Af Per Liljas
Foto: Jonas Gratzer
Artiklen er bragt i AMNESTY #2 2018
Karam Zahirian måtte efterlade alt, hvad han ejede, da han flygtede fra Iran. Sit arkitektfirma. Sine to huse. Sin hustru, der var gravid
i niende måned. Der var ikke tid til noget, truslen, som han ikke tør fortælle os om, var for stor. I stedet befandt han sig kort tid efter
i en båd på åbent hav mellem Indonesien og Australien. Til alt held fandt han også en ven ved sin side. Ligeledes en kurder, endda fra
samme landsby.
”Reza Barati var altid glad. Hjalp folk til at slappe af, gav dem sin egen mad. Han snakkede hele tiden om, at han ville gifte sig i Australien, og at vores familier kunne besøge hinanden”. Det håb blev slukket fem dage, før de ankom, da den australske regering nægtede alle bådflygtninge adgang til landet. I stedet blev de sendt til et interneringscenter på Manus Island i Papua Ny Guinea. Barati holdt humøret oppe og studerede engelsk.
Den 17. februar sad han som sædvanlig i klasseværelset, da elektricitetetpludselig blev afbrudt, og området blev stormet. Zahirian gemte sig. Han så Barati forlade klasseværelset. Blive slået ned. Sparket i hovedet. Igen og igen, indtil han ikke længere trak vejret.
”Hver eneste nat tænker jeg på, at jeg burde have hjulpet ham, men jeg var fej. Nogle af dem havde skydevåben, andre lange knive. Jeg så en mand få sit ene øje stukket ud”.
Op mod hundrede mænd kom til skade den dag, da vagter og lokalbefolkning angreb flygtningene. Overfaldet blev omtalt i internationale
medier, og de vagter, som havde dræbt Barati, blev i al hast fløjet hjem til Australien, men blev aldrig stillet for en dommer. Zahirian
og et andet vidne modtog dødstrusler.
”En gang troede jeg, at Australiens regering tager sig af mennesker, fordi de er et demokrati. Nu forstår jeg, at de er som alle andre.
Endda værre, for de er løgnhalse. De siger, at de vil tage vare på dig, men bagefter myrder de dig alligevel”.
Det var i 2013, at Australien begyndte at internere bådflygtninge uden for landets egne grænser. I løbet af kun et år faldt antallet af tilrejsende fra 20.000 til nul. Nu fristes europæiske politikere til at kopiere metoden. Man taler om at iværksætte en mere ”human” løsning, så man kan undgå dødsfald på havet.
Men det humane har aldrig været noget mål i sig selv i Australien. Tværtimod. Regeringen har udtrykkeligt sagt, at dens eneste mål har været at skræmme kommende flygtninge væk. I en rapport fra februar 2018 beskriver Amnesty et system med ligegyldighed og umenneskelighed. Virkeligheden bag statistikkerne dukker op i møder med flygtningene på de afsides øer.
Kurdiske Behrouz Bocchani har nu været interneret fem år på Manus Island. Han er journalist og har skrevet snesevis af artikler om situationen på øen til Australske medier og er nu ved at udgive sin første roman, som beskriver livet for flygtningene på Manus Island.
Et større fængsel
Manus Island kunne have været et turistmål: Krystalklart vand, skibsvrag fra anden verdenskrig, og en venlig polynesisk befolkning. Men øen ligger lidt for langt fra alting, og hovedstaden Lorengau minder mest om en mineby. Før i tiden fiskede folk og høstede deres afgrøder. Nu, efter at en arbejdsgiver "flygtningelejren" er kommet til byen, søger de allesammen arbejde.
Penge har fået større og større betydning, og priserne er steget. Folk er flyttet til udefra. Store firehjulstrækkere river nyreparerede gader op, samtidig med at folk i snesevis venter på busser, som sjældent kommer. Her er både arbejdsboom og arbejdsmangel. Kriminalitet er et problem. Der er meget druk og mange slagsmål.
Det er en særpræget skueplads for det globale flygtningepuslespil. Papua Ny Guinea har aldrig haft nogen infrastruktur for flygtninge. Men i fem år har der nu siddet godt og vel 600 mænd her. De første tre år var de spærret inde på en flådestation. Derefter fastslog Papua Ny Guineas højesteret, at dette var ulovligt, så nu bevæger de sig frit omkring i samfundet. ”Et større fængsel”, som nogle af dem beskriver det. Det er de færreste, der selv midt på dagen føler sig tilstrækkeligt trygge til at gå alene omkring. De fleste bliver inde i lejren. En håndfuld går med til at mødes med os på vores hotel. Ari Sirwan, en 26-årig mand med voldsomme ar på overkroppen, fortæller, at han for det meste ligger i sin seng.
”Er det logisk, at nogen skulle foretrække at være i fængsel? Jeg orker ikke en gang snakke med min mor længere. Efter et par minutter bryder jeg altid sammen”.
Alle flygtningelejre er fyldt af lidelse. Traumatiske erindringer, ufrihed, livet sat på standby. Men de australske lejre på Manus og Nauru er også andet og mere. Oprindeligt blev de oprettet i 2001 i forbindelse med en valgkamp og angrebene på World Trade Center. Det medførte et skift i Australiens flygtningedebat.
Pludselig begyndte de, som ankom i båd, at blive kaldt ”illegale”, ”terrorister” og endda ”barnemordere”. Det banede vejen for en ny strategi, hvor den australske regering indgik aftaler med nabolande og private fængselsvirksomheder om håndteringen af flygtninge. Kritik førte til, at den næste regering lukkede lejrene, men da flygtningebådene vendte tilbage, ændrede man igen politik. Og forholdene blev endnu værre. Manus Island måtte huse fire gange så mange mennesker. Tropiske sygdomme florerede. Usikkerhed plagede. Men værst af alt, fortæller de flygtninge, vi møder, var den totale mangel på sympati.
Kurdiske Behrouz Boochani står udenfor den militære flådebase, hvor han og de andre flygtninge var indespærret de første tre år på Manus.