Enkens kamp mod oliegiganten

 
Udgivet
01.
Mød Esther Kiobel

Enkens kamp mod oliegiganten

I over tyve år har Esther Kiobel kæmpet for at få olieselskabet Shell til at vedkende sig ansvaret for hendes mands henrettelse i Nigeria. Nu er retssagen mod Shell endelig i gang.

OPDATERING: 
Den 12. februar 2019 fik Esther Kiobel ved det første retsmøde ved en domstol i Holland endelig mulighed for at fremlægge sin sag mod Shell i retten. Amnesty International følger sagen, læs mere her.
Artiklen er tidligere bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2018 side 30. 

”Han var en ægtefælle, en far, en bror. Men ikke en kriminel”. Lidt sammenkrøbet sidder 54-årige Esther Kiobel i Amnesty Hollands kontor, stadigvæk med jakke på og en baret af uld på hovedet. Det er mere end 21 år siden, den nigerianske militærregering henrettede hendes mand, Barinem Kiobel, samt otte andre aktivister fra Ogoni-folket efter en skueproces af en retssag.

Men når Esther Kiobel taler om det, er det, som om det skete i går. Først knækker hendes stemme, og lidt efter følger tårerne. ”De har hængt en uskyldig person”, siger hun med presset stemme om sin ægtefælle. ”Det eneste, jeg vil, er at rense hans navn og stille de skyldige til ansvar”.

Nok fremstår Esther Kiobel sårbar. Men hun har kæmpet i årevis og har nu påbegyndt en ny fase af sin kamp for retfærdighed. Sammen med tre andre nigerianske enker lagde hun sidste år sag an mod Shell ved domstolen i Haag.

Kvinderne anklager olieselskabet for at være medskyldig i henrettelsen af "Ogoni-9", de ni mænd, der i 1995 blev henrettet efter en række protester mod Shells olieudvinding. Shell har støttet og finansieret militærets vold mod ogonifolket og har ikke brugt sin store indflydelse for at undgå henrettelserne, mener de fire sagsøgere. De anser Shell for at være medskyldig i deres mænds død. 


Plastikpose fyldt med papirer

Esther Kiobel har spredt indholdet af en plastikpose fyldt med papirer ud på bordet: Udklip fra nigerianske aviser, breve fra pårørende og andre vidnesbyrd. Mens hun fortæller sin historie her i Amnesty-kontoret, er stævningen mod Shell stadigvæk under udarbejdelse. Amnesty støtter Esther Kiobels kamp, også økonomisk, hvilket har gjort det muligt at udvide efterforskningen og indhente mere bevismateriale.

Indholdet fra Esthers plasticpose tæller blandt andet en håndskreven seddel af en Charles Danwi, hvis belastende vidneudsagn mod ogoni-lederne var et af beviserne under skueprocessen. På denne seddel forklarer han dog, at han afgav sin tidligere forklaring under pres og i angst for sin sikkerhed, og at han modtog 30 tusinde naira af Shell (dengang næsten hundrede dollar) for at afgive falsk forklaring. Tribunalet, der afholdt sagen mod mændene, ignorerede dog den nye forklaring, som Danwi allerede dengang havde distri-bueret fra et skjulested.



Tilbød ministerpost

"Abacha’s revenge" skriger en overskrift på en artikel i et nigeriansk tidsskrift fra 1995. Artiklen fortæller blandt andet, hvordan general Sani Abacha, lederen af Nigerias militærregering, tilbød en ministerpost til forfatteren og forretningsmand Ken Saro-Wiwa, den mest kendte af Ogoni-9. Med tilbuddet håbede han at kunne få Ken Saro-Wiwa til at løsrive sig fra Bevægelsen for ogoni-folkets overlevelse (Mosop), som Ken Saro-Wiwa selv havde stiftet. Han nægtede dog og fik i stedet for en ministerpost militærlederens vrede på nakken.

Voldsom forurening

I selvbiografien In The Shadow Of A Saint (2000) beskriver Ken Saro-Wiwas søn, Ken Wiwa, sin far. Den piberygende, indtagende forfatter til mindst 25 bøger, stillede sig i spidsen for de 500.000 ogonier, en indfødt befolkningsgruppe i Niger Delta i det sydlige Nigeria, der på trods af årtier af olieudvinding levede og lever i fattigdom på grund af olieudslip og voldsom forurening.

I 1991 fik Ken Saro-Wiwa alle stammehøvdinge i Ogoniland til at underskrive et krav til myndighederne om politisk uafhængighed samt en retfærdig del af olieudbyttet til at kunne udvikle deres region. I januar 1993 demonstrerede 300.000 mennesker fra ogonifolket for at vise deres opbakning til kravene.

