Beboere står sammen mod Ghettolov

 
Udgivet
01.
Feature

Beboere står sammen mod Ghettolov

De første familier i de af regeringen udpegede ghettoområder har fået brev om, at de skal fraflytte deres hjem. I Helsingør nægter otte familier at flytte, og er derfor blevet trukket i retten af deres boligselskab. Retssagen er den første i en række sager, der udfordrer regeringens ghettopakke, og hvor domstolene skal afgøre, om loven er udtryk for diskrimination.

Af Nora Rahbek Kanafani, bragt i Medlemsbladet #4 2020. Grafik af Mikkel Henssel. 

Mona Mahmoud har sat sig til rette på en af de grå stole bagerst i retslokale F i Helsingør Ret. Hun er studerende og mor til fire drenge, og så er hun blevet stævnet af sit boligselskab, fordi hun ikke frivilligt ønsker at flytte fra sit hjem i Nøjsomhed, et alment boligområde i Helsingør.

I august sidste år modtog hun og hendes naboer et brev fra boligselskabet Boliggården med en varsling om, at familierne i deres boligblok var blevet udvalgt til i løbet af 2020 og 2021 at skulle tvangsflyttes.

I alt 96 familier skulle forlade deres lejlighed, fordi disse skulle omdannes til rådighedsboliger, tiltænkt nye lejere for derigennem at ”ændre områdets beboersammensætning”.

Brevet skabte panik hos Mona Mahmoud og de andre lejere. Til at begynde med var de 25 familier, der på et møde aftalte at tage kampen op mod boligselskabet. I dag er de kun otte. Mange har i stedet valgt at tage imod boligselskabets tilbud om en anden bolig og den medfølgende flyttehjælp på omkring 25.000 kroner.

Mona Mahmoud forstår dem sådan set godt. "Enhver må tage den beslutning, der føles rigtig for dem. Men for mig er det en principsag. Vi ønsker ikke at forlade vores hjem”, siger hun.

Hun køber ikke boligselskabets argumenter om, at tvangsflytningerne på sigt vil hjælpe beboerne i Nøjsomhed. ”Hvis man vil hjælpe folk, rækker man hånden ud. Man tvangsflytter dem ikke”, sukker hun.

For at forstå hvorfor Mona Mahmoud og syv af hendes naboer er kommet på anklagebænken, må man spole tiden tilbage til den 1. december 2018. Her blev Nøjsomhed opført på statens ghettoliste. Dermed begyndte nedtællingen.

Fra den dag havde boligselskabet Boliggården fire år til at handle, hvis ikke Nøjsomhed skulle ende på den såkaldt hårde ghettoliste med den konsekvens, at boligselskabet kan blive tvunget til at sælge eller nedrive 60 procent af de almene familieboliger i området.


Etnicitet som vigtigste kriterium

Nøjsomhed slår ud på alle ghettolistens fem parametre: høj arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau, lav indkomst, og at en større andel af beboerne end i resten af Danmark har en plet på straffeattesten. Og så er andelen af beboere med ikke-vestlig baggrund over 50 procent.

Netop beboernes etnicitet er det altovervejende kriterium, der kan forvandle et såkaldt udsat boligområde til en ghetto, og – hvis der ikke gøres noget – automatisk til en hård ghetto efter fire år. Ved at opsige familierne i syv opgange i Nøjsomhed kan man omdanne disse til mindre lejligheder, der fremover skal huse nye beboere på over 50 år med arbejde og uden børn. Dermed forventer man at få antallet af beboere med ikke-vestlig baggrund ned.

Sagen om Nøjsomhed skriver sig ind i en større fortælling om nedrivninger, frasalg og nybyggeri, som er konsekvensen af den ghettopakke, der i november 2018 blev ­vedtaget med et bredt politisk flertal. Formålet var inden 2030 at nedbringe andelen af almene familieboliger til 40 procent i de mest udsatte boligområder, og til det formål blev der afsat milliarder af kroner til at rive almene boliger ned, gøre boligblokke klar til salg og omdanne familieboliger til ungdoms- og ældreboliger.

