Fortabt i paradis

 
Udgivet
01.
Fortabt i paradis

Af Per Liljas

Foto: Jonas Gratzer

Artiklen er bragt i AMNESTY #2 2018

Karam Zahirian måtte efterlade alt, hvad han ejede, da han flygtede fra Iran. Sit arkitektfirma. Sine to huse. Sin hustru, der var gravid
i niende måned. Der var ikke tid til noget, truslen, som han ikke tør fortælle os om, var for stor. I stedet befandt han sig kort tid efter
i en båd på åbent hav mellem Indonesien og Australien. Til alt held fandt han også en ven ved sin side. Ligeledes en kurder, endda fra
samme landsby. 

”Reza Barati var altid glad. Hjalp folk til at slappe af, gav dem sin egen mad. Han snakkede hele tiden om, at han ville gifte sig i Australien, og at vores familier kunne besøge hinanden”. Det håb blev slukket fem dage, før de ankom, da den australske regering nægtede alle bådflygtninge adgang til landet. I stedet blev de sendt til et interneringscenter på Manus Island i Papua Ny Guinea. Barati holdt humøret oppe og studerede engelsk.

Den 17. februar sad han som sædvanlig i klasseværelset, da elektricitetetpludselig blev afbrudt, og området blev stormet. Zahirian gemte sig. Han så Barati forlade klasseværelset. Blive slået ned. Sparket i hovedet. Igen og igen, indtil han ikke længere trak vejret.

”Hver eneste nat tænker jeg på, at jeg burde have hjulpet ham, men jeg var fej. Nogle af dem havde skydevåben, andre lange knive. Jeg så en mand få sit ene øje stukket ud”.

Op mod hundrede mænd kom til skade den dag, da vagter og lokalbefolkning angreb flygtningene. Overfaldet blev omtalt i internationale
medier, og de vagter, som havde dræbt Barati, blev i al hast fløjet hjem til Australien, men blev aldrig stillet for en dommer. Zahirian
og et andet vidne modtog dødstrusler.

”En gang troede jeg, at Australiens regering tager sig af mennesker, fordi de er et demokrati. Nu forstår jeg, at de er som alle andre.
Endda værre, for de er løgnhalse. De siger, at de vil tage vare på dig, men bagefter myrder de dig alligevel”.

Det var i 2013, at Australien begyndte at internere bådflygtninge uden for landets egne grænser. I løbet af kun et år faldt antallet af tilrejsende fra 20.000 til nul. Nu fristes europæiske politikere til at kopiere metoden. Man taler om at iværksætte en mere ”human” løsning, så man kan undgå dødsfald på havet.

Men det humane har aldrig været noget mål i sig selv i Australien. Tværtimod. Regeringen har udtrykkeligt sagt, at dens eneste mål har været at skræmme kommende flygtninge væk. I en rapport fra februar 2018 beskriver Amnesty et system med ligegyldighed og umenneskelighed. Virkeligheden bag statistikkerne dukker op i møder med flygtningene på de afsides øer.

Kurdiske Behrouz Bocchani har nu været interneret fem år på Manus Island. Han er journalist og har skrevet snesevis af artikler om situationen på øen til Australske medier og er nu ved at udgive sin første roman, som beskriver livet for flygtningene på Manus Island.

Et større fængsel

Manus Island kunne have været et turistmål: Krystalklart vand, skibsvrag fra anden verdenskrig, og en venlig polynesisk befolkning. Men øen ligger lidt for langt fra alting, og hovedstaden Lorengau minder mest om en mineby. Før i tiden fiskede folk og høstede deres afgrøder. Nu, efter at en arbejdsgiver "flygtningelejren" er kommet til byen, søger de allesammen arbejde.

Penge har fået større og større betydning, og priserne er steget. Folk er flyttet til udefra. Store firehjulstrækkere river nyreparerede gader op, samtidig med at folk i snesevis venter på busser, som sjældent kommer. Her er både arbejdsboom og arbejdsmangel. Kriminalitet er et problem. Der er meget druk og mange slagsmål.

Det er en særpræget skueplads for det globale flygtningepuslespil. Papua Ny Guinea har aldrig haft nogen infrastruktur for flygtninge. Men i fem år har der nu siddet godt og vel 600 mænd her. De første tre år var de spærret inde på en flådestation. Derefter fastslog Papua Ny Guineas højesteret, at dette var ulovligt, så nu bevæger de sig frit omkring i samfundet. ”Et større fængsel”, som nogle af dem beskriver det. Det er de færreste, der selv midt på dagen føler sig tilstrækkeligt trygge til at gå alene omkring. De fleste bliver inde i lejren. En håndfuld går med til at mødes med os på vores hotel. Ari Sirwan, en 26-årig mand med voldsomme ar på overkroppen, fortæller, at han for det meste ligger i sin seng.

”Er det logisk, at nogen skulle foretrække at være i fængsel? Jeg orker ikke en gang snakke med min mor længere. Efter et par minutter bryder jeg altid sammen”.

Alle flygtningelejre er fyldt af lidelse. Traumatiske erindringer, ufrihed, livet sat på standby. Men de australske lejre på Manus og Nauru er også andet og mere. Oprindeligt blev de oprettet i 2001 i forbindelse med en valgkamp og angrebene på World Trade Center. Det medførte et skift i Australiens flygtningedebat.

Pludselig begyndte de, som ankom i båd, at blive kaldt ”illegale”, ”terrorister” og endda ”barnemordere”. Det banede vejen for en ny strategi, hvor den australske regering indgik aftaler med nabolande og private fængselsvirksomheder om håndteringen af flygtninge. Kritik førte til, at den næste regering lukkede lejrene, men da flygtningebådene vendte tilbage, ændrede man igen politik. Og forholdene blev endnu værre. Manus Island måtte huse fire gange så mange mennesker. Tropiske sygdomme florerede. Usikkerhed plagede. Men værst af alt, fortæller de flygtninge, vi møder, var den totale mangel på sympati.


