Research bag blokaden

 
Udgivet
01.
Amnesty dokumenterer

Research bag blokaden

I marts måned blev tusinder af demonstranter i Gaza mødt med snigskytter, gummikugler og tåregas, da de protesterede helt tæt på hegnet til Israel. Mens omverdenen diskuterede, om volden var berettiget, kunne Amnestys researchere dokumentere tabstal og skader, som indikerede, at der var tale om drab, som kunne være undgået.

Af Jens Munch

Artiklen er bragt i AMNESTY #3 2018

”Israel udfører morderiske angreb på demonstrerende palæstinensere ved at lade landets væbnede styrker dræbe og lemlæste demonstranter”.

Der blev ikke lagt fingre imellem, da Amnesty International i slutningen af april offentliggjorde sine undersøgelser af følgerne efter de store demonstrationer i Gaza ved grænsen til Israel, der begyndte omtrent fire uger tidligere, den 30. marts, og efterfølgende blev gentaget hver fredag.

”Det israelske militær har dræbt 35 og såret flere end 5.500 andre – nogle med livsændrende skader, der tilsyneladende er påført bevidst. Størstedelen af de dødsfald, som Amnesty har analyseret, er sket efter skud i den øvre del af kroppen – inklusive hovedet og brystkassen. Nogle er blevet skudt bagfra. Øjenvidners beretninger, video og fotografiske beviser tyder på, at mange med forsæt er blevet dræbt eller såret, uden at de udgjorde nogen umiddelbar trussel mod de israelske soldater”, lød det fra Amnesty.

 


Gaza, 25. april 2018 En gruppe palæstinensere, som blev såret under demonstrationerne, står foran en klinik drevet af Læger Uden Grænser. Foto: Mahmud Hams/Ritzau Scanpix 


Krydstjek af fakta

Amnesty har intet kontor i Gaza, så researchen organiseres blandt andre af Laith Abu Zeyad fra Amnestys afdeling i Jerusalem.

Hvordan sikrer Amnesty International, at researcherne ikke bliver taget ved næsen af organiserede løgne om, hvad der faktisk er foregået?

”Vi benytter os af alle tænkelige metoder og kilder. Vi sammenligner udsagn fra vidner og ofre med opgørelser fra de lokale sundhedsmyndigheder og andre organisationer, som opererer i området. Når sundhedsmyndighederne i Gaza eksempelvis kommer med meget præcise tabstal og redegør for, hvordan folk er blevet dræbt og såret, vurderer vi efterfølgende, om det passer med, hvad andre organisationer oplyser – for eksempel Læger Uden Grænser, FN og Human Rights Watch. Godt nok angiver vi sundhedsmyndighederne som kilde, men oplysningerne er grundigt krydstjekkede”, siger Zeyad.

Han fortæller, at Amnesty også benytter sig af eksterne specialister, som kan vurdere bevismateriale. I arbejdet med at afdække volden i Gaza samarbejdede Amnesty med retsmedicinere, som vurderede Amnestys fotodokumentation af demonstranternes sår og skader. På den måde kunne Amnesty i sin rapport konkludere,
at en række skader stemte overens med skudsår fra israelske Tavor-højhastighedsrifler, som bruger 5,56 mm militær ammunition. Andre skader stemte overens med 7,62 mm projektiler fra amerikanske M24-Remingtonrifler, der bliver brugt til jagt og af israelske snigskytter. Projektilerne kendetegner sig blandt andet ved, at de udvider sig inde i kroppen på den, der er ramt.


Ingen adgang til Gaza

Et andet og helt afgørende bidrag til dokumentationen er Amnestys egen research. Researcherne bliver efter en grundig proces hyret af Amnestys afdeling i Jerusalem, da de israelske myndigheder ikke tillader, at Amnesty selv arbejder i Gaza.

”Godt nok udgør Gaza sammen med Vestbredden det palæstinensiske selvstyreområde, men reelt bliver området holdt i et jerngreb af Israel. Israel har blokeret Gaza de seneste 11 år og kontrollerer, hvem der bevæger sig ind og ud. Israel begrunder det med, at Amnesty ikke udfører humanitært arbejde. Amnesty kan derfor ikke officielt være til stede i Gaza”, siger Laith Abu Zeyad fra Jerusalem.

Amnesty må derfor ty til lokale researchere. Laith Abu Zeyad er med til at finde, udvælge og ansætte dem, der inde i Gaza skal finde og interviewe de mange kilder, der i sidste ende bidrager til et samlet billede af begivenhederne.

Zeyad beskriver det som et helt klassisk headhunterarbejde. De gode researchere er sjældne og kommer ikke selv og banker på døren og afleverer en uopfordret ansøgning.

”Det er af mange grunde vanskeligt at finde de rigtige folk. Vi kan for eksempel ikke tilbyde jobsikkerhed i form af fast ansættelse. Typisk ansætter vi kun folk en uge ad gangen, fordi vi ganske enkelt ikke ved, hvor meget arbejde der er. Desuden har vi jo ofte brug for dokumentation med meget kort varsel, da det handler om at indsamle vidnesbyrd så hurtigt som muligt, og vi kan naturligvis ikke styre, hvor og hvornår begivenhederne finder sted”.

Og det handler ikke bare om at finde folk, der er modige og arbejdsomme. Researcherne skal kunne lave kritiske interviews og ikke være bange for at krydsforhøre kilderne, selvom de netop har været udsat for traumatiserende hændelser.


Gaza, 11 maj, 2018 Demonstrationerne i Gaza ved hegnet mod Israel fortsatte efter Amnestys research-mission. Her bruger de israelske styrker tåregas mod demonstranterne. Foto: Ali Jadallah/Anadolu Agency/Getty Images


Farligt og vanskeligt

Vanskelighederne slutter ikke med ansættelsen af kompetente researchere inde i Gaza. En del af arbejdet som researcher er at være helt tæt på de ofte voldsomme begivenheder. Og så er der risiko for at blive ramt af soldaternes våben. Men også logistik og kultur kan stikke en kæp i hjulet for researchen i Gaza.

”Det er ikke altid, at folk er villige til at blive udspurgt af Amnesty. Ofte ønsker sårede kvinder ikke at lade sig interviewe af en mand, og da slet ikke at fremvise sår og skader. Andre gange er folk ganske enkelt skeptiske overfor, hvorvidt deres oplysninger forbliver anonyme”, siger Zeyad, som også oplister en række praktiske udfordringer:

Researcherne skal bruge kameraer og andet udstyr, når de skal interviewe, og det skal betales. Men det er trægt og nogle gange umuligt at overføre penge til Gaza. Også selve ansættelsesproceduren er vanskelig, fordi potentielle ansatte ikke kan komme til Jerusalem. Derfor foregår jobsamtaler over Skype, når strømforsyningen i Gaza ikke bryder sammen, hvilket den konstant gør, fortæller Zeyad.

Trods udfordringer er han ikke i tvivl om, at researchen har en effekt:

"Der er sager, hvor vi ved, at det har virket. Journalisten Yousef al-Kronz risikerede at få sit andet ben amputeret efter i marts at være blevet alvorligt såret af israelske styrker. Efter vores indsats tillod Israel ham at forlade Gaza for at modtage den rette lægehjælp. Hvad angår Israels overordnede behandling af borgerne i Gaza, så er jeg personligt fuldstændig overbevist om, at vores research gør en forskel. Politikere og vælgere verden rundt bruger vores viden som løftestang. Med rette bruger de os igen og igen som autoritativ kilde”.  

Dokumentation gør en forskel - Støt Amnestys arbejde