Socialdemokratiet lagde dengang stemmer til ghettoloven og viderefører den nu. Nuværende boligminister Kåre Dybvad kaldte det, da loven blev vedtaget, for ”…grundlæggende socialdemokratisk boligpolitik at sikre, at vi har nogle boligkvarterer, som er blandede på tværs af sociale grupper og på tværs af boligformer”.

Det politiske ønske om et opgør med ghettoen har ikke kun konsekvenser for Nøjsomhed, men også for de 15 boligområder i Danmark, der allerede har fået mærkatet ”hård ghetto”. I Vollsmose i Odense skal 1.000 boliger nedrives de kommende år. I Gellerupparken i Aarhus drejer det sig om 400 boliger. I Mjølnerparken på Nørrebro i København risikerer over 250 familier at miste deres hjem grundet salg til en privat investor. Og det har udløst protester. Sagen fra Helsingør er den første, der bliver prøvet i retten.

Ghettolov fører til ulovlig diskrimination

Ifølge lejernes advokat Morten Tarp bør beboerne have ret til at blive boende. På dagens retsmøde fremhæver han, at ghettoloven er i strid med loven om ligebehandling samt grundlovens paragraf 70, som bestemmer, at ingen på grund af afstamning må berøves adgang til borger­lige og politiske rettigheder.

Boliggårdens advokat Henrik Quist afviser dog, at beboerne skulle være udvalgt på baggrund af etnicitet. Ønsket har været at ”ændre befolkningssammensætningen”, hvilket ikke er forbudt, understreger han.

Referatet fra et styregruppemøde i januar 2019 for indsatsen mod parallelsamfund, som Frederiksborg Amts Avis har offentliggjort, tegner dog et andet billede.

Her fremgår det, at styrelsen med henvisning til en tabel, der viste hvor mange beboere med ikke-vestlig baggrund, der boede i opgangene Nordvej 23 og 25 vurderede, at målet om ikke at blive en hård ghetto kunne opnås ved at genhuse beboerne i disse to opgange.

Det har fået Institut for Menneskerettigheder til at melde Boliggården til ligebehandlingsnævnet. 
”At lægge vægt på beboernes etnicitet, når man opsiger lejemål, er ulovligt, og det er det, vi mener, der er sket her. Der er ikke tale om generelle tiltag rettet mod at ændre forholdene i boligområderne, men om opsigelse af lejemål, der stiller enkelte borgere ringere på baggrund af beslutninger, der er taget på grund af borgernes etniske oprindelse”, siger ligebehandlingschef Maria Ventegodt ved Institut for Menneskerettigheder. Også Amnesty har gentagne gange kritiseret ghettoloven for at diskriminere.

”Sagen er et tydeligt og klart eksempel på strukturel diskrimination, fordi det fremgår direkte af ghettoloven, at det er etnicitet, der er den udslagsgivende faktor for, om et område ender som en såkaldt hård ghetto. Loven sender et signal om, at det er beboernes etniske baggrund, der er et problem i højere grad end for eksempel kriminalitet,” siger policychef i Amnesty, Stinne Bech.


Frygten for at komme bagerst i køen

Majken Felle er taget fra Nørrebro til Helsingør Ret for at bakke familierne i Nøjsomhed op. Hun er skolelærer, bor selv i Mjølnerparken på Nørrebro og kender kun alt for godt truslen om tvangsflytning.

”Jeg er her for at vise, at det ikke bare er enkeltstående retssager, men at de udspringer af det samme problem, og at vi støtter hinanden. Boligområder som Nøjsomhed bliver glemt, selvom det faktisk er dem, der får opsigelser først. Jeg vil gerne støtte de modige mennesker, der tager kampen op mod overmagten. Det er et angreb på vores rettigheder, hvad enten det sker her eller i Mjølnerparken”, siger hun.

Sagen om Nøjsomhed kan vise sig at blive et dødsstød mod opretholdelsen af ghettoloven. Kan det ikke lovliggøres at tvangsflytte beboerne her, kan det vise sig meget vanskeligt at gøre det andre steder, og så vil det reelt set være umuligt at føre loven ud i livet.


Flere retssager, der på forskellig vis udfordrer ghettoloven, er på vej. I Mjølnerparken har en række lejere, der bliver ramt af loven, anlagt et civilt søgsmål mod Transport- og Boligministeriet.

