”Der er brug for en ny humanisme”

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

”Der er brug for en ny humanisme”

Forfatteren Kaspar Colling Nielsen tegner et dystopisk billede af et Danmark, som sender flygtninge til Mozambique og indhegner ghettoer i pigtråd. Han mener ikke, at det er et urealistisk scenarie.

Tekst: Roberto Zacharias
Foto: Lærke Posselt
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #1 2018

I din nye bog ”Det Europæiske Forår” bliver flygtninge deporteret til en containerby i Mozambique, hvor den danske stat har købt et stykke land. Hvordan fik du den ide?

Jeg læste Michel Houellebecqs (fransk forfatter, red.) ”Underkastelse”, hvor han sandsynliggør, at der bliver indført en moderat form for sharia i Frankrig. Det, syntes jeg, var totalt urealistisk. For mig er det meget mere sandsynligt, at den hårde retorik, som vi har set udvikle sig de sidste 20-30 år, ender i en eller form for kollisionspunkt, hvor vi vil se et Europa, der bliver mere lukket, segregeret og med flere deportationer. Jeg har svært ved at forestille mig, hvilke positive begivenheder, der ville kunne ændre den udvikling. 

Hvor realistisk er det scenarie i det nutidige politiske klima?

Jeg tror, at Europa kommer til at lukke sine grænser hermetisk inden for de næste to år. Jeg tror, at der kommer krigsskibe i Middelhavet, og så tror jeg, at vi måske kommer til at modtage nogen kvoteflygtninge, og det er så det. Problemet er, hvad gør man så? Hvordan kan man overhovedet bevare forestillingen om en europæisk humanisme, hvis man ikke hjælper disse mennesker? Selv om vi er i stand til at ignorere utrolig megen dårligdom i verden, så tror jeg stadig, at der vil være et behov for, at vi hjælper på andre måder. Derfor tror jeg, at Danmark eller i det mindste EU vil se sig nødsaget til at bygge noget varigt, som man selv administrerer. 

Hvorfor tror du, at vi er nået dertil?

Jeg tror, at udlændingedebatten i Europa og Danmark har betydet ekstremt meget. Den sætter dagsordenen og kan lukke EU. Lige nu flirter flere statsledere med at træde ud af Flygtningekonventionen. Men de kommer ikke til at gøre det, for hvad vil landene i nærområderne så gøre? Vil flere flygtninge så komme til Europa? Så man gør det næstbedste: Fører en ubehagelig og uforsonlig integrationspolitik, som skal begrænse antallet af asylansøgere. Alle slags ubehageligheder bliver produktive, og selv racistisk brovtende tale bliver legitim, fordi det har et højere mål. Det er en enorm problematisk måde at føre politik på, og det er også ureelt, fordi man ikke løser integrationsproblemerne i vores samfund. 

 

Hvad tænker du om menneskerettighederne og konventionerne, som bliver diskuteret meget lige nu?

Menneskerettighederne er jo ikke noget, som de facto bliver appliceret på alle folk i hele verden. Det kommer helt an på, hvor de befinder sig, og hvor de er på vej hen. Og det er et underligt tilfældigt spil. Der er jo ingen, der interesserer sig for folk, der ligger og dør syd for Sahara. Men når de så befinder sig i Middelhavet, er det lige pludselig noget, der angår os enormt meget – også følelsesmæssigt. Der er en form for hykleri, som jeg oplever som irrationel. Derfor har vi brug for at formulere en anden slags humanisme, som på en eller anden måde kan udgøre et rationelt fundament, vi kan træffe beslutninger ud fra – også politisk. 

Hvad var din tanke med at skrive en bog, der på mange måder tegner et dystert billede af vores syn på flygtninge og migranter?

Hovedpersonen Stig taler ret konsekvent om muslimer frem for eksempelvis arabere eller mennesker med mellemøstligt udseende. Det diskuterede jeg en del med min redaktør. Jeg ville gerne holde fast i, at det skulle være, som mange tænker. Jeg har taget nogle ekstremt racistiske passager ud, og det er jeg på en måde ked af. En af de ting, litteraturen kan, er at tvinge folk til at forholde sig til virkeligheden på en anden måde. Det var det, jeg ville med denne bog. At sige, at som jeg ser det, er vi på vej i denne retning.