De erklærede Shell for persona non grata i Ogoni-land, medmindre selskabet betalte ni milliarder dollars som kompensation for forureningen og de mistede olie-indtægter. Som følge af dette stoppede Shell olieudvindingen i området.

Hæren brugte derimod den fredelige demonstration som startskud for undertrykkelsen af modstanderne. Da Shell i april samme år anlagde en ny rørledning i Ogoniland, åbnede militæret ild mod dem, der demonstrerede. I juli skød og dræbte hæren 130 ogonier, da de vendte tilbage fra en fiskeekspedition i det nærliggende Cameroun.

Undertrykkelsen og frygten for hæren skabte splittelse blandt ogo-nifolket. Da rygterne svirrede om, at Ken Saro-Wiwa var blevet anholdt, brød der optøjer ud i byen Giokoo. Fire ogonistammehøvdinger blev dræbt. Hæren anholdt Saro-Wiwa samt fjorten ligesindede og anklagede dem for at have ansporet unge ogoni-mænd til at begå drabene.

Esthers mand, Barinem Kiobel, besøger Shell i 1992: Foto: Privat

Esthers mand, Barinem Kiobel, var på det tidspunkt kommissær for handel, industri og turisme i delstaten Rivers State, hvor Ogoniland ligger. Han var ikke medlem af Mosop-bevægelsen, da det var forbudt for embedsmænd. Men i hjertet støttede han Mosop, fortæller Esther Kiobel. ”Alle ogonier er Mosop, altid. Også min mand”.

Hun fortæller om et hemmeligt møde i 1994, hvor ansatte i Shell var til stede, og hvor guvernøren forsøgte at bestikke hendes mand.
"De ville af med Ken Saro-Wiwa, og bad min mand om at samarbejde med dem. Men han nægtede".

"Ét: jeg er ogoni. To: Jeg elsker mit folk", sagde han. Fra det øjeblik betragtede de ham som fjende. Alt dette ved jeg, fordi min mand altid har delt alt med mig”.

I Port Harcourt, Nigeria, opfordrer aktivister, lokale organisationer og Amnesty Shell til at vedkende sig ansvaret for olieudslippene, udbetale erstatning til de berørte, og rydde op efter sig. Foto: Amnesty

Shell forholder sig tavs

Kort derefter opstod der uro i byen Giokoo, og Barinem Kiobel tog derhen i håb om at kunne mægle. Men på grund af sin position som embedsmand blev han i stedet selv et mål for protesterne. Demonstranterne kaldte ham for ’Abachas søn’ (lederen af militærregeringen, red.). 

En lokal leder hev min mand med ind i et lille tempel. Ingen må betræde sådan et helligt område ifølge vores traditioner, så her var han i sikkerhed. Ellers havde han må-ske været den femte ogoni, som var blevet dræbt i Giokoo”, siger Esther Kiobel. For at komme i sikkerhed søgte Barinem Kiobel tilflugt på en marinestation, men i stedet for at inde sikkerhed blev han tilbageholdt.
”Han var anholdt, inden han selv var klar over det”, siger Esther.

Før og under retssagen forholdt Shell sig tavs.

”Selskabet kunne have fordømt anholdelserne og retssagen. Men ikke engang det har Shell nogensinde gjort”, fortæller Channa Samkalden, der er advokat for de fire enker, på sit kontor i Amsterdam.

”Først da dødsstraffen var en kendsgerning, sendte Shell – efter sigende – et brev til regimet, med opfordring til at overveje benådning.

Men i brevet er der ikke et ord om det uretfærdige sagsforløb før og under retssagen. Og samtidig talte Shell intensivt med regeringen om et stort gasprojekt. For driften skulle jo fortsætte. En måned efter retssagen var kontrakten underskrevet”.

Chana Samkalden er ikke i tvivl: ”Havde Shell handlet anderledes, var mændene aldrig blevet henrettet”.

Hvert år finder i hundredvis af olieudslip sted i Niger Delta. Oprydningen er ofte langsom og ineffektiv. Foto: Amnesty

Tasker fyldt med penge

Hvor stor Shells rolle var i henrettelserne, beskrives i stævningen. Chana Samkalden fremviser dokumentet, der fylder 135 sider. Der er blevet brugt i hundredvis af timers arbejde på det. Kapitlerne, der beskriver det vigtigste bevismateriale, minder om en spændingsroman.

Shells notater samt udsagn fra sikkerhedsbetjente og andre vidner tegner et billede af et selskab, der sammen med militæret har ét fælles mål: at stoppe ogoni-protesterne og genoptage olieudvindingen i Ogoniland.

