2010'ernes vigtige slagmarker

 
Udgivet
01.
2010'erne

Seks vigtige slagmarker fra 2010'erne

På kanten til et nyt årti gør vi status over nogle af de vigtige slag, vi som menneskerettighedsorganisation har kæmpet i 2010’erne.

I det forløbne årti er der opstået nye frontlinjer i kampen for menneskerettighederne. Fra oprørene i de arabiske lande og de globale protestbevægelsers fremkomst over den nylige genopståen af had og dæmonisering i politik til misbrug af big data og overvågningsteknologi. Her er seks områder, hvor slaget har stået i de seneste ti år – og stadig står:

Dæmoniseringens politik

En af de mest bekymrende tendenser det seneste årti har været stigningen i den retorik og politik, der dæmoniserer nogle af de mest marginaliserede grupper i samfundene, herunder flygtninge og asylsøgere, religiøse og etniske mindretal, kvinder og LGBTI-personer.

Det er den fællesnævner, som forbinder forfølgelsen af rohingyaerne i Myanmar, interneringen af uighurerne i Kina og forslag om at indføre dødsstraf for homoseksuelle i Uganda. 

Det har også ført til fremmedhad og angreb mod migranter i Sydafrika og har udgjort grundlaget for USA’s politik med at adskille familier, der søger beskyttelse i landet.

Samtidig har det i Europa bidraget til kriminaliseringen af dem, der hjælper flygtninge. I stedet for at tage fat på at løse de virkelige problemer med ulighed, korruption, arbejdsløshed og økonomisk modgang bruger politikere over hele verden minoriteter som syndebukke for sociale og økonomiske problemer, og de spreder falske nyheder om dem, hvilket fører til diskrimination, fjendtligheder og vold mod dem.

De sociale medieplatforme har gjort, at disse hadefulde synspunkter florerer, stort set uden at blive faktatjekket. Dette had har dog fået aktivister verden over til at reagere. Det har aldrig været vigtigere end nu at kæmpe for menneskerettighederne.

Klimakrisen

Det kommende årti ser ud til at blive det varmeste nogensinde – endnu et alarmerende tegn på klimakrisen, som er en af de største trusler mod menneskerettighederne i vores tid. Millioner af mennesker lider allerede under klimaforandringernes katastrofale konsekvenser – fra forlængede tørkeperioder i Afrika over ødelæggende tropiske storme i Sydøstasien og Caribien til hedebølger med rekordtemperaturer i Europa.

Klimaforandringerne truer med at øge uligheden mellem ilande og ulande, mellem forskellige etniciteter og klasser, mellem køn, generationer og grupperinger i samfundene – med de mest udsatte som dem, der bliver hårdest ramt.

Klimaforandringerne har allerede en ødelæggende effekt på retten til liv, sundhed, mad, vand, bolig og at have et levebrød. Al videnskabelig forskning forudser, at de ekstreme vejrforhold kun vil blive værre, medmindre regeringerne skrider til omgående handling for at skære ned på udledningen af drivhusgasser inden for den kortest mulige tidsramme – og hvor man samtidig beskytter de udsatte gruppers menneskerettigheder.

Men næsten ingen regeringer har iværksat effektive planer, og der er stadig modstand fra de største udlederes side, særligt USA, som under præsident Donald Trump har påbegyndt USA’s exit fra Paris-aftalen.

Der er mere end nogensinde brug for at vi står sammen for at stille vores politikere til regnskab. ”Fridays for Future”-bevægelsen, som blev søsat i 2018 af Greta Thunberg og hendes kolleger, viser, at forandring er mulig. Vi har ikke råd til at fejle.

Vold mod kvinder

Kampen for at beskytte kvinder og piger, og andre fra enhver form for køns-baseret vold, blev i det forløbne årti kæmpet hårdere end nogensinde. Seksuel vold var fortsat et våben i krige, herunder i Den Demokratiske Republik Congo, hvor - blot for at nævne ét ud af mange tilfælde – over 300 mennesker blev voldtaget på fire dage af bevæbnede mænd i Walikale i Nordkivu.

Amnesty International dokumenterede også de forfærdelige følger af voldtægt i konfliktområder som Irak, Somalia, Darfur, Nigeria og Sydsudan. Mange steder er det de samme mennesker, som skulle sørge for sikkerhed i samfundet, som begår overgreb på kvinder og børn.

I Mexico berettede kvinder om tortur og andre former for mishandling, såsom elektrisk stød på kønsdelene, befamling af brysterne og voldtægt med genstande, under arrest og forhør hos politiet og militæret som led i regeringens ”krig mod narko.” Selvmordsraten blandt kvinder er steget dramatisk i løbet af det seneste årti, men de mexicanske myndigheder gør intet for at bekæmpe den kønsbaserede vold.

Det var et gennembrud, da Europarådets Ministerkomité den 7. april 2011 vedtog Istanbul-konventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som Amnesty International var med til at udfærdige.

For nylig blev Sverige og Grækenland nogle af de få europæiske lande, der ændrede deres lovgivning, så sex uden samtykke blev defineret som voldtægt. En af de vigtigste online-øjeblikke i det forløbne årti var #MeToo, som fik millioner af kvinder til at undsige seksuel vold, chikane og overgreb. #MeToo har medført forandringer mange steder, lige fra filmstudierne i Hollywood til øde landsbyer i Nepal og det nordlige Nigeria.

Seksuelle og reproduktive rettigheder

Selv om omkring 50 lande i løbet af de seneste 25 år har ændret deres lovgivninger i retning af at give bedre adgang til abort, bliver de seksuelle og reproduktive rettigheder draget i tvivl.

