Friske beviser på overgreb i Myanmar

Friske beviser på overgreb i Myanmar

Trods internationale protester fortsætter militæret i Myanmar den etniske udrensning af rohingyaer, som bliver udsultet, berøvet og bortført, dokumenterer Amnesty i ny rapport. Amnesty kræver våbenembargo og adgang for nødhjælp.

Myanmars altødelæggende kampagne af vold, drab og overgreb mod rohingya-befolkningen i den nordlige Rakhine-provins er langt fra et overstået kapitel. Det fastslår Amnesty International, som i en ny briefing dokumenterer friske eksempler på overgreb, som har tvunget hundredvis af civile på flugt i de seneste uger.

Amnesty Internationals researchere har i slutningen af januar interviewet 19 mænd og kvinder, der netop er ankommet til Bangladesh, og de fortæller samstemmende, hvordan de blev tvunget på flugt, da militæret udsultede dem, bortførte unge piger og stjal deres værdier og ejendele. Humanitære organisationer beretter om tusindvis af nyankomne rohingyaer, som er strømmet over grænsen til Bangladesh i december og januar.

I forbindelse med udarbejdelsen af den nye rapport, var det ikke muligt for Amnesty International at optage foto eller video. Dette billede er taget efter en mor ankom med sit spædbarn til Bangladesh den 27. september 2017. Moderen fortæller, at barnet blev såret af en af militærets kugle, som strejfede hovedet. Amnesty har vist billedet til en retsmediciner, som konkluderer, at såret svarer til, at en kugle har rikoteret på barnets kranie. Foto: Andrew Stanbridge / Amnesty International

”Bag et skjold af officielle benægtelser og løgne samt en målrettet indsats for at forhindre adgang til uafhængige efterforskere er det lykkedes Myanmars militær at fortsætte sine forbrydelser mod menneskeheden”, siger Amnestys seniorrådgiver Matthew Wells, som netop har afsluttet flere ugers intensiv research blandt flygtninge i Cox’s Bazar i Bangladesh.

”Myanmars sikkerhedsstyrker bygger videre på et velkendt mønster af undertrykkelse for at presse så mange som muligt af de tilbageværende rohingyaer ud af landet i stilhed. Hvis ikke det internationale samfund reagerer skarpere, vil den etniske udrensning fortsætte sin katastrofale gang”, siger Matthew Wells.

Den fortsatte undertrykkelse har tilsyneladende til formål at gøre livsbetingelserne utålelige for de titusinder af rohingyaer, der stadig bor i Rakhine, efter at militæret i august indledte en nådesløs voldskampagne, der har drevet flere end 680.000 rohingyaer over grænsen til Bangladesh. Amnesty har tidligere dokumenteret, at den etniske udrensning omfatter drab på mænd, kvinder og børn, voldtægter og andre former for seksuel vold mod kvinder og piger samt massedeportationer og systematisk nedbrænding af landsbyer.

Nu Asha er 56 år gammel og befinder sig den 27. september 2017 i Bangladesh i flygtningelejren Kutupalong. Hendes yngste søn på 27 år blev arreseteret af Myanmars sikkerhedsstyrker i slutningen af 2016. I august året efter omringede sikkerhedsstyrkerne hendes landsby Koe Tan Kauk, åbnede ild og afbrændte husene. Den tilbageværende 30-årige søn opfordrede sin mor, far og kone samt to børn til at flygte til en nærliggende bakke, mens han blev tilbage for at pakke de mest basale fornødenheder. Dagen efter sneg faderen sig ned til byen og fandt liget af sin sidste søn. Foto: Andrew Stanbridge / Amnesty International

Udsultning af landsbyer

De nyankomne flygtninge i Bangladesh blev i første omgang i Myanmar i et forsøg på at beskytte deres ejendom og deres landsbyer. De fortæller til Amnesty, at militærets vedvarende klapjagt til sidst nedbrød deres viljestyrke og tvang dem til at tage flugten. Så godt som alle de interviewede beskylder myndighedernes udsultning af landsbyerne og den akutte fødevaremangel som den væsentligste årsag til, at de er flygtet.

