Behov for mere retfærdighed til voldtægtsofre

Folketinget har unik mulighed for at skabe store forbedringer for voldtægtsofre, mener Amnesty International.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har modtaget anbefalinger til, hvordan man styrker indsatsen mod voldtægt, fra et panel af eksperter.

Blandt anbefalingerne er et gennemgribende løft af bistandsadvokatordningen, så voldtægtsofre får bedre hjælp gennem hele processen i retssystemet. Andre anbefalinger går ud på, at ministeriet skal indhente erfaringer fra andre lande, der har en mere traumefokuseret tilgang til voldtægtssager, at undervisningsmaterialet til seksualundervisningen i skolerne skal opdateres og at der iværksættes en informationskampagne om sprogbrug, samtykke og frivillighed i kølvandet på en kommende ny voldtægtsbestemmelse i straffeloven.

Amnesty International Danmark, der har siddet med i ekspertpanelet, ser anbefalingerne som vigtige skridt i den rigtige retning. Men Danmark er langt fra i mål, hvis vi virkelig skal sikre, at der gøres noget ved den udbredte straffrihed for voldtægt samt sørge for, at voldtægt forebygges.

Forældede holdninger

En af de største barrierer for adgangen til retfærdighed for voldtægtsofre er forældede holdninger baseret på kønsstereotyper, myter om voldtægt samt forestillingen om, at vi allerede har ligestilling i Danmark – en forestilling, som blev punkteret forleden, da den årlige ligestillingsrapport fra World Economic Forum placerede Danmark på en 14. plads på listen over de mest ligestillede lande i verden. Vores nordiske naboer topper listen, idet Island, Norge, Finland og Sverige sidder på de fire øverste pladser.

At disse forestillinger og holdninger eksisterer både i det danske samfund generelt samt på alle niveauer i vores juridiske system, dokumenterede Amnesty i en stor international rapport i marts i år.

Rapporten viste, at det har ført til, at voldtægter i Danmark er voldsomt underrapporterede, og selv når en voldtægt anmeldes er chancen for sigtelse og dom meget lille. Tallene for hvor mange kvinder, der årligt bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, svinger fra ca. 5.400 (ifølge Justitsministeriet) til ca. 24.000 (ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet i 2018). Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd modtog politiet 1079 anmeldelser om voldtægt eller voldtægtsforsøg i 2018. Heraf blev kun 69 fundet skyldige ved dom, hvilket svarer til seks procent af sagerne.

”Det er positivt, at ekspertudvalget, som vi selv er en del af, ser på, hvordan man bedst hjælper ofrene. For der er brug for store ændringer og tiltag, da det er en hel kultur, som skal rykkes. Vi er glade for at se, at initiativerne dækker tiltag, som skal rykke både kulturen og praksis i retssystemet og samfundet, men vi mener også, at der skal flere tiltag til, og at det er vigtigt, at vi denne gang for alvor rykker på området.” siger Helle Jacobsen, programleder for køn, kvinder og LGBTI-rettigheder hos Amnesty International Danmark.

Strukturelle forandringer nødvendige

Det er således store strukturelle forandringer, der skal til, hvis vi virkelig som samfund vil sikre, at der ikke længere er straffrihed for en så alvorlig forbrydelse som voldtægt. Det samme gælder, hvis vi skal forebygge voldtægt. Her skal der udover ekspertpanelets anbefalinger sikres at seksualundervisning opprioriteres på alle undervisningstrin, hvilket igen kræver, at det bliver obligatorisk på læreruddannelserne. Der skal være et fast timetal, og undervisningen skal især dreje sig om samtykke og parforhold, fordi det er afgørende for grundlæggende forandringer. FN’s Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Menneskerettigheder kritiserede i oktober Danmark for netop en mangelfuld seksualundervisning.

”Det er vigtigt at forstå, at voldtægt ikke kun er et juridisk problem der handler om retssikkerhed, men i høj grad også et ligestillingsproblem og derfor mener vi, at politi, anklagemyndigheden og dommere også skal have forståelse for og viden om ligestilling. Derfor foreslår vi blandt andet, at disse faggrupper også skal have træning i kønsstereotyper og de særligt kønnede aspekter ved seksuel vold.” siger Helle Jacobsen.

