Derfor virker almindelige borgeres sponsorering af flygtninge

 
Udgivet
01.
Nyhed

Derfor virker almindelige borgeres sponsorering af flygtninge

Community sponsorship bringer folk fra hele verden sammen. Kerneideen i programmet er simpel: Almindelige borgere hjælper flygtninge med at rejse og falde til i et nyt land. Med hjælp fra organisationer som Amnesty International hjælper disse sponsorer også med at ændre måden, der bliver talt om asylansøgere på – selv i de mest fjendtlige miljøer. Her deler sponsorer og flygtninge fra Storbritannien og Argentina deres historier.

John Barker, sponsor, 71 år, London:

Efter jeg for fem år siden gik på pension som lærer, var jeg opsat på at finde et nyt fokus. Jeg elskede at arbejde med mennesker, og jeg vidste, at jeg ville gøre et eller andet for at hjælpe flygtninge. Måske var det delvist, fordi min far som barn blev evakueret fra England til New Zealand under Anden Verdenskrig. Sammen med mine venner fra Hampstead Parish Church besluttede jeg, at community sponsorship var den rigtige vej at gå. Vi dannede en sponsorgruppe sammen med kirker fra andre trosretninger.

Det tog os omkring et år at få Rahaf, Monther og deres børn Aseel og Mohammad til Storbritannien. De havde boet i en flygtningelejr i Jordan efter at være flygtet fra Syrien.

Jeg har lært en masse af community sponsorship. Jeg er en tilbageholdende person, men det at sponsorere Rahaf og Monther lærte mig at kæmpe for andre, at tænke over, hvordan vi kan overtale andre mennesker til at blive en del af ordningen og at udvikle strategier til at få tingene gjort.

De har lært mig så meget i den tid, de har været her. Jeg har lært om muslimsk kultur, og jeg har set, hvordan det er muligt for mennesker fra alle religioner at være venner.

Jeg ser familien meget, og jeg er der for dem, uanset om de skal på jobcentret, navigere i Londons transportsystem eller lære engelsk. Jeg mødes jævnligt med Monther for at undervise ham i engelsk – og han har virkelig gjort fremskridt! Vi har også taget undergrundsbanen sammen. Jeg tænkte, at jeg ville tage ham med til et billedskønt sted, så vi tog til Charing Cross. Da han så floden, greb han min arm og sagde ”John, John! – han var så begejstret for at skulle krydse floden og begyndte at Facetime sine venner i Jordan og Libanon og opfordrede mig til at sige hej!"

Det er så dejligt at se, hvor langt familien er kommet de sidste otte måneder. Jeg er henrykt over, at børnene går i skole. Vi lærer noget om hinanden hver dag, og det er vidunderligt. Selv efter en virkelig dårlig dag med administration og papirarbejde tager vi tilbage til deres lejlighed, hvor de tilbereder det lækreste måltid.

Det er så vigtigt at støtte mennesker, der er blevet tvunget til at flygte fra deres lande. Folk bor under forfærdelige forhold – Storbritannien er et rigt land, og vi burde gøre meget mere for at hjælpe. Ved at tale med andre sponsorer bliver det meget tydeligt, at du får meget mere ud af ordningen, end du giver til den. 

Rahaf, 25 år, og Monther, 30 år, fra Syrien. 
Rahaf fortæller: 

Jeg er født og opvokset i Syrien. Livet der var skønt. Jeg gik i skole og nød at være sammen med familien. Da jeg var 16 år, introducerede min ældste søster mig til Monther, og vi blev gift. 

Den syriske konflikt begyndte i 2011. Der var bombninger fra luften og kampe på jorden. Vi frygtede for vores liv, så vi flygtede fra Syrien og tog til Jordan. I de første tre år boede vi i en FN-flygtningelejr, hvor min datter blev født. Vi fik så tilladelse til at flytte til Madaba, hvor min søn Mohammad blev født.

Monther fik job som gadefejer, og jeg arbejdede som stuepige, mens jeg færdiggjorde et seks måneders kursus i børnepasning. Vi boede i Jordan i syv år, men følte os ikke velkomne. Vi søgte om at komme til England for vores børns sikkerhed.

Fra det øjeblik, vi ankom, fik vores sponsorer os til at føle os velkomne. Det var svært for os at tilpasse os det nye liv i begyndelsen. Vi talte ikke engelsk, og vi kunne ikke finde rundt, men livet bliver hele tiden nemmere. Monther og jeg er ved at lære engelsk. Mine børn er glade, har fundet sig til rette i skolen og er også begyndt at tale engelsk. Mohammads første engelsk ord var ”bananas”. Han elsker bananer!

Mit mål er at forbedre mit engelsk, så jeg kan blive barnepige eller skoleassistent. Det er dyrt at bo i London, så vi må begge sørge for, at vi kan skabe et godt liv for vores børn.

Jeg vil gerne takke mine sponsorer fra bunden af mit hjerte. De har gjort så meget for os. De har lært os om den britiske måde at leve, sproget, og hvordan man kommer fra det ene sted til det andet. Der er stadig mange mennesker, der har brug for hjælp i Syrien. Krigen er ikke ovre, og det er stadig ikke sikkert at vende hjem, så det er vigtigt at blive ved med at støtte andre.

