Lars Løkke er ude af sync med menneskerettighederne

01.
Debatindlæg

Lars Løkke er ude af sync med menneskerettighederne

Statsministeren tager Menneskerettighedsdomstolen som gidsel i forsøget på om at udvise nogle få kriminelle udlændinge.

Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling

Indlægget er bragt i Politiken den 31. januar 2018

Det kunne have været et stolt forsvar for menneskerettighederne, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i den forgangne uge holdt tale for Europarådet – men sådan gik det ikke. I stedet brugte han sin taletid på at angribe Menneskerettighedsdomstolen, som ifølge Løkke er ude af sync med medlemslandene og den brede offentlighed. Dermed valgte han at udnytte det danske formandskab for Europarådet til at placere Danmark i bås med nogle af de europæiske lande, der sår tvivl om menneskerettighederne og ønsker at udvande dem ud fra snævre nationale interesser.

Det er en farlig vej, når Danmark på den måde udhuler Menneskerettighedsdomstolens autoritet. Lars Løkke glemmer tilsyneladende, at domstolen er til for borgerne – ikke for regeringerne. Han overser, at domstolen netop fungerer som et værn mod overgreb fra medlemsstaterne. På den måde er det snarere statsministeren, der er ude af sync med menneskerettighederne.

Regeringens væsentligste anke mod Menneskerettighedsdomstolen er, at det er for svært at udvise udenlandske kriminelle, fordi det kan krænke retten til familieliv, eller fordi de risikerer tortur eller dødsstraf i deres hjemlande. Dermed tager statsministeren domstolen som gidsel ved at bringe hjemlige, danske udfordringer op i en europæisk sammenhæng, hvor de ikke hører hjemme. Lars Løkkes påstand er ovenikøbet behæftet med væsentlig usikkerhed – hvis det da ikke er direkte fejlinformation. Således vurderer Institut for Menneskerettigheder i en juridisk analyse, at det er muligt at udvise flere kriminelle udlændinge uden at komme på kant med sine internationale forpligtelser, og at de danske domstole generelt dømmer mildere end Menneskerettighedsdomstolen, når det kommer til udvisningssager.

90-95 procent af alle udvisningsbegæringer i Danmark godkendes allerede nu. Hvorfor så angribe domstolen, hvis det ikke er her problemet ligger? Det klinger hult, når statsministeren hævder, at der skal reformeres for at bevare, og når han hævder, at domstolen beskæftiger sig for meget med lande, hvor menneskerettighederne generelt har det godt (læs: Danmark). Det er et stråmandsargument, der ser bort fra det faktum, at den altovervejende sagsbyrde ved domstolen kommer fra seks lande: Tyrkiet, Italien, Rusland, Rumænien, Ukraine og Polen.

Desværre er der langt større ting på spil, end hvor vidt et par udlændinge, der er havnet i kriminalitet, kan udvises. Med sine udmeldinger underminerer regeringen Menneskerettighedsdomstolens legitimitet og spiller direkte ind i den voksende splid i Europa, hvor flere af medlemslandene er på en farlig kurs væk fra grundlæggende retsprincipper. Senest har EU aktiveret den særlige artikel 7 mod Polen, som med sine omfattende reformer af retssystemet svækker domstolenes uafhængighed i strid med EU’s Charter.

Heldigvis har både Tyskland, Norge, Sverige og Island taget kraftigt afstand fra det danske forslag om at reformere konventionerne eller fortolkningen af dem. De anser diskussionen om udvisning af nogle få kriminelle udlændinge som et problem, de nationale regeringer selv må løse – uden at gøre domstolen til syndebuk. Det ville klæde Lars Løkke at tage nogle lidt større briller på, næste gang han taler om en af de vigtigste grundpiller i det europæiske sammenhold: Menneskerettighedsdomstolen. 

Støt vores arbejde nu!