Alle succesfulde kampagner for at forbedre abortlove har haft det til fælles, at modige kvinder er stået frem og har krævet deres ret til at bestemme over egen krop.

Reproduktive rettigheder er kommet under pres mange andre steder. I Polen førte forsøg på at mindske adgangen til abort til store, landsdækkende protester.

I flere amerikanske delstater er der blevet indført nærmest totalt gældende abortforbud eller love, der gør det sværere at få adgang til abort. Præsident Donald Trump har genindført den såkaldte ”global gag”-regel, som forhindrer amerikanske føderale institutioner i at give støtte til ngo’er, som rådgiver om abort eller kæmper for at afkriminalisere abort, og det har betydet et stort tilbageslag for kvinders rettigheder på globalt plan. Det samme er tilfældet med USA’s forsøg på at fjerne referencer til ”seksuelle og reproduktive rettigheder” fra alle højniveaudokumenter i FN.

Fra Irland til Sydkorea har aktivister været med til at gå imod stigmatiseringen og tavsheden omkring abort ved at fortælle deres historier. I Argentina og Polen har millioner af kvinder marcheret i gaderne for at kræve, at de bliver hørt. Sidste år blev abort lovligt i Irland, og det er også på vej i Nordirland efter at Amnesty International og andre grupper har kæmpet for det i årevis. Der er mere godt nyt fra Argentina, hvor den nyvalgte præsident Alberto Fernandez har lovet, at han vil legalisere abort.

LGBTI-rettigheder

Der er ingen tvivl om, at de bevægelser, som kæmper for LGBTI-rettigheder, er mere synlige end nogensinde, men der har også været tilbageslag det seneste årti.

LGBTI-personer bliver stadig chikaneret på gaderne, tævet, arresteret og nogle gange dræbt, alene fordi de er, dem de er, eller elsker dem de elsker. Sex mellem to personer af samme køn er forbudt i 70 lande, og i et antal lande er det ensbetydende med dødsstraf, for eksempel i Iran, Saudi-Arabien, Sudan og Yemen.

Nogle gange kommer fjendtligheden mod LGBTI-personer fra regeringshold. For eksempel i Tjetjenien, hvor en statsligt styret kampagne førte til bortførelser, tortur og drab på folk, som blev ”mistænkt” for at være bøsser eller lesbiske. Der har været nogle få store skridt i positiv retning i det seneste årti. I Inden blev forhold mellem to personer af samme køn afkriminaliseret, hvilket var en milepæl i tre årtiers kamp fra LGBTI-aktivisters side i Indien.

Taiwan blev det første asiatiske land, hvor homoseksuelle kunne blive gift, da en historisk lov blev vedtaget den 17. maj 2019. Og Pakistan vedtog en af verdens mest progressive love om transkønnedes rettigheder og blev dermed det første asiatiske land – og et af de første i verden – til at anerkende retten til at vælge køn. Men for mange LGBTI-personer, som rundt omkring i verden er blevet forfulgt, lemlæstede, dræbt, udskammet, sat ild til, nægtet adgang til hospitaler, voldtaget og marginaliseret, er der stadig lang vej.

Regeringer må sikre, at deres rettigheder bliver beskyttede, og at diskrimination på baggrund af seksuel orientering og køn bliver afskaffet.

Big Tech og personlige oplysninger

Det blev et årti i Orwellsk retning med fremkomsten af Big Tech-virksomheder såsom Facebook og Google, som indsamler og tjener penge på vores personlige oplysninger, og den konsekvente altid tilstedeværende overvågning af milliarder af mennesker. Det udgør en systemisk trussel mod menneskerettighederne.

Mens vi alle i årtiets begyndelse blev lullet ind i en falsk tryghedsfølelse, hvor vi troede at vi kun delte billeder med nogle få venner, blev det i stigende grad klart, at den information, vi delte, kunne blive udnyttet til at være et påvirkningsvåben og blive udnyttet til at sprede farlig misinformation og til online-misbrug.

Et årti senere er den såkaldte ”indflydelses-industri” blevet en af de største og mest kyniske samfundstrusler i vores tid. Med hjælp af sociale medieplatforme, internetsøgemaskiner, databehandlere og tech-virksomheder, der analyserer vores personlige oplysninger og sælger oplysningerne om vores interesser, karakteristika og endda opførsel med henblik på marketing og annoncering.

Vi lever nu i en verden, hvor en snigende kontrol med vores digitale liv har vidtrækkende konsekvenser og overtræder vores ret til privatliv – misinformation og manipulation af information er en fortsat slagmark, der har alvorlige følger for vores menings-, ytrings- og tankefrihed.

I meningsmålinger siger et stort antal mennesker, at de er bekymrede for den indflydelse som Big Tech har på deres liv. De er dels bekymrede for, om deres oplysninger afslører for meget om dem, og dels for, om oplysningerne bliver brugt af statslige myndigheder for at få ram på dem.

Det tog tid, før de trusler mod menneskerettighederne, som Big Tech udgør, stod klart. Blandt andet fordi civilsamfundet og tech-virksomhederne traditionelt set har arbejdet sammen om at holde Internettet fri for statslig indblanding og holde det fri for regulering. Ved at betragte truslen mod menneskerettigheder som noget, der skyldes regeringers overvågning og censur, har vi på en eller anden måde ikke realiseret, hvor stor truslen fra Big Tech er i sig selv.

Når vi går ind i det nye årti, vil det være regeringernes ansvar at skride til handling for at beskytte os fra virksomhedernes menneskerettighedskrænkelser, herunder at sørge for robuste databeskyttelseslove og effektiv regulering af Big Tech i tråd med international humanitær lovgivning.

Støt vores arbejde