Krigen i verdens yngste land

 
Udgivet
01.
Fotoportræt

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2018

Meget kan forandre sig på bare syv år.

I 2011 stemte sydsudaneserne med overvældende flertal ja til selvstændighed fra Sudan, og ledsaget af jubelscener og en national fejring, som gik kloden rundt, fik verden officielt sit 196. land.

I dag er Sydsudan låst i en brutal borgerkrig. Store dele af landets omtrent 12 millioner indbyggere kæmper foruden overgreb fra de stridende væbnede grupper imod hungersnød og ekstrem sult.

Over flere researchmissioner har Amnesty dokumenteret voldsomme overgreb mod civile fra en række af krigens parter. Drømmen om et stort forenet Sydsudan, der tæller mere end 60 forskellige etniske grupper, er smuldret.


For to år siden var Perina nyhedsvært på sydsudanesisk TV. Nu lever hun med sin mand og deres tre drenge og tre piger under teltdugens 15 kvadratmeter i FN-lejren i Wau i den nordvestlige del af landet. I lejren arbejder Perina med at organisere og beskytte kvinderne. 


To knægte leger imellem teltdugene i Bentius lange rækker af midlertidige boliger. Privat-livet er begrænset, stress og konflikter er udbredt, og epidemier trives. Om natten forcerer ukendte væbnede mænd ofte lejrens simple pigtrådshegn for at plyndre beboerne.


Når solen går op og ned, åbner og lukker portene til FN-lejren i Wau. Civile forsøger her at opretholde hverdagen med skole, arbejde og besøg på markedet i byen. Antallet af beboere i lejren ses som en indikator for sikkerhedssituationen i området.


Ud af mudderet laver børnene små figurer til leg. 


Centralt i den igangværende væbnede konflikt står landets præsident Salva Kiir og hans forhenværende vicepræsident Riek Machar, som efter tidligere at have kæmpet side om side nu står i spidsen for hver sin stridende gruppe.

Konflikten imellem de to begyndte med politiske uenigheder i 2013, men eskalerede siden voldsomt, da soldater, loyale overfor hver part, samme år endte i åbne kampe. Herefter spredte den etniske vold sig hurtigt i landet, hvor etnisk betingede konflikter går årtier tilbage, og hvor Kiir og Machar repræsenterer forskellige grupperinger.

Flere fredsaftaler er undervejs faldet fra hinden, men en nylig underskrevet våbenhvile fra juni giver en smule håb om, at den væbnede konflikt, som har skabt Afrikas største flygtningekrise, kan være på retur.


Den FN-beskyttede lejr i Bentiu er en af landets største. Omkring 115.000 mennesker har fundet midlertidig beskyttelse her. 


I 2012 fejrede sydsudanesere årsdagen for landets uafhængighed på byens fodboldstadion.  


Fodboldkampe samler børn og unge omkring solnedgang i Bentiu.


Et overblik over de etniske grupper i Sydsudan. 64 i alt, ifølge dette kort, der er hængt op på FN-basen i Torit.


Uddeling af madbilletter på hospitalet i Agok, Abyei. 


Ungdomsmilitser samlet for at forhandle fred. Aldersbestemte kampe har længe været med til at afgøre den sociale lagdeling både internt og imellem militserne. Ofte er den udløsende faktor for kampe imellem militserne kvægtyveri eller kidnapning af kvinder fra rivaliserende stammer.


For to år siden mistede Agan Deng (21) sin mand, der var soldat i regeringshæren. I dag ligger hun med sin tre-årige søn Toch på et hospital drevet af Læger Uden Grænser. Han modtager en blodtransfusion og hjælp mod både underernæring og malaria.   


Væbnede unge mænd på vej hjem til deres landsby nær Pibor i delstaten Boma. Af sikkerhedsgrunde har mange indbyggere anskaffet sig våben. Startprisen for en Kalasjnikov ligger på 250 euro, omtrent det samme som prisen på en ko.


Soldater fra Rwanda bevogter en FN-flygtningelejr i Torit nær hovedstaden Juba. Også soldater fra Nepal bidrager her til arbejdet med at modtage og beskytte civile tvunget på flugt i kampe mellem Sydsudans officielle hær, SPLA, og oprørsgruppen SPLA-IO.


Siden 2013 har krig og fødevaremangel tvunget cirka fire millioner mennesker til at forlade deres hjem. To millioner sydsudanere er flygtet til nabolandene. Mere end syv millioner vurderes at mangle humanitær hjælp. Titusinder er blevet slået ihjel.

Efter i tre måneder at have rejst rundt i Sydsudan for at portrættere både krigen og hverdagen i verdens yngste land, opsummerer fotografen Peter Bauza det således:

”Tegnene på, at hungersnøden truede Sydsudan, havde været der længe. Rivaliserende grupper havde været låst i kamp, og det eneste, som var kommet ud af deres hensynsløse krav på magten, var en generel oplevelse af kaos. Og nu er den her så, den menneskeskabte katastrofe: Borgerkrig, flugt, sygdom og sult. Sådan er det daglige vanvid i Sydsudan.”


På afstand følger en underernæret dreng med i distributionen af fødevarer i Hat, Jonglei, et område kontrolleret af oprørsgrupper.


Et hold medarbejdere fra FN’s Fødevareprogram ankommer til Hat i staten Jonglei før nedkastningen af basale fødevarer. Omringet af vand og sump har beboere i området ikke modtaget hjælp i mere end tre måneder. 


I den traditionelle udhuggede kano stager en yngre kvinde sig ned ad floden efter rent vand til madlavning og vask. Det sumpede terræn har givet indbyggerne her en vis beskyttelse imod angreb fra Sydsudans officielle hær, SPLA.


“Johnny Airdrop”, kalder hans kollegaer ham. Han har efterhånden mange års erfaring i at sikre koordinaterne, når flyene fra WFP skal nedkaste ris, bønner, mel og olie. 


Lørdag og på vej til messe. Mange af de cirka 9500 indbyggere i oprørskontrollerede Hat er kristne ligesom størstedelen af Sydsudans befolkning. Omkring en tredjedel af landets indbyggere tror på traditionelle afrikanske religioner.