”Jeg er sønderknust, men jeg er nødt til at fortsætte”

 
Udgivet
01.
Reportage

”Jeg er sønderknust, men jeg er nødt til at fortsætte”

Af Duncan Tucker og Louise Tillotson

Foto: Sergios Ortiz/Amnesty International

MEXICO CITY – Efter 23 dages hård rejse gennem silende regn og tropisk varme, tager Supaya* sig en tiltrængt pause på et idrætsanlæg i Mexicos hovedstad – den udgør et tilflugtssted for de mellemamerikanske migranter og flygtninge, der i flere forskellige karavaner er på vej gennem landet med USA som endemål.

”Det har været en hård tur, særligt for dem”, siger hun og peger på sine to yngste drenge på syv og ti år. ”En af dem blev syg, men han har det gudskelov bedre nu. Vi har gået meget. De bliver udmattede, og de har mistet huden på fødderne. Nogle gange har de været nødt til at gå i bare fødder”.

Som mange andre blandt de tusinder af mennesker, der i øjeblikket forlader Honduras, El Salvador, Guatemala og Nicaragua, er Suyapa taget afsted af nødvendighed snarere end fri vilje.

 


November 2018: På idrætanlægget i Mexico City hviler karavanens deltagere sig. 


Trump: ”De er kriminelle”

USA’s præsident Donald Trump har kaldt karavanernes deltagere for ”kriminelle” og udstationeret over 5.000 soldater for at forhindre dem i at krydse grænsen ind i USA. Men de fleste af dem er kvinder og børn, der blot leder efter et sikkert sted at genopbygge en tilværelse.

Ifølge myndighederne i Mexico By var der 1.726 børn blandt de 4.841, som var registreret på idrætsanlægget den 8. november, herunder 310 børn under fem år. Omkring 30 procent af de registrerede var kvinder.

Suyapa flygtede fra den honduranske by San Pedro Sula, efter at medlemmer af en voldelig, kriminel bande, kaldet maras, udsatte hende for afpresning og krævede al indtjening fra hendes madbutik og siden tvang hendes ældste søn til at tilslutte sig banden.

”Han havde ikke noget valg. Jeg forsøgte at forhindre det, men de sagde til mig, at hvis jeg blev i landet, ville de dræbe min familie”, siger Suyapa. ”Det er ikke tomme trusler, de gør dem til virkelighed”.

Banden gav hende tre dage til at forlade byen for altid.

”Hvad gjorde jeg? Jeg forlod mit hjem, forlod alt, tog mine børn… jeg havde ikke andet valg”. 

Suyapa kendte ikke på forhånd til karavanen, men da hun hørte om den, besluttede hun at slutte sig til den.


November 2018: Claudia har rejst over 1500 kilometer med sine tre børn. Den ene dreng er syg.


Op mod 10.000 på vej

Der er flest honduranere i denne karavane, som er den første, der er nået frem til Mexico City. Mange siger, at det er den lokale vold og mangel på beskyttelse fra myndighedernes side, der har fået dem til at forlade deres land, der generelt er præget af fattigdom og begrænsede fremtidsmuligheder. I alt er mellem 7.000 og 10.000 mellemamerikanere i disse uger på vej i karavaner gennem Mexico mod USA.

Dette improviserede tilflugtssted er lidt af et helle for karavanens deltagere, fordi der er telte, klapvogne og mulighed for at hænge sit tøj til tørre. Frivillige og offentligt ansatte tilbyder lægehjælp og tre måltider om dagen. Frivillige frisører tilbyder gratis klipninger, og klovne underholder de små børn, mens teenagerne spiller fodbold.

28-årige Claudia sidder på en gynge, mens hendes tre børn leger. Den ene dreng er syg. En læge har set på ham, men han siger, der er brug for at foretage yderligere prøver, når familien er nået frem til deres mål. Claudias familie har rejst over 1500 kilometer. Et barn har siddet i en klapvogn, mens de øvrige har gået. De var nødt til at forlade Honduras, efter at en bande truede dem, fordi de ikke havde betalt ”krigsskat” af hendes mands lille virksomhed.

”Vi ville gerne tage tilbage, men det kan vi ikke,” siger hun.


November 2018: Mens Claudia sidder på en gynge, fortæller hun om truslerne de brutale bander i hendes hjemland, Honduras. 


Som Amnesty International dokumenterede sidste år er afpresning og krav om at betale ”krigsskat”, som maras bedriver, almindeligt i Mellemamerika, men går man ikke ind på kravene, risikerer man sit liv.

Lige før Claudia og familien rejste, lukkede de virksomheden, og de levede i de dage i daglig frygt for banderne.

”Politiet har ingen magt der”, siger Claudia, da hun bliver spurgt, hvorfor hun ikke er gået til myndighederne for at få hjælp. Hvis man anmelder banderne, og de finder ud af det, ”ødelægger de dig”, som hun siger.

Nu ønsker Claudia at finde et sikkert sted at bo, hvor hendes børn kan gå i skole. Hun begynder at græde, da hun fortæller, at hendes børn flere gange har spurgt hende, hvornår de skal hjem igen: ”Jeg er sønderknust, men jeg er nødt til at fortsætte”.


November 2018: En lille pige i lejren på idrætsanlægget i Mexico City


Drømmen om skolegang i fred

Suyapa er fast besluttet på at nå frem til USA, så hendes sønner kan vokse op i sikkerhed.

”Min drøm er at krydse grænsen og blive i stand til at give mine børn et bedre liv, først og fremmest så de kan gå i skole i fred,” siger hun.

Men det er en drøm, der udelukkende skyldes nødvendighed og de ubærlige omstændigheder i hjemlandet.

”Tror du, det var mit ønske at komme her med mine børn? Aldrig. Jeg ville aldrig have forladt mit land, hvis livet havde været anderledes der”.

*Interviewpersonernes navne er blevet ændret for at beskytte dem

Artiklen er oversat af Henrik Brun

Dokumentation gør en forskel - Støt Amnestys arbejde