Scanpix
Menneskerettighedsaktivisten Nabeel Rajab taler her med kampklædte betjente i forbindelse med en demonstration mod Bahrains regering i 2012.
Den modigste mand i Bahrain
For syv år siden gik Nabeel Rajab forrest i de fredelige protester for demokrati og frihed i Bahrain. I dag sidder han fængslet, fordi han har kritiseret myndighederne i Bahrain og Saudi-Arabien. Mød manden, som fra fængselscellen fortsætter kampen for retfærdighed.
Tekst: Ole Hoff-Lund
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY#1 2018
Man skal passe på med at ytre sig kritisk om myndighederne i Bahrain. Det ved den 53-årige Nabeel Rajab bedre end de fleste. For syv år siden gik han forrest i de store, folkelige protester for frihed og demokrati. I dag sidder han bag tremmer.
Her afsoner han en dom på to års fængsel for at have ”fornærmet myndighederne” og ”udbredt falske rygter i krigstid” i to tv-interview. Imens afventer han flere retssager, som kan koste ham yderligere 15 års fængsel.
En af dem handler om to tweets, hvori han beskylder styret i Bahrain for tortur af fanger og kritiserer den saudiskledede koalition for at bombe uskyldige civile i Yemen. En anden sag skyldes et læserbrev i New York Times, som han skrev fra fængslet.
Gennem årene har Nabeel Rajab været ind og ud af fængsel utallige gange. Da han i 2014 blev løsladt efter en dom på tre års fængsel for at arrangere og deltage i demonstrationer, indledte han en europæisk rundrejse i håb om at skabe øget politisk pres på Bahrain og få sin mangeårige ven og kollega, Abdulhadi al-Khawaja, løsladt. Abdulhadi, der er dansk statsborger, har siden 2011 afsonet en livstidsdom for påstået terrorvirksomhed.
Under sin rejse dukkede Nabeel Rajab uanmeldt op på Amnestys kontor på Gammeltorv i København for at sige tak for støtten. Om sin egen fængsling sagde han dengang til Morgenavisen Jyllands-Posten:
”Det er meget simpelt. Jeg blev fængslet for at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder i mit land. Jeg demonstrerede for at ændre det politiske system fra et undertrykkende diktatur til et system med retfærdighed og lighed - et demokrati”.