NGO’er, som ”støtter migration” risikerer lukning i Ungarn, efter regeringen har fremlagt et lovforslag, der vil tvinge dem til at søge godkendelse hos myndighederne, og som vil beskatte deres finansiering tungt. Loven vil også ramme Amnesty International, der kalder den for ”frontalangreb” på civilsamfundet og opfordrer EU-ledere til at gøre alt for at standse loven.
OPDATERING:
Den 29. maj 2018 fremsatte regeringen i Ungarn ændringer til lovforslaget. De betyder, at bliver loven vedtaget, vil menneskerettighedsforkæmpere og advokater risikere fængselsstraf alene for at gøre deres arbejde og sikre asylansøgeres basale rettigheder, såsom adgang til information, juridisk bistand, basale fornødenheder med videre. Loven kan formelt blive vedtaget fra den 5. juni til og med den 20.juli. Bliver loven vedtaget, vil den også ramme Amnestys Internationals ansatte i Ungarn. Amnesty følger sagen og har for nylig kontaktet medlemmer af Europaparlament med opfordring om, at de arbejder for at standse angrebene på civilsamfundet i Ungarn.
Bliver en ny lovpakke vedtaget i Ungarn, vil NGO’er, der ”støtter migration”, fremover skulle registrere sig og søge sikkerhedsgodkendelse ved de ungarske myndigheder. Gør NGO’erne det ikke, risikerer de voldsomme bøder eller i sidste ende lukning.
Blandt de NGO’er, som står til at blive ramt af lovforslaget, er Amnesty International, som også har et kontor i Ungarn, og som over hele verden blandt andet arbejder for at sikre rettighederne for mennesker på flugt.
”Ungarns dårligt forklædte forsøg på at stigmatisere enkelte NGO’er har nu forvandlet sig til et frontalangreb, som truer organisationer, der udfører et afgørende stykke arbejde i Ungarn, heriblandt Amnesty International”, siger Gauri van Gulik, Amnestys direktør i Europa.
”Loven vil give regeringen frikort til angribe NGO’er under selv det mindste påskud. Disse lovforslag har intet at gøre med at beskytte national sikkerhed eller nationale grænser men derimod alt at gøre med at lukke munden på de, som støtter mennesker i nød, og som tør kritisere myndighederne”, siger Gauri van Gulik.
Amnesty International indtager en hovedrolle i den koalition af ungarnske organisationer, der sammen arbejder mod regeringens svækkelse af civilsamfundet. Foto: Amnesty International
Angreb på angreb
Under den forslåede lovgivning vil Ungarns regering ”identificere” NGO’er, som den skønner ”støtter migration”.
Loven vil kræve, at organisationerne søger og opnår en tilladelse fra landets indenrigsminister for at kunne udføre deres grundlæggende opgaver. Det inkluderer at føre kampagne, ”påvirke domstole”, udarbejde informationsmateriale, organisere netværk og arbejde med frivillige med henblik på at sponsorere, organisere eller på anden måde støtte mennesker, der søger adgang til landet for at søge international beskyttelse.
Indenrigsministeriet vil herefter i samarbejde med landets sikkerhedstjeneste skulle give en godkendelse, hvilket kan tage op til ni måneder.
Lovgivningen vil samtidig kræve, at organisationer betaler 25 procent i skat af private midler, de modtager til at finansiere deres arbejde henblik på at ”støtte migration”.
Betaler de ikke, risikerer organisationerne tunge bøder eller helt at blive opløst.
EU må sige fra
Lovforslagene bryder med Ungarns forpligtelser under international ret om at sikre retten til frit at ytre, forsamle og bevæge sig, påpeger Amnesty, som opfordrer EU’s øvrige lande til at sige fra over for Ungarn:
”Vi opfordrer Ungarn til at trække denne lov tilbage. Det er også på høje tid, at EU-ledere, der hidtil har fulgt med på sidelinjen, mens Ungarn har krydset den ene røde linje efter den anden, nu tager konkrete skridt for at stoppe dette angreb på civilsamfundet”, siger Guri van Gulik.
”Amnesty vil kæmpe imod denne diskriminatoriske og dybt skadelige lovgivning på alle niveauer. Fra gaderne og til domstolene, i Ungarn og udenfor”, siger Gauri van Gulik.