Australien efterlader flygtninge i stor fare

De flygtninge, som Australien ulovligt har sendt til lejre i Papua Ny Guinea, er udsat for vold, chikane og røverier og lever under miserable forhold uden penge til basale fornødenheder, viser ny rapport fra Amnesty International.

Australiens regering har efterladt hundredvis af flygtninge og asylansøgere på Manus Island i Papua Ny Guinea under forhold, der har mere karakter af afstraffelse end beskyttelse. Det fastslår Amnesty International i en ny omfattende rapport, der dokumenterer, at indbyggerne efter lukningen af den hidtidige transitlejr på Manus Island i efteråret 2017, er blevet overflyttet til nye faciliteter, hvor de er i konstant risiko for vold, overgreb og røverier fra lokalbefolkningen.

Amnestys researchere har talt med 55 af beboerne, som fortæller, at de frygter at forlade den nye lejr på grund røverier, væbnede overfald og spontan vold fra indbyggerne i den nærliggende by, Lorengau. Den nye lejr giver flygtningene dårligere sikkerhed, fordi den ikke er indhegnet. Beboerne mangler også ordentlige lægefaciliteter, selv om helbredsundersøgelser fra UNHCR tidligere har vist, at 88 procent af dem lider af depression eller posttraumatisk stress syndrom efter at have tilbragt næsten fem år i limbo.

”Det er ikke nogen løsning at flytte flygtninge og asylansøgere fra et helvedeshul til et andet. Det forlænger bare lidelserne for disse desperate mænd. De nye centre på Manus Island er ikke alene en sikkerhedsrisiko for beboerne – det giver dem heller ikke adgang til basale fornødenheder”, siger Kate Schuetze, Amnestys researcher i Stillehavsregionen.

Ulovlig praksis

De flere hundrede mænd, som Australien siden 2013 har overført til Manus Island som en del af landets ulovlige flygtningepraksis, nægtede i første omgang at forlade den oprindelige lejr, da Australien opsagde aftalen med Papua Ny Guinea med udgangen af oktober 2017. De indledte fredelige protester for at sætte fokus på deres håbløse situation, men det fik de australske myndigheder til at lukke for forsyningerne af vand, elektricitet, mad og medicin, indtil politiet i Papua Ny Guinea med magt tvang dem til at flytte til de nye faciliteter i slutningen af november.





I dag er de overladt til minimale økonomiske ydelser, som for manges tilfælde ikke dækker udgifterne til mad og medicin, og politiet har hidtil nægtet at efterforske de overfald, der har været rettet mod beboerne. Mange beboere er for bange til at forlade lejren, og ifølge UNHCR har politiet senest den 21. januar opfordret alle flygtninge og asylansøgere til at blive inden døre efter klokken 18 af sikkerhedshensyn.

”Flygtningene har fortalt os, at de har været udsat for røverier og overfald, men politiet har afvist at gå ind i selv de mest alvorlige voldssager. På bundlinjen står, at Papua Ny Guinea ikke kan tilbyde en tryg eller bæredygtig løsning for de flygtninge, der er sendt dertil af Australien”, siger Kate Schuetze.





Australiens bevidst ondsindede politik

Amnesty sender ansvaret for flygtninges skæbne tilbage til Australien, som hidtil har afvist alle henstillinger fra det internationale samfund om at leve op til flygtningekonventionens bestemmelser.

”I stedet for at opfinde nye, kreative metoder til at undslippe sit ansvar og bryde international ret bør Australiens regering afslutte sin bevidst ondsindede og undvigende flygtningepolitik. Den eneste sikre og rigtige er at bringe disse mænd til sine egne kyster og tilbyde den beskyttelse, de har brug for”, siger Kate Schuetze.