forhold end at risikere overgreb på hospitalerne”, siger Anna Neistat. 

Forbrydelser mod menneskeheden

Efter to års undersøgelse af Myanmars behandling af rohingyaerne er Amnestys konklusion klar: Myanmars myndigheders behandling svarer til apartheid, hvilket er defineret som en forbrydelse mod menneskeheden.

Det er første gang, siden Sydafrikas apartheid ophørte i 1994, at Amnesty bruger dette begreb til at beskrive et lands fremfærd.

”Rakhine-provinsen er et gerningssted og var det længe før, militæret begyndte sin ondskabsfulde og voldelige indsats for tre måneder siden. Dette grusomme system af diskrimination og segregation gennemtrænger ethvert aspekt af rohingyaernes liv, og hvis ikke der tages øjeblikkelige skridt hen imod at opløse det, vil det fortsætte længe efter den militære indsats stopper”, siger Anna Neistat.

Amnesty opfordrer det internationale samfund til at presse på, så diskriminationen og volden kan standses.

”Det internationale samfund, og særligt Myanmars donorer, må sikre, at deres engagement ikke gør dem medskyldige i disse overgreb”, siger Anna Neistat.