Amnesty: Nye beviser på massakre på hinduer i Myanmar

Næsten hundrede mænd, kvinder og børn med hindu-baggrund blev i august sidste år henrettet af en væbnet rohingya-gruppe i Rakhine-staten, viser ny research fra Amnesty International.

En væbnet rohingya-gruppe er ansvarlig for mindst én massakre i august sidste år, hvor op mod 99 mænd, kvinder og børn med hindu-baggrund blev slået ihjel med skydevåben og sværd. Derudover står gruppen bag ulovlige drab og bortførelser af hinduer, dokumenterer Amnesty International efter at have foretaget en detaljeret efterforskning i Rakhine-staten i Myanmar.

Amnesty har interviewet dusinvis af mennesker i Rakhine og på den anden side af grænsen til Bangladesh og har desuden fået retsmedicinere til at analysere fotografisk bevismateriale. Det afslører, hvordan gruppen Arakan Rohingya Salvation Army (ARSA) spredte frygt blandt hinduer og andre etniske befolkningsgrupper med deres brutale angreb.

Ifølge en detaljeret liste over døde, som Amnesty fik overbragt, var der 20 mænd, 10 kvinder og 23 børn blandt ofrene fra Ah Nauk Kha Maung Seik – 14 af dem var under otte år gamle.

Vigtigt at placere ansvar

”Vores seneste efterforskning på stedet kaster et meget påkrævet lys på ARSAs overvejende underrapporterede menneskerettighedskrænkelser i det nordlige Rakhines ubeskriveligt mørke nyere historie”, siger Tirana Hassan, der er chef for Amnestys kriseresearchteam.

”Det er svært at ignorere den rene brutalitet i ARSAs handlinger, som har efterladt et uudsletteligt indtryk på de overlevende, vi har talt med. Placeringen af ansvaret for disse grusomheder er lige så vigtigt som for de forbrydelser mod menneskeheden, som Myanmars sikkerhedsstyrker stod bag i det nordlige Rakhine”, siger Tirana Hassan.

Mænd, kvinder og børn henrettet

Omkring klokken otte om morgenen den 25. august 2017 angreb ARSA hindu-befolkningen i landsbyen Ah Nauk Kha Maung Seik. På angrebstidspunktet boede landsbyens hinduer tæt på landsbyens rohingyaer, der overvejende er muslimer.

Bevæbnede mænd klædt i sort og lokale rohingya-landsbyboere i almindeligt tøj samlede dusinvis af mænd, kvinder og børn. De røvede, bandt og gav dem bind for øjnene, før de førte dem til udkanten af landsbyen, hvor de adskilte mændene fra kvinder og små børn. Få timer senere henrettede ARSA-krigerne 53 af hinduerne – begyndende med mændene.

Otte hindu-kvinder og otte af deres børn blev bortført og skånet, efter at ARSA-krigerne havde tvunget kvinderne til at ”konvertere” til islam. De overlevende blev tvunget til at flygte med krigerne til Bangladesh adskillige dage senere, før de blev sendt hjem til Myanmar i oktober 2017 med hjælp fra myndighederne i Bangladesh og Myanmar.

22-årige Bina Bala overlevede et angreb og massakre på hindu-befolkningen i landsbyen Ah Nauk Kha Maung Seik. 

Vidner: Det var ren nedslagtning

Bina Bala, en 22-årig kvinde, der overlevede massakren, fortalte følgende til Amnesty:
 ”Mændene havde knive og lange jernstænger. De bandt vores hænder bag vores rygge og gav os bind for øjnene. Jeg spurgte, hvad de lavede. En af dem svarede ”Dig og Rakhine er det samme, I har en anden religion og kan ikke bo her”. Han talte rohingya-sproget. De spurgte os, hvad vi havde af værdier og slog os så. Til sidst gav jeg dem mit guld og mine penge.”

Alle otte overlevende, der blev interviewet af Amnesty, sagde, at de enten havde set hindu-familiemedlemmer blive dræbt eller hørt deres skrig.

”De slagtede mændene. Vi fik at vide, at vi ikke skulle kigge på dem… De havde knive. De havde også nogle spader og jernrør… Vi gemte os i buskene og var i stand til at se en smule… Min onkel, min far, min bror – de blev alle slagtet”, fortalte 18-årige Raj Kumari.

Formila, der er omkring 20 år, fortalte Amnesty, at hun ikke så, da hindu-mændene blev dræbt, men at krigerne ”kom tilbage med blod på deres sværd og hænder” og fortalte kvinderne, at mændene var blevet dræbt.  Da Formila og de syv andre bortførte kvinder senere blev ført væk, vendte hun sig om og så ARSA-krigerne dræbe de andre kvinder og børn.

