Mens Tyrkiet synes klar til at normalisere sine internationale relationer og primært trækker overskrifter for sin militære offensiv i Syrien, fortsætter retsstatens forfald internt i landet. Fængslingen af min kollega er blot det seneste eksempel på statens kvælertag på civilsamfundet.
Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark
Debatindlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 21. februar, 2018
I Amnesty er vi vant til mavepustere i vores arbejde for menneskerettighederne. Men i forrige uge gik et slag alligevel rent ind.
Efter otte måneders kamp modtog vi først den glædelig nyhed, at en domstol i Istanbul havde besluttet, at vores tyrkiske bestyrelsesformand, Taner Kilic, skulle løslades fra sin varetægtsfængsling. Men da Taners familie, hans pårørende og vores lokale kollegaer nåede frem til fængslet i Izmir, blev de i stedet mødt med beskeden om, at Taner var blevet flyttet til byens politistation. På anklagemyndighedens opfordring havde domstolen omgjort sin egen beslutning, viste det sig.
Ved Taners næste retsmøde vil han have tilbragt mere end et år i fængsel. Ligesom tusindvis af andre tyrkere er han anklaget for terrorisme. Det er en dybt alvorlig påstand, som kan give ham op til 10 års fængsel, og jeg vil ikke fortænke nogen i instinktivt at tro, at sådan en anklage naturligvis må være underbygget af faste beviser.
Det er bare ikke tilfældet i Tyrkiet. Langt fra.
Der findes ikke skyggen af bevis imod Taner. Hele sagen hviler på en påstand om, at han skulle have installeret et program på sin telefon, som tillader at kommunikere krypteret, og som ifølge de tyrkiske myndigheder er blevet brugt af tilhængere af Gülen-bevægelsen. Taner benægter, at han nogensinde skulle have installeret eller brugt det. Uafhængige eksperter, som har undersøgt hans telefon, giver ham ret. Lige vidt hjælper det.
Desværre er det sigende for, hvordan det tyrkiske civilsamfund siden kupforsøget i sommeren 2016 har været under voldsomt angreb:
Mere end 100 journalister er varetægtsfængslet. Myndighederne har lukket 180 medier. Mere end 50.000 mennesker er tilbageholdt under anklage for at støtte ”Gülen-terror-bevægelsen”. Mere end 100.000 offentligt ansatte er blevet fyret. Undtagelsestilstanden, som er blevet brugt til at lukke hundredvis af NGO’er, er nu seks gange blevet forlænget.
Selvom Tyrkiet både har en ret og en pligt til at retsforfølge de ansvarlige bag det drabelige kupforsøg, er der intet, som retfærdiggør de voldsomme og vilkårlige angreb på borgernes rettigheder, som myndighederne siden kuppet har stået bag.
Normalt ville fredelige aktivister som Taner stå i forreste linje for at kæmpe imod sådanne angreb på civilsamfundet og på borgernes rettigheder. Det kan de ikke længere i Tyrkiet.
Det er værd at huske på, når Tyrkiet i dag primært tiltrækker sig opmærksomhed for sine militære operationer i Syrien og når landet, som Kristeligt Dagblad har beskrevet, forsøger at normalisere sine relationer til flere europæiske lande.
Alt er ikke normalt i Tyrkiet.
Så langt fra.