Farlig kamp for naturen
Latinamerika er den farligste region i verden at være miljøaktivist i, og hvert år mister adskillige livet. Mød fire miljøforkæmpere, der sætter livet på spil for at sikre vandet, jorden og dyrenes overlevelse.
Tekst: Lise Josefsen Hermann, Fotos: Alex Ruffino, Ferley Ospina & Tom Laffay
“Uden vand er der intet liv.”
”Det er blevet meget farligere at forsvare miljøet og at tilhøre et oprindeligt folk i Brasilien. Vi er bange. Når som helst kan der ske endnu en tragedie,” siger den indianske leder Adelson Kora Kanamari (35). Han sidder med rank ryg og armene over kors. Han er sammen med en række ledere fra det indianske Kanamari-folk fra Brasilien samlet til workshop i den Brasilianske grænseby Tabatinga. Til daglig bor han i landsbyen San Luis fem dages sejlads herfra inde i det indianske Javari-territorium, nær grænsen til Peru.
“Vi kan ikke andet, end at passe på naturen. Den betyder alting for os. Den er vores hus, vores hjem. Men vi frygter for vores liv”. Han løfter armen og peger rundt på de mange andre indianske ledere i lokalet her i Tabatinga.
“Alle os der sidder her, modtager konstant trusler. Vi er bange for at være i Tabatinga”.
”Santábáns páramo er vigtig for al livet her i området,” siger Celina. “Ikke kun for os mennesker, men også for dyr og planter. Uden vand er der intet liv.”
Området er attraktivt for mineselskaber, og aktivister som Celina, samt forskere på området, er bange for, at det vil forurene drikkevandet. Protesterne har medført trusler mod de mest åbenmundede aktivister.
”Komiteen har blandt andet modtaget trusler fra den paramilitære gruppe Aguilas Negras. Vi prøver at holde lav profil om truslerne for at undgå at skræmme folk væk. Vi bør så tapperhed – ikke frygt,” siger hun.
Selvom hun savner sin datter i det fjerne Sverige, er Celina Suárez Mantilla fast besluttet på at holde ud.
”Jeg stopper ikke nu. Jeg vil fortsætte med at kæmpe til den sidste dag i mit liv.”
“Vi stammer her fra junglen, ikke fra storbyerne.”
”Jer hvide mennesker, I ser penge og oliereserver her. I tænker, at vi taber, hvis vi ikke får det op af jorden. Men de penge, de hører op på et tidspunkt. Derimod, hvis jeg passer godt på jorden her, så vil den også være her til mine børn og børnebørn. Og alle de andre, der vil komme her senere”, siger Pablo Maniguaje (66), der er medicinmand fra det indianske Siona-folk i landsbyen Buenavista, Putumayo – i den colombianske del af Amazonas lige ved grænsen til Ecuador.
Det er vigtigt for Pablo og resten af Siona-folket, at kunne blive ved med at bo præcis dette sted i junglen, hvor også deres forfædre har levet. “Det er derfor, vi kæmper for at forsvare territoriet. For at beskytte det. Det er vores liv. Uden territorium eksisterer vi ikke som indiansk folk. For vi stammer her fra junglen, ikke fra storbyerne”.
Siona-folkets territorium har gennem historien været centrum for konflikter. Først på grund af gummi, så kostbart dyreskind, og, i den senere tid, væbnede konflikt, kokaproduktion og olieudvinding. Den dag i dag befinder der sig dissidenter fra den tidligere guerillagruppe FARC, narkobanditter og her er også en voldsom tilstedeværelse af det colombianske militær.
Siona-folket får, ligesom en række andre indianske folk i Amazonas, støtte af NGO’en Amazon Frontlines til blandt andet at organisere deres Guardia Indigena – en såkaldt ubevæbnet indiansk vagt-gruppe, som forsvarer territoriet mod udefrakommende trusler.
Her lever omkring 600 familier, og deres indianske territorium er omringet af olieudvinding.
