Socialdemokratiets forslag om, at Danmark skal drive flygtningelejre i fattige tredjelande, er ikke en farbar vej. Danmark bør gå efter fælles, internationale løsninger i stedet for at udlicitere sine flygtninge.
Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark
Debatindlægget blev bragt på www.fyens.dk den 23. februar, 2018
I et forsøg på at sætte en stopper for såkaldte spontane asylansøgere ved Danmarks grænser vil Socialdemokratiet oprette danskdrevne modtagecentre i Nordafrika – inspireret af den australske model. Det kan få voldsomme menneskelige konsekvenser, hvis det drastiske udspil til en ny asylpolitik bliver ført ud i livet.
Amnesty har dokumenteret, at de flygtninge, som Australien har fået placeret i lejre i Papua Ny Guinea og Nauru, udsættes for vold, chikane og røverier og lever under miserable forhold uden fremtidsudsigter.
Tidligere har også Human Rights Watch og FN udgivet kritiske rapporter om forholdene i lejrene. Danske politikere er blevet præsenteret for disse rapporter, og på den baggrund virker det uansvarligt at fremsætte et asylforslag, der lægger sig så tæt op af Australiens katastrofale måde at håndtere flygtninge på.
Indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at nogen lande har lyst til at lægge jord til danske lejre mod kontant betaling. Både Marokko og Tunesien har allerede afvist ideen, og selv hvis det faktisk lykkes Danmark at finde et land, som forpligter sig til at modtage alle spontane asylansøgere, vil det være forbundet med en række vanskeligheder at etablere lejre med den fornødne sikkerhed.
Hvordan vil Danmark sikre asylansøgere imod overgreb fra værtslandets myndigheder og en ofte fattig civilbefolkning, som kan opfatte lejre med rent vand, mad, adgang til lægehjælp og skolegang til asylansøgernes børn som en urimelig favorisering af ’de fremmede’? Selv om det ser let ud på papiret, er vi i Amnesty bekymrede for, om de mennesker – der i forvejen er dybt pressede – får den nødvendige beskyttelse i lande med et anstrengt forhold til menneskerettigheder.
Socialdemokratiet har lanceret deres udspil som et paradigmeskifte i dansk asylpolitik og betegner det som en ny humanisme. Og der er i sandhed behov for både humanisme og solidaritet, når det gælder afhjælpningen af flygtningekrisen, som er øget på grund af manglende internationalt samarbejde. Men dette forslag er hverken humant eller solidarisk.
Hvis udspillet mod forventning skulle blive til virkelighed, vil det måske føre til færre spontane asylansøgere i Danmark. Men det ville på ingen måde afhjælpe den nuværende flygtningekrise. Nærområderne huser næsten 90 procent af alle flygtninge, som ofte lever under kummerlige og uværdige forhold.
Samtidig fortsætter volden og forfølgelserne i Syrien, Afghanistan og de andre konfliktområder. Så incitamentet til at søge mod Europa vil fortsat eksistere. At Danmark helt nægter at tage imod de få tusinde, der har søgt asyl i de sidste år, vil næppe mindske antallet af druknede eller mishandlede mennesker, der i desperation begiver sig ud på den farlige rute væk fra krig og nød.
Derfor anbefaler Amnesty, at Danmark på europæisk og globalt plan arbejder mod en fælles og fair model for genbosættelser af mennesker på flugt. Som det første land i verden skrev Danmark i 1952 under på Flygtningekonventionen. Dermed afgav vi løfte om, at mennesker på flugt fra krig og forfølgelse har ret til en retfærdig asylsagsbehandling, hvor deres sag bliver behandlet individuelt.
Hvis Danmark går enegang, er der intet til hinder for, at lande som Jordan, Libanon og Kenya også gør det og sender millioner af flygtninge ud i verden. I stedet bør vi satse på at øge samarbejdet om kvoteflygtninge, der på sikker vis bringer mennesker udenom menneskesmuglere i et velordnet system. Samtidig bør de højt besungne nærområder hjælpes massivt.