John Nielsen
”Et godt og bevægende møde med Amnesty og de modige ofre”
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fik i går overrakt 50.000 underskrifter af voldtægtsoverleverne Liva Agger Jørgensen og Kirstine Holst, der ligesom Amnesty og de mange danskere ønsker en samtykkebaseret voldtægtslovgivning.
Voldtægtsoverleverne Liva Agger Jørgensen og Kirstine Holst mødte sammen med Amnesty torsdag eftermiddag op på justitsminister Søren Pape Poulsens (K) kontor med 50.000 underskrifter fra danskere, der kræver en samtykkebaseret lovgivning på voldtægtsområdet.
Inden de to kvinder overdrog ham den tunge bunke A4-ark, fortalte de om deres egne oplevelser med at føle sig magtesløs over for et system, hvor det som oftest er den krænkede, der skal bevise, at en forbrydelse har fundet sted.
Overvejede ikke at anmelde det
Liva Agger Jørgensen blev voldtaget af en bekendt på Roskilde Festival i 2015. Men først efter et år gik det op for hende, at hun rent faktisk havde været udsat for et overgreb.
”Som så mange andre overgav jeg mig bare og håbede, at det ville gå hurtigt over. Og jeg havde jo læst en masse om, at man skulle have kæmpet fysisk imod, før at det kunne kaldes voldtægt, og derfor overvejede jeg slet ikke at anmelde det. Jeg var bange for, at det ikke ville føre til noget alligevel. Men hvis der været en samtykkebaseret voldtægtslovgivning havde jeg uden tvivl stået frem meget tidligere og højst sandsynligt også haft modet til at anmelde”, sagde hun.