Straffelovrådet ser i øjeblikket på, hvordan man kan lave en samtykkelovgivning på voldtægtsområdet, hvilket Amnesty velkommer og længe har presset på for. Vi afventer loven og vil være med til at sikre, at den lever op til Istanbul-konventionen.

”Det er nu, at Folketinget har en chance for virkelig at rykke på dette område og sikre et samfund, som lever op til internationale konventioner og er sikkert for alle at færdes i,” tilføjer Helle Jacobsen.

Yderligere oplysninger: Helle Jacobsen, programleder for køn, kvinder og LGBTI-rettigheder: 25652064

Amnestys anbefalinger:

 
Til straffeloven

Folketinget bør ændre Straffeloven og anklagemyndighedens retningslinjer for efterforskning af seksualforbrydelser, så de omfatter de skærpende omstændigheder, der er defineret i Istanbulkonventionens artikel 46, herunder seksuel vold begået af en nuværende eller tidligere partner, samt i tilfælde, hvor gerningsmanden misbruger sin autoritet over offeret (som det fremgår af Straffelovens §§ 218-221 – samleje i situationer, hvor en person udnytter en andens persons sindssygdom eller mentale retardering, eller deres afhængighed, som for eksempel i ungdoms- eller psykiatriske institutioner, og ligeledes, hvis det sker ved bedrag).

Folketinget bør træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre, at de skærpende omstændigheder i Istanbulkonventionens artikel 46 inddrages i den juridiske proces, ved at sørge for, at politiet, anklagemyndigheden og dommerstanden i højere grad er bevidste om deres eksistens og betydningen af dem.

Folketinget bør ændre Straffeloven og de relevante retningslinjer for anklagemyndigheden således, at definitionen af voldtægt fremover også gælder for oral penetrering uden samtykke

Andre tiltag for at sikre adgang til retfærdighed

Folketinget bør ændre Retsplejeloven, så den fremover indeholder muligheden for, at voldtægtsofre kan afgive vidneforklaring uden at behøve at møde i retten, for eksempel via video.

Ministeren bør sørge for, at der sker en undersøgelse og analyse af de grundlæggende årsager til det høje antal anmeldelser, der aldrig når i retten, for at kunne tackle dem på en systematisk måde.

For at forhindre sekundær viktimisering, og for at udrydde diskriminerende praksis og brugen af kønsstereotyper på alle niveauer af den juridiske proces, bør ministeren sørge for, at der er adgang til relevant, systematisk og obligatorisk grund- og videreuddannelse af de relevante fagpersoner (såsom politi og andet retshåndhævende personale, anklagere, dommere og ofrenes bistandsadvokater), der arbejder med overlevere af seksuel vold i forebyggelse og opklaring af seksuel vold, ligestilling og intersektionel diskrimination, voldtægtsmyter og stereotyper

For at sikre ensartethed i behandlingen af ofre for seksuel vold, både i anmeldelsessituationen og under efterforskningen, bør politibetjente i hele landet regelmæssigt oplyses om og undervises i Rigspolitiets Nationale Retningslinjer og efterfølgende opdateringer, og retningslinjernes efterlevelse bør være genstand for uafhængig monitorering.

Forebyggelse af seksuel vold

Ministrene bør sørge for, at der tilvejebringes obligatorisk, fyldestgørende, alderssvarende, kønssensitiv, evidensbaseret og objektiv seksual- og parforholdsundervisning til elever og studerende af alle køn og på alle undervisningstrin, også udenfor undervisningssystemet. Dette bør omfatte undervisning i samtykke, kropslig og seksuel selvbestemmelse og retten til kropslig integritet. Herunder et fast timetal til seksualundervisning

Der bør introduceres et obligatorisk modul vedrørende at undervise i seksualundervisning som del af læreruddannelsen.