Tre års fængsel til Bahrain-aktivists familie

 
Udgivet
01.
Nyhed

Moosa Satrawi

Sayed Ahmed Al-Wadaei er flygtet fra Bahrain og er i direktionen hos "Bahrain Institute fro Democracy and Human Rights", som har base i Storbritannien. Hans familie bor i hjemlandet, men tre af dem er nu fængslet for hans gerninger i kampen for menneskerettigheder i Baharin.

Tre års fængsel til Bahrain-aktivists familie

Den prominente menneskerettighedsforkæmper Sayed Alwadaei lever i eksil i Storbritannien, og nu straffer Bahrains myndigheder ham ved at sætte hans svoger, svigermor og fætter bag tremmer efter stærkt uretfærdig retssag.

Bahrain-aktivisten Sayed Ahmed Alwadaei lever i eksil i Storbritannien og kan derfor ikke selv blive straffet for sin åbenmundede kritik af de grove menneskerettighedskrænkelser i hans hjemland. Men han har stadig familie i Bahrain, og hans svoger, svigermor og fætter er netop blevet idømt tre års fængsel af myndighederne.

Tortureret til at tilstå
De tre familiemedlemmer blev dømt for at have anbragt en falsk bombe i et område sydvest for hovedstaden Manama. Ifølge alle tre blev de tortureret til at tilstå.

”Dommen over tre af Sayed Alwadaeis familiemedlemmer på baggrund af opdigtede anklager og en stærkt uretfærdig retssag viser helt åbenlyst, hvordan myndighederne vil straffe den prominente Bahrain-aktivist og presse ham til at stoppe sin fredelige kritik af regeringen”, siger Samah Hadid, der er chef for Amnestys Mellemøsten-kontor.

”Dette er et klart forsøg på at give ham mundkurv på. Det sender et skræmmende signal om, at ingen kan undslippe de bahrainske myndigheder og viser, at de er parate til at bruge alle midler for at smadre enhver modstand. Dommen bør få alarmklokkerne til at ringe hos den britiske regering, som er blevet ved med at bagatellisere den forværrede menneskerettighedssituation i Bahrain: Den kan ikke længere forblive tavs i forhold til de krænkelser, der foregår i landet”.

Almindeligt med chikane, trusler og arrestationer af familiemedlemmer
Myndighederne i Bahrain har et forfærdeligt omdømme, når det handler om at chikanere, true og arrestere familiemedlemmer til aktivister, der bor i udlandet.
Det dokumenterede Amnesty senest i rapporten ”No One Can Protect You: Bahrain’s Year of Crushing Dissent”.  

Sayed Alwadaei er chef for advocacy hos Bahrain Institute for Rights and Democracy, og Amnesty har gentagne gange opfordret de bahrainske myndigheder til at stoppe deres målrettede chikane af hans familie.

Sidste år i oktober deltog Sayed Alwadaei i en fredelig demonstration i Downing Street i forbindelse med Bahrains Kong Hamad bin Isa al Khalifas besøg i Storbritannien. Få timer efter blev hans kone og lille barn arresteret. Hans kone blev afhørt og truet med at blive tiltalt for at have begået kriminelle handlinger, og forhørslederne refererede her direkte til Sayed Alwadaeis deltagelse i demonstrationen i London.

Dokumentation gør en forskel. Støt vores arbejde nu!