Hongkong kunstner: Se min by dø Aktivister Protester

 
Udgivet
01.
Hongkong

Se min by dø

Lokale kunstnere i Hongkong provokerer og sætter billeder på demokrati-bevægelsens kamp. En af dem er kunstneren Kacey Wong, der bruger demonstrationerne som en kunstscene.

Af Malene Haakansson

Bag en sort metaldør i en lagerbygning ved havnen åbner performance- og multikunstneren Kacey Wong op til en verden, der skriger det kinesiske kommunistparti og den lokale regering i hovedet.

De hvide vægge og gulv er fyldt med kunstværker og billeder af de mange stunts, som den anerkendte kunstner har lavet, og det er alt lige fra en lyserød kampvogn, hvor Wong optræder som en vred kinesisk general, til et rødt menneskebur hvor hans ven - klædt ud som demonstrant – bliver holdt fanget, og Wong agerer barsk politimand, der hamrer sin politistav mod buret.

Kacey Wong klædt ud som politimand i en happening.Allerede i foråret gjorde Kacey Wong opmærksom på den stigende politivold mod demonstranterne. Ved at klæde sig ud som en voldelig politimand, fik han skabt et billede på politivolden, og det kom på mediernes dagsorden. Flere demonstranter og forbipasserende hoppede med på ideen og bad om at blive arresteret.

På væggen ruller en video, hvor Wong cykler rundt i Hongkongs gader iført hvidt tøj til minde om studenterne, som blev slået ihjel under studenteroprøret på Den Himmelske Fredsplads i Beijiing den 4. juni 1989. 

I midten af rummet er der et værksted med skruebænk, hylder og skuffer med forskellige materialer.

”Jeg kan med min kunst vise, hvad der er på spil. Det skaber både opmærksomhed og debat. Og det motiverer demonstranterne til at fortsætte. Og så ser journalister også min kunst. De tager billeder af det, og mit budskab bliver hurtigt kommunikeret ud til endnu flere mennesker. Kunst er et enormt effektivt kommunikationsmiddel,” fortæller Kacey Wong.

Hans mål er at vise den gode side af mennesket i sager, der er større end én selv. For Hongkong er det at kæmpe for demokrati.

”Nogle gange præsenterer jeg mig selv som en frihedskæmper,” griner han.

Kacey Wong på sit værkstedDet var anholdelsen af den kinesiske kunstner Ai Wei Wei i 2011, som fik Kacey Wong til at dedikere en del af sit arbejde til politisk kunst. ”Når Kommunistpartiet kunne finde på at arrestere så god en mand, som Ai Wei Wei, gik det op for mig, at de ville ramme hvem som helst – og at de også kunne komme efter os i Hongkong.” 

Demonstrationerne i Hongkong er ikke kun en kunstscene for Kacey Wong – det er også en krigsscene: 

”Dette er en krig imod vores kultur. Hvis vi vinder, er prisen meget ydmyg. Vi beholder vores sprog og vores måde at leve på. Hvis vi taber, kan vi kysse vores liv, som vi kender det, farvel. Alt vil blive vendt på hovedet. Hvis du har brug for et billede af en fysisk konstruktion, så kan man sige, at Kinas koncentrationslejre kommer vores vej,” siger Kacey Wong med henvisning til Kinas såkaldte genopdragelseslejre i Xinjiang provinsen. 

Frihed eller død

Han mener, at Hongkong går igennem en transformation netop nu, hvor befolkningen, som er imod den øgede kinesiske indflydelse og indskrænkningen af borgernes rettigheder, går fra at udøve civil ulydighed til uciviliseret ulydighed.

”Det handler om at tænke længere, end den uretfærdige lovgivning, som vi er udsat for. Demonstranterne bryder loven ved at demonstrere og bære maske, men de venter ikke længere på, at politiet kommer og arresterer dem. De flyder væk som vand, som er hele filosofien bag demokratibevægelsen – be like water,” forklarer Wong.

Han er ikke i tvivl om, at fra nu af vil bevægelsens kamp blive mere og mere voldelig.

“De unge ved, at de vil møde større modstand. Derfor har de deres sidste vilje nedskrevet på et stykke papir, som de har med, når de demonstrerer. Det er frihed eller død for dem – og det er derfor, de agerer, som de gør,” fortæller Wong som siger, at han selv er et halvt århundrede gammel og derfor er langt mere forsigtig.

Voldsomme scener har udspillet sig mellem politi og demonstranter på Det Polytekniske Universitet i Hongkong, som demonstranterne har besat. Amnesty kritiserer politiet for at forværre situationen i stedet for at nedtrappe den ved blandt andet at spærre alle udgange og forhindre første-hjælpere i at nå frem til de sårede.  

I den seneste tid har flere af demonstrationerne udviklet sig til voldsomme gadekampe mellem en lille gruppe frontlinje demonstranter og sikkerheds-styrker. Frontlinje demonstranterne har blandt andet smadret pro-kinesiske butikker og kastet benzinbomber efter politiet.

Den største brug af vold har dog været politiets over for demonstranterne. Amnesty har dokumenteret udbredt brug af politivold og overdreven magtanvendelse som brug af vandkanoner og tåregas mod overvejende fredelige demonstranter. Noget af den barske håndtering af anholdte demonstranter kan sidestilles med tortur.

Historien om demokratiets fald

Kacey Wong mener, at demokratibevægelsens kamp ikke kun skal kæmpes i Hongkong men i hele verden, hvor Kinas indflydelse vokser. Og netop derfor vedrører situationen i Hongkong også mennesker langt udenfor byens grænser.

”Vores historie er ikke en lokal historie, når du ser på det monster, vi er oppe imod. Det vi oplever i Hongkong, foregår i mange små lande netop nu, fordi Kinas magt og indflydelse er så stor, og det er svært at sige nej til dette autoritære styre,” siger multikunstneren.

Han fortæller, at Hongkong er som at leve i en vestlig by. Den ligger bare i Asien.

”Det bliver et spændende studie at se, hvordan min by vil dø,” siger Kacey Wong, som fortsat vil bruge sin kunst til at udbrede demokratibevægelsens kamp, blandt andet ved at deltage i forskellige arrangementer i udlandet.

Indtil videre er han ikke blevet stoppet i at udføre sin kunst, men tager sine forholdsregler. Han tør ikke længere rejse ind i Kina. 

Læs rapporten om hvordan HongKong borgernes frihedsrettigheder er blevet indskrænket siden 2014.