02.
Martin Henriksen

"Der er jo problemer forbundet med hvad som helst. Og det er jo en model, der har vist sig at være utroligt effektiv i forhold til det, der var den australske regerings mål, nemlig at minimere antallet af bådflygtninge og druknede".

- Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, august 2016


03.
Fortabt i paradis

Fem år uden navn

Behrouz Boochani tænder sin håndrullede cigaret igen. Røgen cirkler forbi hans magre træk, som er indrammet af hans lange hår og skæg. Nogle af lejrens vagtmænd kalder ham Jesus. En af de få undtagelser i den ellers konsekvent inhumane behandling af flygtningene.

”I fem år har mit navn været MEG45. Ingen bruger mit rigtige navn. Hvis jeg selv bruger det, får jeg ingen mad. Det er en lille ting, men en af mange. Og efter et stykke tid har det en stor effekt”.

Alle flygtninge har en historie om, hvordan de er blevet berøvet deres identitet. Over for lokalbefolkningen er de blevet beskrevet som terrorister. Et ironisk faktum med tanke på alle dem, som er flygtet fra ekstremistiske grupper. Men med tanke på den vold, som det sandsynligvis har affødt "såsom mordet på Barati" er der ingen, der ler.

Før det australske valg i 2016 fik Behrouz Boochani i en livetransmitteret TV-udsendelse mulighed for at stille et spørgsmål til den australske premierminister Malcolm Turnbull.

”Hvad er min forbrydelse?” spurgte han.

”Det var min største sejr, for jeg viste omverdenen, at vi er mennesker, vi er ikke blevet nedbrudt, vi er her stadig”.

Behrouz Boochani er journalist og har skrevet snesevis af artikler til australske medier om situationen på Manus. Nu er han ved at udgive sin første roman.

”Jeg vil beskrive flygtninge som mennesker, ikke som engle eller dæmoner. Jeg vil gerne vise livet her. Så er det op til læserne, hvad de synes om det”.

Kurdiske Behrouz Boochani står udenfor den militære flådebase, hvor han og de andre flygtninge var indespærret de første tre år på Manus.

En trend der kan kopieres

Mange af flygtningene lider af psykiske lidelser. Det er ikke ualmindeligt med flere selvmordsforsøg hver uge. Paige West, professor i antropologi på Columbia University og Barnard College i New York og ekspert i Papua Ny Guinea, siger efter en undersøgelse på Manus, at psykiske lidelser også har ramt en stor del af de mennesker, som har været i kontakt med flygtningeprogrammet. Hendes forskerkollega J. C. Salyer, der er advokat og antropolog på Barnard College, fremlægger endnu flere konsekvenser end disse. Blandt andet geopolitiske, hvor Australien som tidligere kolonimagt længe har været den dominerende faktor i Papua Ny Guinea.

”Den måde, som flygtningelejren er blevet drevet på, er blevet betragtet som koloniagtig og respektløs og har åbnet for større kinesisk indflydelse i landet. Desuden styrer verden hen imod at have et strammere greb om flygtninge. På den måde har Australien skabt en trend, som andre senere kan kopiere”.

Europæiske politikere fra det yderste højre har længe fremhævet Australiens flygtningepolitik som et forbillede. I dag, hvor deres partier er blevet større, har ideen fået almen gennemslagskraft. Frankrig er for eksempel begyndt at behandle asylansøgninger i Niger. Østrigs regering fører kampagne for et stærkt grænseforsvar til havs.

Og i februar foreslog de danske socialdemokrater, at asylansøgere i Danmark skal sendes til uspecificerede, danskdrevne lejre i Nordafrika. Marie Walter-Franke, forsker på Jacques Delorsinstituttet i Berlin, pointerer, at dette er i direkte strid med international ret.

”Mennesker, som bliver tilbageholdt i lejre, risikerer at blive udelukket fra adgang til nogen, som kan forsvare deres rettigheder. Især hvis lejren ligger langt borte", siger hun.


04.
Henrik Sass Larsen

"I Australien har man indført et system, hvor alle spontane bådflygtninge afvises og fragtes til en ø, hvorfra al asylbehandling foregår. Det har så stort set stoppet de spontane flygtninge. I Canada
sender de funktionærer til flygtningelejre og udvælger nøje den arbejdskraft, de har brug for. Det er min overbevisning, at vi skal gøre det samme i Danmark. Det er os, der skal styre det - og ikke menneskesmuglerne"

- Henrik Sass Larsen, Socialdemokratiet, maj 2017.


05.
Fortabt i paradis

"Vi skal passe på med at kopiere alt, hvad Australien gør. Men Australien er medlem af de samme FN-konventioner som os, og de har kunnet gøre nogle ting anderledes, som kan blive interessante for
Danmark på et tidspunkt (…) Der er større råderum for, hvad man kan gøre inden for konventionerne, end vi hidtil har udnyttet i Danmark"

- Marcus Knuth, Venstre, september 2016


I realiteten er Karam Zahirian og de andre flygtninge strandet på øen uden mulighed for at komme væk. Selvom USA er begyndt at tage imod nogle flygtninge, og New Zealand har accepteret at tage imod 150 personer, går processen langsomt, især for iranere. Om natten kommer tankerne om selvmord.

”En gang skar jeg mig selv, men holdt op i tide. Men nu må jeg snart komme ud. Jeg kan ikke tage meget mere”, siger Karam Zahirian.  

Oversættelse fra svensk af Mogens Bähncke.

Dokumentation gør en forskel. Støt vores arbejde nu!