STR /Ritzau Scanpix
28. januar, 2018: En røgsøjle rejser sig over området, da tyrkiske og pro-tyrkiske styrker fra Syrien indtager den strategisk vigtige bakke Bursayah, der adskiller det kurdiske Afrin og det tyrkisk kontrollerede Azaz.
”Bomberne silede ned over os som regn”
Amnesty har talt med en række beboere i de syriske byer Afrin og Azaz i landets nordøstligste hjørne, hvor kampene mellem tyrkisk militær og kurdiske styrker indtil videre har kostet næsten hundrede mennesker livet. Flere vidneudsagn matcher Amnestys videoanalyser fra området. Amnesty kræver, at USA, Rusland og andre stater gør deres indflydelse gældende og presser parterne til straks at standse de ulovlige angreb på civile.
Zeina, en beboer i landsbyen Jenderess, der ligger i Syrien, syv kilometer fra den tyrkiske grænse:
”I begyndelsen var vi lettede, da vi hørte og så en udtalelse fra den tyrkiske regering på tv, der sagde, at den ikke ville bombe civile områder. Men det var løgn. Jeg har aldrig set sådanne bombardementer. Bomberne silede ned over os som regn.”
Sido, en beboer i Maabatli, i Syriens nordøstligste hjørne, beskrev, hvordan en bombe ramte hans nabos hus den 25. januar og dræbte fem ud af seks familiemedlemmer:
”Angrebet ødelagde huset fuldstændigt og dræbte faderen, moderen og tre børn under 15. Et fjerde barn – en pige – lå begravet i ruinerne i adskillige timer bagefter. Hun overlevede, men er i kritisk tilstand. Der er ingen militære hovedkvarterer i nærheden af huset. Den nærmeste frontlinje er ved grænsen, 41 kilometer væk.”
Hussein, en mand fra Jenderess, så sin nabo blive dræbt af bomber, som beboerne i landsbyen mener blev affyret af tyrkisk artilleri den 21. januar. Han sagde:
”Vi spiste morgenmad omkring klokken otte om morgenen, da vi hørte eksplosioner. Vi pakkede, hvad vi kunne bære og flygtede til en kælder 200 meter fra vores hus. På vejen så vi vores 60-årige nabo Fatma. Min mor sagde, at hun skulle komme med os, men hun svarede, at hun ville følge efter os. Lige da vi nåede frem, hørte vi en stor eksplosion. Jeg gik udenfor og bevægede mig hen mos røgen, fordi jeg frygtede, at vores hus var blevet ramt. Jeg kunne se, at en bombe var landet omkring 50 meter fra mit hus. Bomben havde ramt Fatmas hus. Hun døde øjeblikkeligt.”