Mange af de nyankomne forklarer, at deres moral knækkede, da militæret nægtede dem adgang til deres rismarker i høstsæsonen i november og december. Sikkerhedsstyrker har også været impliceret i tyveri af kvæg og har nedbrændt adskillige lokale markeder. Tilsammen har det ødelagt indbyggernes levevilkår og skabt udbredt fødevaremangel. Fødevaresituationen er forværret af, at myndighederne har indført skrappe restriktioner for humanitær nødhjælp til Rakhine.

Dildar Begum, 30, ankom til Bangladesh i begyndelsen af januar, efter at hun var flygtet fra landsbyen Ka Kyet Bet Kan Pyin. Hun fortæller til Amnesty, at hendes familie kom i svære økonomiske problemer, da myndighederne dukkede op og krævede en stor sum penge. I modsat fald ville hendes mand blive arresteret. Derefter forhindrede militæret, at familien og de øvrige indbyggere i landsbyen kunne høste deres rismarker.

”Vi kunne ikke få noget mad. Derfor flygtede vi”, siger Dildar Begum.

Myanmars sikkerhedsstyrker står vagt ved en kontrolpost uden for landsbyen Maungdaw i Rakhine, Myanmar. Foto: STR/AFP/Getty Images

Bortførelser af piger og kvinder

Amnesty International kan også dokumentere tre tilfælde, hvor militæret for nylig har bortført piger og unge kvinder. I begyndelsen af januar tiltvang soldater sig adgang til et hus i landsbyen Hpoe Khaung Chaung. Ifølge den 25-årige Hasina gennemsøgte de huset, og med en pistol for panden truede de hendes onkel til at udlevere hendes 15-årige kusine. Familien har ikke set pigen siden. Det samme gælder de øvrige bortførte piger, som dermed er blevet ofre for tvungne forsvindinger.

Rohingya-familier fra de landsbyer, hvor militæret for nylig har bortført unge piger, siger til Amnesty, at de er flygtet, fordi de frygtede flere bortførelser. Seksuel vold mod rohingyaer har været et kendetegn for Myanmars militær under udrensningen i Rakhine-provinsen, og de nye bortførelser rejser ifølge Amnesty alvorlige bekymringer for voldtægt og sexslaveri.

Røverier og udnyttelse

De flygtende rohingyaer skal typisk vandre i dagevis for at nå kysten, hvor de kan krydse over grænsen til Bangladesh med båd. Men sikkerhedsstyrkerne har opsat checkpoints langs de mest benyttede flugtruter, og her inddrager de systematisk penge og andre værdier fra alle, der kommer forbi.

En stor del af de nyankomne rohingyaer fortæller, at det værste af disse checkpoints er ved Sain Hnyin Pyar, som de flygtende passerer efter at have krydset bjergene. De beskriver samstemmende, hvordan sikkerhedsstyrker har opsat et pigtrådshegn tværs over stien ved et vandløb, og når grupper af rohingyaer ankommer til stedet, bliver mænd og kvinder adskilt. Derefter frarøver sikkerhedsstyrkerne dem systematisk alle værdier.

Mohammed Salam, 37, fortæller, at han blev frarøvet 450 US dollars i lokal valuta samt guld, en bærbar solfanger og noget tøj – i realiteten deres samlede formue. Mange rohingyaer oplyser, at sikkerhedsstyrkerne derefter noterede deres navne og landsbyer. I nogle tilfælde blev de fotograferet eller optaget på video og tvunget til at sige, at militæret ikke havde mishandlet dem.

De to brødre Mohamed Heron og Mohamed Akter på seks og fire år viser deres forbrændinger, som de i følge deres onkel Mohamed Inus fik da Myanmars sikkerhedsstyrker affyrede raketter mod deres landsby. To af deres søskende døde. Den ene blev syv år, den anden ti måneder. Derefter tog resten af familien flugten til Bangladesh Foto: Jorge Silva/Ritzau Scanpix