Fem gange forsøgte jeg at begå selvmord. Første gang, jeg forsøgte at skære min pulsårer over, blev jeg ført til en læge, der skulle lappe mig sammen. Han reddede mit liv, men ikke fordi han havde ondt af mig, kun for at sælge mig videre.
Jeg blev ført over den syriske grænse og rykket rundt fra sted til sted - hvert sted mere beskidt end det forrige - som straf for, at jeg nægtede at konvertere. Et sted var vi seks yezidi-kvinder, der blev fordelt mellem 30 IS-krigere.
De piskede mig med kabler og slog mig med jernrør, så jeg fik kraniebrud tre steder. En dag viste de mig et foto af min far og spurgte, om jeg var hans datter. Min far var soldat i den irakiske hær og med til at bevogte den irakisk-syriske grænse. Jeg løj, men de troede ikke på mig og fortalte mig, at de ville slå mig ihjel den næste dag.
Om natten flygtede jeg med seks andre. Jeg kom til et sted i Syrien, hvor nogen tog sig af mig. Derefter blev jeg smuglet tilbage til min landsby i Irak. Men der var ingen beboere tilbage.
Den eneste i min familie, der havde overlevet, var min 15-årige bror, der var blevet såret. Vi endte i en flygtningelejr og fik derefter asyl i Tyskland. Det er et godt land med gode mennesker. De reddede mit liv. Måske kan jeg alligevel blive matematiklærer en dag.
Den største hævn for mig ville være at se IS blive stillet for en domstol. Jeg er ikke interesseret i at skade andre mennesker. Jeg vil hellere se dem i fængsel end se dem dø for, hvad de har gjort”.
Konvertér eller dø’, sagde de, men vi nægtede.
Vi ved, de bliver slået. Vi ved, de bliver voldtaget
”Kvinderne var mere voldsomme og mere fundamentalistiske end mændene. Ofte var de med til at udpege os når vi skulle sælges og de bar flere våben".
"3000 yezidier er stadig i hænderne på IS. Vi ved, de bliver slået. Vi ved, de bliver voldtaget. Vi ved ikke, hvor mange, der har begået selvmord eller er blevet dræbt ved bombeangreb. Det er bedre at dø end at leve hos IS. Tusindvis af drenge er blevet taget af IS og hjernevasket. De ved ikke længere, hvem deres familie er. Flere af dem springer sig selv i luften til ære for IS".
"Ved min landsby er 50 massegrave blevet opdaget. Tusindvis af de tilbageværende yezidier kan ikke gå i skole. Jeg ville ønske, Danmark kunne tage imod yezidier, ligesom andre lande har gjort, og give dem mulighed for at fortsætte deres skolegang".
"Hvis man en dag anerkender at det, der skete, var et folkemord og kan udstede garantier for, at vi ikke bliver overfaldet, så vil jeg gerne vende hjem til min landsby. Og jeg håber, jeg med tiden kan genoptage mine studier, men først har jeg brug for at se IS blive stillet til ansvar ved en domstol”.
