Bryllupsgave og hårdt arbejde
Tep Vanny og hendes mand ejer selv grunden, som familiens hus står på. Både grunden og huset er købt og betalt og var en bryllupsgave fra hendes svigerforældre, der selv købte det lille stykke land i 1993.
Tep kommer selv fra en meget fattig landarbejderfamilie, hvor hun måtte bidrage til familiens overlevelse ved at samle skrald, der kunne sælges til genbrug. Hun måtte forlade skolen men besluttede på egen hånd, at det var nødvendigt for hende at lære engelsk. Så hun fandt en lærer, der tillod hende at deltage i undervisningen, selvom hun ofte ikke kunne betale prisen på 100 riel (0,02 dollars) per time.
”Jeg har ikke på noget tidspunkt i løbet af min opvækst forestillet mig, at jeg kunne komme til at eje et hjem som dette”, siger Tep Vanny og udtrykker stor stolthed, over det hun og familien har opnået med hårdt arbejde, stædighed og en hjælpende hånd fra svigerfamilien.
Men her i 2011 har hverken Tep Vanny eller hendes naboer så meget at tilbage at glæde sig over.
Mareridtet begynder
Kræfter i regeringen besluttede i 2008 ud af det blå, at entreprenøren Shukaku uden videre kunne begynde at fylde sand i Boeung Kak-søen, omdanne den til landjord og forberede byggeriet af boliger i en prisklasse, som Tep Vanny og hendes naboer på ingen måde ville kunne komme i nærheden af at betale. Området blev desuden udset til at tiltrække firmaer og turister. Entreprenøren betalte regeringsapparatet 79 millioner dollars for retten til at bygge.
Mange huse skulle rives ned for at gøre plads til projektet, og kommunalstyret tilbød erstatninger på omkring 8.500 dollars til alle, der frivilligt rev familiens liv op ved rode og flyttede. Men kompensationen kunne kun betale for en bolig 20 kilometer fra hovedstaden – langt borte fra familiernes arbejdspladser. Mange takkede alligevel ja.
”Hvordan kan de gøre andet, når myndighederne fortæller dem, at deres huse vil brænde ned eller blive oversvømmet, hvis de ikke accepterer vilkårene”, siger Tep Vanny og beskriver, hvordan entreprenørens ansatte kørte rundt i gaderne på motorcykler og truede folk.
”Engang mødte en mindre hær på 100 bevæbnede mænd op på en adresse og gik i gang med at rive huset ned. Ejeren havde ikke accepteret tilbuddet om kompensation. Alligevel sendte de disse mænd til hans hus. De var så brutale overfor folk. De brugte deres magt og våben til at skræmme folk med”.
Følgerne af opfyldningen af søen er tydelige. To og et halvt år efter byggeprojektet begyndte er søen næsten borte – opfyldt med sand. Tidligere forsynede søen området med vand og fungerede som reservoir for tilstrømmende vand. Nu er de tilbageværende boligområder ofte oversvømmede, og deres kloakker og sanitære installationer er blokerede, hvilket udgør en stor helbredsrisiko.
