Danmark ER klar til at tage kvoteflygtninge igen

 
Udgivet
01.
Video


02.
Debatindlæg

Danmark ER klar til at tage kvoteflygtninge igen

”Kvoteflygtningeordningen har betydet, at jeg har fået et liv. Det havde jeg ikke før. Lige pludselig var der nogen, der så på mig og min familie og sagde, at vi fortjente at få en chance mere – at vi var noget værd som mennesker. Og det var det største. At føle sig velkommen og ønsket i verden”.

Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp
Christian Friis Bach, generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp
Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær, Red Barnet
Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær, Care Danmark
Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke
Trine Christensen, generalsekretær, Amnesty International Danmark

Debatindlægget er bragt i Berlingske 20. september 2018

***

Sådan lyder det fra Mozhdeh Ghasemiyani, der kom til Danmark som 16-årig med sin familie efter at have været på flugt hele sit liv. I dag er hun psykolog og hjælper traumatiserede flygtningebørn.

Mozhdeh er en ud af tusindvis af mennesker, der har fået en tryg hverdag i Danmark efter at være kommet hertil som en del af FN's kvoteflygtningeordning. En ordning, som regeringen for to år siden satte en stopper for. Argumentet var blandt andet, at vi skulle ”have styr på” integrationen.  Men den går det faktisk ret godt med, og det har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs eget ministerium selv dokumenteret for nylig.

Bedre integration og færre asylansøgere

Aldrig har så mange nydanskere på landsplan været i job som i dag. Antallet af flygtninge og familiesammenførte, der er i arbejde, efter at de har været i landet i blot tre år, er fordoblet siden 2015. Flere – 70 procent – består danskprøven inden for fem år. Hertil kommer, at flere får en uddannelse, og at folkeskoleelever med etnisk minoritetsbaggrund klarer sig bedre og bedre til folkeskolens afgangsprøver.

Andelen af minoritetsborgere, der begår kriminalitet, er faldet og er blandt unge mænd, der har været i landet i under fem år, på samme niveau som hos resten af befolkningen. Det går desuden godt for økonomien, og arbejdsgiverne over en bred kam skriger på arbejdskraft.

Samtidig er antallet af asylansøgere raslet ned. Og ikke kun sammenlignet med de historisk høje tal i 2014-15. Vi ser i år de laveste asyltal i næsten ti år.

Så når udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i efteråret skal vende tommelfingeren op eller ned til, om Danmark i 2019 skal modtage kvoteflygtninge, håber vi, at ministeren noterer sig de mange markante fremskridt på integrationen samt det rekordlave antal asylansøgere.

En effektiv måde at hjælpe folk på flugt

Et ja til kvoteflygtninge vil hjælpe mennesker med et akut behov for beskyttelse til at få en fremtid i et samfund, som de er med til at bidrage til. Og det vil sende et signal til resten af verden om, at Danmark igen er klar til at tage sine internationale forpligtelser på sig midt i en historisk flygtningekrise, hvor flere end 65 millioner mennesker er på flugt – mindst halvdelen af dem er børn.

Kvotesystemet er en tryg, sikker og holdbar ordning, når det handler om at hjælpe mennesker på flugt fra krig og forfølgelse i sikkerhed. Simpelthen fordi de bliver hentet direkte fra flygtningelejre og konfliktområder og derved undgår at skulle ud på lange og farefulde rejser – som enlige mødre og andre udsatte mennesker i øvrigt ikke vil have en chance for at påbegynde.

Tilbage står behovet for globalt ansvar og solidaritet med verdens svageste, som aldrig været større i nyere tid. Derfor opfordrer vi regeringen til, at Danmark fortsat skal give husly til kvoteflygtninge på mindst samme niveau som tidligere – altså minimum 500 kvoteflygtninge per år. Det svarer til, at hver kommune tager imod fem mennesker med behov for en ny start.

Redningskransen til særligt udsatte mennesker på flugt er på sin vis en dansk opfindelse udtænkt og sat i værk af Venstres tidligere formand og statsminister Poul Hartling, mens han var FN’s flygtningehøjkommissær i 1970’erne og 1980’erne. Og for et af verdens rigeste lande er det ikke et spørgsmål om evne. Det er et spørgsmål om ansvar, samvittighed og sund fornuft.

Ordningen er samtidig del af en større ansvarsfordeling mellem verdens lande. De fattigste lande huser langt de fleste flygtninge mod at de rigeste lande hjælper økonomisk og med beskyttelse til de allermest udsatte. De mennesker, som på grund af deres politiske holdninger, handicap eller nogle gange fordi de er enlige kvinder, ikke kan leve i sikkerhed i flygtningelejrene.

Vender de rige lande ryggen til de svageste flygtninge, kan vi ikke forvente at de fattige lande i nærområderne lægger hus til langt størstedelen. Uden solidaritet bryder det internationale system sammen.

Støt Amnestys arbejde