Tyrkiet kræver 15 års fængsel til Amnesty-chef
På fredag har Amnestys generalsekretær i Tyrkiet, Idil Eser, siddet fængslet i 100 dage, og lørdag har hun fødselsdag. Den tyrkiske anklagemyndighed kræver 15 års fængsel til hende og ti andre aktivister, som skal forsvare sig mod absurde anklager om, at de er medlemmer af en terrororganisation. Vær med til at fejre Idils fødselsdag!
Den 5. juli blev Amnestys generalsekretær i Tyrkiet, Idil Eser, arresteret sammen med ni andre menneskerettighedsaktivister, som deltog i en workshop om menneskerettigheder og digital sikkerhed. En måned tidligere blev Amnestys bestyrelsesformand, Taner Kilic, arresteret.
I snart 100 dage har de siddet bag tremmer, mens den tyrkiske anklagemyndighed har færdiggjort deres efterforskning. Det skete søndag den 8. oktober: Alle 11 er nu anklaget for at være medlemmer af en terrororganisation, og de risikerer op til 15 års fængsel.
100 dage bag tremmer
Amnesty International gør lørdag den 14. oktober 2017 til en global aktionsdag for at kræve de 11 fængslede aktivister løsladt. Den 14. oktober er også Idil Esers fødselsdag.
Du kan være med til fejre Idil Esers fødselsdag og kræve hende løsladt.
”Disse vanvittige anklager indeholder ingen dokumentation, men gentager blot de absurde påstande mod nogle af Tyrkiets mest kendte menneskerettighedsforkæmpere. De modige aktivister har tilbragt måneder i fængsel uden anden årsag end deres kamp for menneskerettigheder”, siger John Dalhuisen, der er leder af Amnestys europæiske afdeling.
Hvad skete der 5. juli?
Det skulle have været en helt almindelig dag for Idil Eser, der er generalsekretær for Amnesty i Tyrkiet. Hun deltog i en workshop i Istanbul om digital sikkerhed sammen med kolleger fra andre tyrkiske menneskerettighedsorganisationer. Et af den slags møder, der finder sted hver eneste dag over hele verden. Deltagerne diskuterede også, hvordan man bedste håndterer de udfordringer og farlige situationer, som de møder i Tyrkiet.
Men under workshoppen blev lokalet stormet af politiet, som tilbageholdt alle ti – inklusiv de to instruktører. Først blev de bragt til forskellige politistationer i Istanbul. Efter nogle dage blev de samlet i politiets hovedkvarter i Istanbul, og den 18. juli blev de stillet for en dommer, som efter ønske fra anklageren varetægtsfængslede dem frem til en kommende retssag.
De blev alle stillet groteske spørgsmål fra anklageren: Idil blev blandt andet spurgt kritisk til en Amnesty-kampagne fra 2014 – to år før hun tiltrådte som generalsekretær – og om hendes kontakt til Amnestys fængslede bestyrelsesformand, Taner Kilic, selv om intet kunne være mere naturligt end, at de to kommunikerede sammen.