”Jeg så mændene holde fast i deres hoveder og hår, mens andre bar knive. Og så skar de halsen over på dem”, fortalte hun. 

Næsten hundrede dræbt

Ifølge en detaljeret liste over døde, som Amnesty fik overbragt, var der 20 mænd, 10 kvinder og 23 børn blandt ofrene fra Ah Nauk Kha Maung Seik – 14 af dem var under otte år gamle. Dette stemmer overens med den lange række vidneforklaringer, som Amnesty indsamlede i Bangladesh og Myanmar fra overlevende, vidner og ledere fra hindubefolkningen.

Samme dag forsvandt samtlige 46 mænd, kvinder og børn med hindu-baggrund i nabolandsbyen Ye Bauk Kyar. Medlemmer af hindu-befolkningen i den nordlige Rakhine-stat antager, at de er blevet dræbt af de samme ARSA-krigere. Sammenholdt med ofrene for Ah Nauk Kha Maung Seik bringer det det formodede dødstal op på 99 mennesker.

Ligene af 45 mennesker fra Ah Nauk Kha Maung Seik blev fundet i fire massegrave i slutningen af september 2017. De jordiske rester af de øvrige ofre fra landsbyen såvel som fra Ye Bauk Kyar er endnu ikke fundet.

Amnesty har også dokumenteret, at ARSA er involveret i andre drab og voldelige overfald på andre etniske og religiøse befolkningsgrupper. Den 26. august 2017 dræbte ARSA seks hinduer – to kvinder, en mand og tre børn – og sårede en hindu-kvinde i udkanten af Maungdaw nær landsbyen Myo Thu Gyi.

25-årige Kor Mo La var en af de to kvinder, der overlevede angrebet sammen med fire børn. Hendes mand, Na Ra Yan på 30, og hendes femårige datter Shu Nan Daw blev begge dræbt.

”De mennesker, der dræbte os, var klædt i sort… Jeg kunne ikke se deres ansigter, kun deres øjne… De havde lange skydevåben og sværd. Min mand blev skudt lige ved siden af mig. Jeg blev skudt i brystet. Efter det var jeg næsten ikke ved bevidsthed”, fortalte Kor Mo La.

Voldsbølge i kølvandet på angreb

Drabene skete få dage efter, at ARSA-krigere påbegyndte en stribe angreb på omkring 30 af Myanmars sikkerhedsposter, hvilket resulterede i en ulovlig og uforholdsmæssig voldsom voldsbølge fra Myanmars sikkerhedsstyrker. Amnesty og andre har detaljeret dokumenteret, at den indbefattede drab, voldtægter og anden seksuel vold, tortur, afbrænding af landsbyer, tvungen hungersnød og andre krænkelser, der udgør forbrydelser mod menneskeheden. Mere end 693.000 rohingyaer blev tvunget til at flygte til Bangladesh, hvor de stadig befinder sig.

Titusinder af mennesker fra andre etniske og religiøse befolkningsgrupper blev også fordrevet indenfor Rakhine-staten under urolighederne. Selv om de fleste er vendt tilbage til deres hjem, bor flere stadig på midlertidige tilflugtssteder – enten fordi deres hjem er blevet ødelagt, eller fordi de frygter flere ARSA-angreb, hvis de tager tilbage til deres landsby.

Overlevende og ofrenes familier har krav på retfærdighed

”ARSAs forfærdelige angreb blev fulgt op af Myanmars militærs etniske udrensning af rohingyaer. Begge dele må fordømmes. Menneskerettighedskrænkelser eller overgreb fra en side kan aldrig retfærdiggøre overgreb eller krænkelser af den anden side”, siger Tirana Hassan, chef for Amnestys kriseresearchteam.

”Alle de overlevende og ofrenes familier har krav på retfærdighed, sandhed og erstatning for de enorme lidelser, de har været igennem”, siger hun.

På et møde i FN’s Sikkerhedsråd for nylig kritiserede Myanmars repræsentant nogle i FN for kun at lytte til ”en side” af historien, og at man ikke ville anerkende de overgreb, som ARSA havde begået.

”Regeringen i Myanmar kan ikke kritisere det internationale samfund for at være ensidet, når den samtidig forhindrer adgang til Rakhine-staten. Det fulde omfang ARSAs overgreb og Myanmars militærs krænkelser vil ikke blive kendt, før uafhængige menneskerettighedsefterforskere – herunder FNs Factfinding Mission – får fuld og uhindret adgang til Rakhine-staten”, siger Tirana Hassan.