Beboerne, hvoraf nogle er aktive i Almen Modstand, en bevægelse, der ønsker ghettoloven rullet tilbage, mener, at det er i strid med loven om etnisk ligebehandling, EU-retten og Danmarks internationale forpligtelser, at halvdelen af lejemålene i Mjølnerparken skal sælges, og at de berørte beboere som konsekvens skal flyttes fra deres hjem.

I oktober udsendte tre af FN’s særlige rapportører for menneskerettigheder en opfordring til, at man ikke påbegynder salget af blokkene i Mjølnerparken, før retten har taget stilling til om lovgivningen lever op til international menneskerettighedslovgivning.

”At give boligområder mærkatet ’ghettoer’ eller ’hårde ghettoer’ på basis af procentdelen af ikke-vestlige indvandrere eller deres efterkommere rejser alvorlig bekymring om diskrimination på baggrund af race, etnicitet, national oprindelse eller lignende. Stigmatiserende lovgivning som ghettoloven risikerer at intensivere og forankre fremmedhad og racistisk diskrimination imod indbyggere i Danmark, der er, eller vurderes at være, ’ikke-vestlige’”, lyder det i FN’s udmelding. 

Majken Felle fortæller, at udsigten til at blive smidt ud af sit hjem tærer på hende og hendes naboer. 
”Det er forfærdeligt. Folk bliver syge af det. De kan ikke sove. Folk føler sig presset til at skrive sig op til genhusning af frygt for at komme bagerst i køen til de gode og billige boliger.

I starten var jeg bare paralyseret, fordi jeg ikke har lyst til at forlade Mjølnerparken og mine naboer. Det er værst for dem, der har børn, og som på grund af skole og netværk ikke bare kan flytte langt væk”.

Hun accepterer ikke argumentet om, at man må tage hårde metoder i brug for at gøre op med parallelsamfund. ”Hele den her fortælling om ghetto og parallelsamfund er fiktion. Det er slet ikke den virkelighed, jeg kender fra Mjølnerparken. Folk snakker dansk, går på arbejde og i skole i resten af København. De unge tager uddannelser”.

Et angreb på lejere

Ligesom Majken Felle bor heller ikke Fatma Tounsi i Nøjsomhed, men er alligevel mødt op i retten for at vise sin støtte til de tvangsudsatte familier. Hun bor selv i et almennyttigt boligområde i udkanten af København, er engageret i Almen Modstand og er blandt initiativtagerne til et borgerforslag mod ghettoloven.

”Jeg oplever loven som et angreb på mine rettigheder som lejer, men også som et angreb på mig som en person, der bliver anset for at være ikke-vestlig, og som en person, der ikke har en stor pose penge til at købe en bolig for”, siger hun. 
Hun mener, at den juridiske modstand er vigtig, men at det i lige så høj grad handler om at få fortalt omverdenen, hvad der foregår.

”Vi bliver nødt til at ændre medienarrativet og tale imod den fortælling, der siger, at de her tvangsflytninger gavner samfundet og endda dem, man flytter. Det gør man ikke. Det her er skadeligt,” siger Fatma Tounsi.

Majken Felle har besluttet sig for at kæmpe for at blive boende i Mjølnerparken og engagere sig i Almen Modstands kamp. Hvis hun i sidste ende bliver tvunget til at flytte, står hun stærkere end mange af sine naboer. Banken vil gerne låne hende penge til en lejlighed og hun kan også nemt få adgang til et andet almenboligbyggeri.

”Folk som mig betegnes som ressourcestærke, men jeg synes, det handler om privilegier. Jeg er heldig, at dansk er mit modersmål, og at jeg ikke er syg, så jeg kan arbejde. Selvfølgelig er det her personligt for mig, for jeg vil gerne blive boende, men det handler grundlæggende også om, at der bør være lighed for loven,” siger hun.

Den 20. november 2020 vurderede retten i Helsingør, at opsigelserne i Nøjsomhed er lovlige, og at lejerne derfor skal fraflytte deres boliger. De otte familier har anket dommen til landsretten. 

Læs også: Riad flytter ikke frivilligt