Monther fortæller:

I Syrien ejede min familie en gård. Vi dyrkede oliventræer og hvede, men da krigen begyndte, blev vi nødt til at skære det hele ned, så ingen krigere kunne gemme sig imellem træerne og planterne. Vi flygtede til Jordan, og livet i lejren var svært. Den hårdeste ting var, at du ikke kunne forlade lejren, når du først var i den. Da vi kom til Storbritannien, følte vi os velkomne, som var vi en del af familien. Vi blev ikke behandlet som flygtninge; vi blev behandlet som mennesker. Da vi ankom til lufthavnen, var alle sponsorerne der til at byde os velkomne! De krammede os, og vi følte os glade og trygge. Vores børn følte sig meget trygge, og vores hjem var fuldstændig klar. Vi har lært en masse fra vores sponsorer, og vi har også lært dem om den syriske måde at leve på, og hvad det betyder at være en fasttømret familie.

Læs mere om modellen

En fortælling fra Argentina

Eyad er 30 år og er flygtet fra Syrien Susana er sponsor

Eyad Jaabary (Eddy), 30 år, fra Syrien:

Mit liv i Syrien var fuldstændig normalt. Jeg studerede engelsk litteratur, færdiggjorde en mastergrad og begyndte at undervise i engelsk. 

Det var ikke en nem beslutning at forlade Syrien. Der var mange grunde bag min beslutning om at rejse – den vigtigste var, at jeg ikke ville ind til militæret. I Syrien er der værnepligt, når du fylder 18. Det kan udsættes, hvis du går på universitetet, men efter at have færdiggjort min mastergrad, havde jeg udtømt alle muligheder. 

Jeg ville ikke risikere, at jeg glemte alt, hvad jeg havde lært bare for at kæmpe i en krig, som jeg ikke troede på. Jeg kan tjene mit land på andre måder – ved at undervise børn eller være en del af undervisningssystemet, men det var ikke en mulighed. Jeg havde ingen anden udvej end at rejse.

Da jeg var tvunget til at aftjene min værnepligt, vidste jeg, at der ville være grundig kontrol ved grænsen. Så jeg blev nødt til at gøre ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg ville gøre for at komme til Libanon, hvor jeg skulle flyve til Buenos Aires i Argentina. Da jeg ankom til lufthavnen i Libanon, fik jeg ikke tilladelse til at gå ombord på flyet, da jeg skulle mellemlande i Paris. Det kunne jeg ikke med et syrisk pas, så Susana, min sponsor, hjalp mig med at booke et fly via Rom i Italien. 

Jeg har været meget heldig, siden jeg ankom til Argentina. Jeg har fantastiske sponsorer, der har sørget for alt, hvad jeg har brug for for at kunne lære sproget og finde et arbejde. Mine sponsorer, Susana og hendes mand Patricio, er meget modige – det var min ven, Nairouz, der fortalte dem min historie. Inden en uge begyndte de på papirarbejdet. 

Vores forhold har udelukkende været positivt. Det var udfordrende at flytte hertil helt alene, men de har hjulpet mig med at finde til rette og genvinde min uafhængighed. Jeg lejer nu et værelse i et delt hus, og jeg har fundet et job på en skole. De har gjort processen meget mere afslappet, og vi har etableret et familiebånd – jeg tager hele tiden over til dem og griller! 

Vi kommer fra meget forskellige kulturer, men vi har lært en masse af hinanden. Jeg har lært om hårdt arbejde – de er begge over 60 år, arbejder hver dag, og de er meget aktive. Jeg har lært dem om min kultur, vores mad og vigtigheden i at slappe af – altså, jeg prøver at lære dem det!

Jeg føler mig som en del af lokalsamfundet nu. Jeg har en masse argentinske venner og kolleger, og jeg vil gerne fortsætte med at arbejde på skolen, så jeg kan spare penge nok sammen til at flytte til en anden lejlighed og få min bror herover fra Syrien. 

Det har været en ufattelig oplevelse indtil nu – og jeg er glad for at kunne dele min historie. Jeg vil gerne takke det argentinske samfund for at være så åbent, imødekommende og venlig over for fremmede. Jeg forventede at blive mødt af fjendtlighed, men når jeg fortæller folk, at jeg kommer fra Syrien, smiler de bare. 

Susana Gutiérrez Barón, sponsor, 65 år, fra Argentina: 

Jeg kan huske, at jeg så det berømte billede af den lille dreng (Alan Kurdi), der døde på stranden i Tyrkiet. 
Min mand og jeg kiggede på hinanden og vidste, at vi blev nødt til at gøre noget. Som for mange andre mennesker rundt om i verden ramte det billede os og tilskyndede os til at gøre noget. Vi kunne ikke få krigen til at stoppe, så vi besluttede os for at byde familier velkommen og hjælpe dem med at finde arbejde. 

Jeg har lært meget af denne proces. Når du gerne vil hjælpe nogen, bliver du nødt til at tænke over, hvad denne person har brug for – ikke hvad du gerne vil give. Det syriske samfund er anderledes, og det at bo i et diktatur kan have en enorm effekt på mennesker. Jeg er vokset meget gennem denne proces, og jeg har lært at handle uden at forvente noget den anden vej. 

Vores venner er overraskeskede over det, vi gør – og det overrasker mig, at det overrasker dem, fordi det er så naturligt for os. Jeg mener seriøst, at utrolige ting kan ske, hvis man tager små skridt for at ændre verden omkring sig. 

Det er vigtigt at arbejde tæt sammen med sponsor-holdet omkring dig, tale med dem og dele erfaringer. Community sponsorship giver mulighed for at opbygge et netværk og skabe en forbindelse. Men for mig er den vigtigste forbindelse det menneskelige bånd, jeg har etableret med Eddy – intet kan matche det. 

Læs mere om modellen her