Sudan: Demonstranter giver ikke op

 
Udgivet
01.
Nyhed

Sudan: Demonstranter giver ikke op

Trods militærets blodige indgriben i rydning af protestlejr opfordrer protestledere den sudanesiske befolkning til at fortsætte kampen for at få en civilledet regering til magten.

Af Malene Haakansson

Tidligt om morgenen den 2. juni blev den fredelige demonstration foran militærets hovedkvarter knust af skyderi, og demonstranternes telte blev sat i brand. Folk var omringet fra alle sider af mere end 10.000 soldater, som begyndte at skyde mod demonstranterne, affyre tåregas og slå med piske og kæppe.

Sådan beskriver Amnestys Sudan-researcher Ahmed Elzobier det sudanesiske militærs angreb på fredelige demonstranter, som i flere uger havde besat området foran militærets hovedkvarter i hovedstaden Khartoum. Mere end hundrede mennesker blev dræbt og flere hundrede såret.

Et par dage efter flød der med lig i Nilen, som løber igennem hovedstaden. På sociale medier kunne man på billeder se, at mursten var bundet fast til kropsdele for at holde ligene nede i vandet. Målet med angrebet på demonstranterne var at knuse den folkelige bevægelse, som har tvunget det sudanesiske militær til at afsætte landets præsident i tre årtier, Omar al-Bashir. Men det er ikke lykkes at opløse bevægelsen, som både består af demonstranter og oppositionspartier.

Det militære overgangsråd, som har overtaget ledelsen i Sudan, benytter sig af det gamle regimes metoder med at lukke ned for internettet, så det bliver sværere for bevægelsen at kommunikere med hinanden. Og så får den paramilitære styrke Rapid Support Forces, RSF, frie tøjler til at stoppe modstanden.

”Demonstranterne arbejder nu hjemmefra, men de skal passe på, for RSF er klar til at dræbe dem,” fortæller menneskerettighedsaktivist og ph.d. i konfliktløsning, Dr. Adeeb Yousif.

Den 45-årige sudaneser har både deltaget i og fulgt protestbevægelsen, siden den opstod i slutningen af 2018. 

Adeeb Yousif, som står i midten af billedet, var lige som de andre demonstranter i Sudan grebet af eufori, da landets præsident igennem tre årtier blev væltet i april måned. Foto: privat

Fordømmelser fra omverdenen

Ifølge nyhedsmediet Al Jazeera opfordrer protestledere befolkningen til at demonstrere om aftenen i Khartoums gader. Udover kravet om en civilledet overgangsregering frem til et demokratisk valg, kræver bevægelsen, at militærrådet skal fordømme opløsningen af protestlejren den 3. juni.

Det militære overgangsråd har indrømmet, at de efter rådgivning besluttede, at protestlejren skulle ryddes. De beklager, at der blev begået “fejl”. 

“Det er fuldstændigt skandaløst og uacceptabelt, at det nu bekræftede og nøje planlagte angreb på sovende demonstranter er blevet reduceret til en fejl. De meningsløse drab på demonstranter skal stoppe, og dem, der er ansvarlige for dette blodbad, skal holdes ansvarlige for deres handlinger” siger Amnesty Internationals underdirektør for Østafrika, Sarah Jackson.

Amnesty opfordrer ligesom den sudanesiske protestbevægelse til, at der bliver igangsat en uvildig og international undersøgelse af overgrebene, og at den paramilitærstyrke RSF bliver afsat fra militær og politiopgaver. Den Afrikanske Union har reageret ved at suspendere Sudan fra unionen, indtil der bliver indsat en civilledet overgangsregering. Både FN og EU har fordømt angrebet på demonstranterne den 3. juni.

På de sociale medier har militærets rydning af protestlejren og drabene på over hundrede civile fået stor opmærksomhed. Med hashtagget #BlueForSudan fordømmer tusindvis af mennesker angrebet og mindes 26-årige Mohammed Hashim Mattar, som blev dræbt den 3. juni. Hans ynglings farve var blå.

26-årige Mohammed Hashim Mattar blev dræbt, da Sudans militær angreb fredelige demonstranter d. 3. juni. Nu æres hans minde på de sociale medier.

Tvivlsomme forhandlinger 

Angiveligt skal forhandlinger om en civilledet overgangsregering mellem demonstranterne og militærrådet genoptages, efter at de brød sammen kort tid før militæret ryddede pladsen foran militærets hovedkvarter. På spørgsmålet om, hvorvidt befolkningen kan stole på det militære overgangsråd, svarer Adeeb Yousif:

”Befolkningen har mistet tilliden til det militære overgangsråd. Jeg ser dem som en anden udgave af det tidligere regime – måske værre. De vil gøre alt for at blive på magten. Deres attitude og opførsel er mere farlig end det tidligere regerende parti, NCP. Ved at lukke ned for internettet har de afskåret det sudanesiske folk fra at kommunikere med hinanden og omverdenen.” 

Adeeb Yousif mener, at det militære overgangsråd manipulerer oppositionspolitikere til at komme tilbage til forhandlingsbordet og køber sig til støtte – også fra traditionelle ledere.

”Det militære overgangsråd får økonomisk støtte fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Uheldigvis bruger militæret pengene på at dræbe flere sudanesere og købe svage politikere. Rådet har inviteret hundreder af traditionelle ledere til et møde, hvor de både fik penge og biler,” fortæller han. 

Også Egypten støtter officielt det militære overgangsråd. Etiopiens premierminister har forsøgt at mægle mellem protestbevægelsen og det militære overgangsråd men indtil videre, har det ikke fået parterne tilbage til forhandlingsbordet. 

Adeeb Yousif mener, at der er brug for et mæglingsteam, som består af sudanesere og internationale og regionale mæglere for at sikre, at parterne når frem til en løsning, der sikrer at en ny overgangsregering reelt bliver ledet af civile og fører til et demokratisk valg.

Vær' med til at stoppe overgrebene