Ofte indskærper Shell militæret at yde ”enhver form for hjælp” for at ”minimere forstyrrelserne”. Shell påpeger i lækkede notater den ”alarmerende” faldende olieproduktion, som ikke er i ”landets interesse”.

I et hemmeligt notat fra 1994 udtaler chefen for sikkerhedstjenesten i Rivers State:

”Shells operationer er fortsat umulige, medmindre der udføres nådesløse militære operationer”. Et vidne fortæller, hvordan man tre gange overbragte store tasker fyldt med Shells penge til netop denne chef for sikkerhedsstyrkerne.

Ydermere hjalp Shell militæret med at anskaffe helikoptere og våben. Olieselskabet stiftede sit eget politikorps, bestående af cirka 1200 betjente, og udbetalte pengebeløb til Mopol, en berygtet enhed fra militærpolitiet, selvom det allerede dengang stod klart, at politiet var ansvarlig for volden mod ogonierne, til tider med døden til følge.

Da retssagen mod Ogoni-9 endelig begyndte, var en af Shells advokater til stede ved retsmøderne for at rapportere. Broren til den anholdte Ken Saro-Wiwa blev efter sigende inviteret til et møde med den lokale Shell-direktør Brian Anderson, der fortalte ham, at retssagens udfald kunne påvirkes, hvis Mosop ville stoppe protesterne mod Shell. 

”Shell benægtede efterfølgende Andersons udtalelser, men to vidner bekræfter, at han sagde dette”, fortæller Chana Samkalden.
Fra cellen opfordrede Saro-Wiwa sin bror til ikke at give efter for Shells afpresning.



Advarsel til multinationale selskaber

Hvad ser Chana Samkalden nu som det mest afgørende bevis?

"Det er svært at sige. Det er virkelig en kombination af mange faktorer. Da jeg begyndte på sagen, tænkte jeg: Shell er muligvis ufrivilligt havnet i en situation, hvor de ikke har ageret hensigtsmæssigt. Men hvis man så ser pøå, hvordan de bestikker folk, hvordan de betaler regimet, samt det indbyrdes forhold Shell og myndighederne imellem.

Igen og igen sejrer de kommercielle mål over menneskeliv og miljøet. Det er faktisk den skruppelløse tilgang, denne ondartede opportunisme, der chokerer mig mest. 

Advokaten forbereder sig på, at sagen vil vare længe. På vegne af Nigerias miljøstyrelse samt en række nigerianske landmænd er hun involveret i en anden retssag mod Shell. En sag, der begyndte i 2008, og endnu ikke er afgjort.

Hvis kvinderne vinder, er det først og fremmest vigtigt for dem selv, vurderer Chana Samkalden: 

"Det er utroligt, hvor stor deres sorg stadigvæk er. Anerkendelsen af deres lidelser vil hjælpe dem med at bearbejde den. Men det vil også være en skarp advarsel til multinationale selskaber, der opererer i diktaturer og konfliktområder. Det er dog svært at forudsige, hvilken afgørelse dommerne vil nå frem til i denne usædvanlige sag”. 

En bibel og en kam

Efter anholdelsen af hendes mand blev også Esther skydeskive for regimet. Uden retssag sad hun fængslet i tre uger, hvor hun fortæller, at chefen for sikkerhedstjenesten mishandlede hende. Kort efter henrettelserne den 10. november 1995 – ligene af Ogoni-9 blev overhældt med syre og lagt i en massegrav – flygtede hun til Benin. Der opholdt hun sig i en lejr med tusindvis af andre flygtninge, indtil hun fik at vide, at USA ville tage imod hende samt hendes syv børn – fire biologiske, tre fra ægtemandens afdøde søster.

Hun har stadigvæk mareridt fra den periode:

”Efter min mands henrettelse skulle jeg hente hans ting i fængslet. Han havde skrevet mit navn på et stykke papir med en rød kuglepen. For at kunne tage imod hans ting skulle jeg skrive under med den samme kuglepen. Det drejede sig om Bibelen og en kam, som der stadigvæk var hår i. Det eneste, jeg kunne gøre, var at græde. ’Er det rigtigt, at min mand allerede er blevet slået ihjel?’, spurgte jeg igen og igen”.

Hendes stemme knækker igen. Så følger et langt, dæmpet råb. ”Det var SÅ smertefuldt, det øjeblik”, siger hun. ”SÅ smertefuldt”.
Shell holder hun ansvarlig for den skade, hun har lidt.

”Jeg tror, at Gud valgte at holde mig i live, så jeg kan fortælle denne historie, så jeg kan kæmpe. Jeg vil bevise over for Nigeria, at min mand var uskyldig”. 

Oversat fra nederlandsk af Marijke Notenboom

 

Dokumentation gør en forskel. Støt vores arbejde nu!