Privat foto
Bestyrelsesformand for Amnesty i Tyrkiet, Taner Kilic, sammen med sin hustru og tre døtre før han blev fængslet.
Tyrkiet: Nu fortsætter terrorsagen mod Amnesty
I alt 11 personer med tilknytning til Amnesty International i Tyrkiet har særdeles alvorlige anklager om terrorvirksomhed hængende over hovedet og risikerer 15 år bag tremmer. Efter 113 dages varetægtsfængsling blev de 10 løsladt mod kaution den 25. oktober, men bestyrelsesformand Taner Kılıç sidder fortsat fængslet. Retssagen mod dem alle bliver genoptaget onsdag den 22. november.
Solen stod få grader over horisonten, da tyrkisk politi klokken 06.30 den 6. juni 2017 ankom til Taner Kılıç’s adresse i byen Izmir på den tyrkiske middelhavskyst 475 kilometer sydvest for Istanbul. Taner Kılıç er bestyrelsesformand i Amnesty Internationals tyrkiske afdeling.
Politiet arresterede og fulgte ham til hans kontor, hvor de gennemførte en ransagning. Imens fik hans hjem samme tur, og han har siddet fængslet lige siden.
Endnu et slag mod Amnesty
Omtrent en måned senere, den 5. juli klokken 10 om formiddagen, slog det tyrkiske politi atter til mod Amnesty International.
Det var tilsyneladende en helt almindelig dag for Idil Eser, direktør i Amnesty Tyrkiet. Hun deltog i en workshop om digital sikkerhed sammen med en række andre aktivister og to inviterede tekniske eksperter fra Tyskland og Sverige. Den type workshop, som professionelle mennesker verden over deltager i, hvis de håndterer følsomme oplysninger.
Men kort efter mødet var begyndt, stormede politiet bygningen og arresterede alle deltagerne - også de to inviterede eksperter.