FN
Juli 1979: Ved en konference i Geneve debatterer repræsentanter for lande fra hele verden løsningen på "flygtningenkrisen i Indokina". Her taler USA's vicepræsident Walter Mondale, og i panelet længst til venstre sidder FN's højkommissær for flygtninge Poul Hartling.
Danskeren bag hjælpen til Vietnams bådflygtninge
I årene efter Vietnamkrigen stævner tusinder og atter tusinder af vietnamesere ud i skrøbelige både for at slippe væk fra det nye kommunistiske styre. Selvom de er i livsfare på havet, bliver de afvist af nabolandene, så ”flygtningekrisen i Indokina” lander på bordet hos FN’s nyudnævnte højkommissær for flygtninge, den tidligere danske statsminister, Poul Hartling.
Af Bjarke Windahl Pedersen
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #1 2018
”Alle var vi overvældede af problemernes størrelse”, skriver Hartling i sine erindringer, hvori han ridser udfordringerne op. Det er udelukket, at vietnameserne selv vender tilbage til Vietnam. Og fra nabolande som Thailand og Malaysia lyder kravet, at man kun vil tage flygtningene i land, hvis omverdenen træder til og hjælper med at genbosætte dem. Det bliver også den løsning, Hartling går efter, da lande fra hele verden samles til FN-konference i Genève i juli 1979.
”Hvis det hele gik godt, ville en konference kunne være en hjælp. Hvis ikke, kunne det blive en katastrofe for arbejdet”, skriver Hartling om konferencen, der, som Dagbladet Information har beskrevet, også i danske medier dengang trækker opmærksomhed:
”Hvordan løser man et spørgsmål om en halv million – måske snart en million – menneskers fordrivelse fra land og hjem?", spørger Jyllands-Posten i sin leder, og svarer selv:
”Men katastrofens virkning kan afbødes, såfremt verden viser flygtningene den forståelse, disse ulykkelige rimeligvis har krav på.”