Danskeren bag hjælpen til Vietnams bådflygtninge

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

FN

Juli 1979: Ved en konference i Geneve debatterer repræsentanter for lande fra hele verden løsningen på "flygtningenkrisen i Indokina". Her taler USA's vicepræsident Walter Mondale, og i panelet længst til venstre sidder FN's højkommissær for flygtninge Poul Hartling.

Danskeren bag hjælpen til Vietnams bådflygtninge

I årene efter Vietnamkrigen stævner tusinder og atter tusinder af vietnamesere ud i skrøbelige både for at slippe væk fra det nye kommunistiske styre. Selvom de er i livsfare på havet, bliver de afvist af nabolandene, så ”flygtningekrisen i Indokina” lander på bordet hos FN’s nyudnævnte højkommissær for flygtninge, den tidligere danske statsminister, Poul Hartling.

Af Bjarke Windahl Pedersen

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #1 2018

”Alle var vi overvældede af problemernes størrelse”, skriver Hartling i sine erindringer, hvori han ridser udfordringerne op. Det er udelukket, at vietnameserne selv vender tilbage til Vietnam. Og fra nabolande som Thailand og Malaysia lyder kravet, at man kun vil tage flygtningene i land, hvis omverdenen træder til og hjælper med at genbosætte dem. Det bliver også den løsning, Hartling går efter, da lande fra hele verden samles til FN-konference i Genève i juli 1979.  

”Hvis det hele gik godt, ville en konference kunne være en hjælp. Hvis ikke, kunne det blive en katastrofe for arbejdet”, skriver Hartling om konferencen, der, som Dagbladet Information har beskrevet, også i danske medier dengang trækker opmærksomhed:        

”Hvordan løser man et spørgsmål om en halv million – måske snart en million – menneskers fordrivelse fra land og hjem?", spørger Jyllands-Posten i sin leder, og svarer selv:

”Men katastrofens virkning kan afbødes, såfremt verden viser flygtningene den forståelse, disse ulykkelige rimeligvis har krav på.”   


August 1979: Vietnamesiske bådflygtninge i lejren Palau Bidong, Malaysia, som rummede 36.000 mennesker. Foto: FN


Gæstfrihed og forståelse

Hartlings bekymringer viser sig ubegrundede. FN’s flygtningeorganisation har forinden afholdt en række konsultationer med enkelte lande for at søge løsninger og undgå politiske slagsmål. Og efter de møder er landenes samlede vilje til at modtage bådflygtninge steget fra 53.500 til 124.500 mennesker om året. 

”Staterne kom med en vilje til at gøre en kraftanstrengelse, politiske debatter blev – næsten – undgået, interessen for at hjælpe bådflygtningene fik en kraftig indsprøjtning, og resultatet blev, at et større tal end nogensinde kunne genbosættes, og at forøgede og nødvendige pengemidler til denne indsats blev tilvejebragt”, skriver Hartling om topmødet i sine erindringer.


August 1979: Vietnamesiske bådflygtninge bor på de både, som bragte dem til havnen Government Dockyard i Kowloon, Hong Kong: Foto: FN 


Dog nages Hartling af én ting. Som modsvar til genbosættelserne kræver FN-landene, at Vietnam aktivt forhindrer sine borgere i at sejle ud.  

”Efter humanitære principper må folk, der føler sig tvunget dertil, have ret til at flygte, og det kan ikke godkendes, at den stat, som de ønsker at flygte fra, tvangsmæssigt søger at hindre dem”, reflekterer Hartling. Men han er ikke i tvivl om, at genbosættelsen af mere end en million vietnamesiske flygtninge er en bedrift at være stolt over: 

”Ingen kan vente, når man flytter hundredtusinder fra et tropisk, asiatisk land til en række andre egne i verden, med andet klima, anden kulturbaggrund, andet livsmønster og fremfor alt andet sprog, at et sådant foretagende skal forløbe uden vanskeligheder. Der er store personlige problemer for hver enkelt gemt i den slags omvæltninger. Når det er sagt, må det fastslås, at efter alt hvad vi ved, er det gået forbavsende godt. (…) Gæstfrihed og forståelse er blevet udvist af modtagerlandene, energi og livsmod af flygtningene".


August 1979: En lille vietnamesisk dreng midt i flygtningelejren Palau Bidong, Malaysia. Foto: FN


Vietnams flygtninge efter krigen

Omtrent to millioner mennesker flygtede fra Vietnam i perioden fra krigen sluttede i 1975 og frem til midten af 1990'erne. Næsten 800.000 brugte søvejen i små både, og langt de fleste havde Hong Kong som mål, Malaysia eller Indonesien. Flertallet tog flugten i slutningen af 1970'erne, og ofte mistede de livet i det uforudsigelige vejr eller efter angreb fra pirater. Dem, der nåede land, blev interneret i lejre, da landene i Sydøstasien ikke ønskede at modtage dem.

Se indslag fra det anerkendte nyhedsmagasin "60 Minutes" fra juni 1979:

Støt Amnestys arbejde!