Ingen steder at tage hen: Transkvinde fanget mellem bander og Trumps USA
Af Josefina Salomon
Foto og video: Sergio Ortiz/Amnesty International
25-årige Cristel vågner på det kolde gulv en morgen i april 2017. Rummet er to gange to meter. Hendes mave knurrer på grund af den sparsomme diæt på tre burritos om dagen, og hendes øjne smerter på grund af mangel på naturligt lys og frisk luft. Uden at kunne tale med et andet menneske og uden at ane noget om sin egen fremtid er hun overbevist om, at hun har nået sit livs lavpunkt.
Hun blev anholdt af USAs immigrations- og toldagentur i Tijuana, Mexico otte dage tidligere og derefter bragt til Ota Mesa Dentetion Center i San Diego, Californien.
Hun blev isolationsfængslet. Hun fik ingen forklaring.
Denne kolde morgen i april kommer hun i tanke om den vold, som overtog hendes liv i hjemlandet El Salvador. De tilsyneladende endeløse dødstrusler, der holdt hende vågen om natten, og afpresningerne for umuligt høje beløb, der efterlod hende uden penge til mad samt den kugle, der dræbte hendes kæreste bare få måneder tidligere.
Alt sammen gør hende bevidst om, at det var det rene selvmord at blive boende i El Salvador.
Hun tror nu, at hun har nået endestationen. At der efter fem år på farten ikke er flere muligheder tilbage. At der ikke er flere steder at tage hen. Hun kan ikke bære tanken om at tage tilbage til El Salvador til det liv, hun er så rædselsslagen for.
Cristel tegner den celle i USA, hun blev tilbageholdt i, efter hun flygtede fra dødstruslerne, afpresningerne og volden i sit hjemland El Salvador.
Frygt og udmattelse
Vi mødte Cristel en håndfuld gange i løbet af halvandet år. Først i hendes hjemland El Salvador, senere i Mexico og forskellige steder på ruten imellem, og hver gang blev hendes historier mere foruroligende. Så meget, at vi spekulerede over, hvordan et menneske kan holde til så meget vold og usikkerhed.
Frygt, udmattelse og frustration manifesterer sig på mange måder. Der var de fysiske ændringer som vægttab og mørke rander omkring øjnene, som var taget til, hver gang vi mødte Cristel. Og så var der de tilsyneladende ustoppelige tårer, som kom mere og mere uforudsigeligt, og ugerne uden vi hørte en lyd fra hende eller de ubesvarede beskeder på Whatsapp, som efterlod os bekymrede for, hvad der var sket hende, eller om hun var blevet dræbt.
Hun stillede os hele tiden åbne spørgsmål. ”Hvad skal der dog ske med mig?”, var det mest almindelige.
Livet i mordenes hovedstad
Det er en ejendommelig følelse, der rammer dig, når du går i gaderne i El Salvadors hovedstad San Salvador. På trods af at byen har en af verdens højeste mordrater, 81,2 per 100.000 indbyggere i 2016, så er volden godt skjult af byens puls.
”Det ene øjeblik er der helt roligt, og det næste bliver folk dræbt for øjnene af dig”, fortalte en taxachauffør mig en gang.
Hvert kvarter er under kontrol af en kriminel bande, som lokalt bliver kaldt en ”Mara”. Med afpresning og ”skatter” holder de et hårdt greb om befolkningen, som både individer og virksomheder er nødsaget til at betale. Manglende betaling er lig en dødsdom.
Vi møder Cristel for første gang i marts 2016.
Køreturen til hendes hjem i en af byens mest voldelige kvarterer kræver grundig planlægning. Først må vi lede efter en chauffør, der overhovedet er villig til at tage turen og derefter lægge en nødplan for, hvordan vi hurtigt kan slippe væk.
Vi rejser altid to og to – en reporter og en fotograf – denne gang i bil med nedrullede vinduer, så kvarterets bandemedlemmer kan se, hvem der kommer ind og ud af deres område. De kan ikke lide udenforstående.
Chaufføren venter på os med motoren kørende og højest i en halv time.
Cristel byder os med et bredt smil velkommen i sit hjem. Hun er for nylig flyttet sammen med sin kæreste Daniel i et farverigt værelse ud til gaden. I et hjørne ligger et udvalg af børster, hårnåle og neglelak. Parret er lykkeligt selvom det i praksis betyder, at de sover i korridoren ved indgangen, som bliver benyttet af alle husets beboere.
Og det er ikke parrets eneste trængsel. Cristel arbejder i en skønhedssalon, hvor hun tjener fem dollars om dagen, men den lokale Mara har afpresset hende til at betale 35 dollars om ugen.
”Hvordan skal jeg kunne betale så mange penge?”, spørger hun og fortsætter:
”Jeg har set folk blive dræbt, efter de ikke har betalt. VI kan ikke engang melde det til politiet, for de samarbejder med banden. Det er tortur at bo i El Salvador”.