For Siona-folket er naturen som et levende væsen, som de oplever og modtager åndelig rådgivning fra, når de udfører ritualer med Yagé-planten. De kæmper imod olieselskabernes udvinding. ”Det er som hvis du tager blodet fra et menneske. Så udtørrer det, bliver svagt og dør til sidst. Vi skal passe på Moder Jord,” forklarer Pablo Maniguaje.
“Dét jeg forsvarer er vores fremtid.”
“Jeg forestiller mig tit, at jeg er med i en tegnefilm. Jeg er en abe og jeg kæmper mod de store forbrydere. Bliver ved og ved. Kæmper mod de korrupte. Og det er mig, der vinder,” griner primatologen og miljøaktivisten Ángela Maldonado (45) her mellem træerne i Amazonas, nær den colombianske grænseby Leticia.
Hun har ofte et fjernsyn kørende med tegnefilm ved siden af sin computer, når hun arbejder. Det kan virke som en modsætning til det tunge arbejde med at dokumentere miljøforbrydelser i Amazonas. Men for Ángela Maldonado er tegnefilmene en måde at udholde sin situation på.
For over tyve år siden tog hun på sin første tur til den colombianske del af Amazonas for at slippe en uld-abe fri, som hun havde hjulpet med at redde fra ulovlig smugling. Den rejse ændrede hendes liv.
”Jeg følte, at jeg var kommet hjem. Junglen er for mig den ultimative manifestation af livet her på planeten. På hver millimeter er her liv. Dét jeg forsvarer er vores fremtid,” siger Ángela Maldonado.
Idag er Ángela Maldonado ekspert i bevaring af primater med en ph.d. i anthrophology and conservation fra Oxford Brookes University.
Nataberne, hun kæmper for at beskytte, er truet af turisme, handel med vilde dyr, skovrydning og biomedicinsk forskning og er i risiko for at blive udryddet.
Hun fortæller om korruption i området og om magtfulde fjender.
“Politikere, turistindustrien, smuglere og narkogangstere. De fleste tænker sig om to gange, før de går efter dem.” Alligevel fortsætter hun sit arbejde. I august modtog hun en e-mail med en trussel om, at hvis hun vendte tilbage til landsbyen Puerto Alegriaville hun og andre, der arbejder for Entropika – en ngo, hun er medstifter af – blive dræbt.
“Det er, hvad der sker, når man er aktivist. En dødstrussel forsøger at lukke munden på dig. Selvfølgelig er jeg bange. Men jeg vil ikke lade dem lukke munden på mig. Jeg er mere værd levende end død.”
Hun har modtaget så mange trusler gennem årene, at hun har besluttet ikke at få børn.
“For hvad nu hvis jeg en dag fik et skud i panden? Så skulle de leve uden deres mor.”
Primatologen der har brugt mere end ti år på at dokumentere misbrug af nataber, betragter dem som sin familie. ”Derfor kæmper jeg sådan. Når nogen ødelægger junglen, føler jeg, at de angriber min familie. Og hvis nogen angriber din familie, så giver du selvfølgelig igen, ikke?”
“Naturen betyder alt for os. Den er vores hus, vores hjem.”
”Det er blevet meget farligere at forsvare miljøet og at tilhøre et oprindeligt folk i Brasilien. Vi er bange. Når som helst kan der ske endnu en tragedie,” siger den indianske leder Adelson Kora Kanamari (35). Han sidder med rank ryg og armene over kors. Han er sammen med en række ledere fra det indianske Kanamari-folk fra Brasilien samlet til workshop i den Brasilianske grænseby Tabatinga. Til daglig bor han i landsbyen San Luis fem dages sejlads herfra inde i det indianske Javari-territorium, nær grænsen til Peru.
“Vi kan ikke andet, end at passe på naturen. Den betyder alting for os. Den er vores hus, vores hjem. Men vi frygter for vores liv”. Han løfter armen og peger rundt på de mange andre indianske ledere i lokalet her i Tabatinga.
“Alle os der sidder her, modtager konstant trusler. Vi er bange for at være i Tabatinga”.
Adelson Kora Kanamari fortæller også, hvordan 30 bevæbnede mænd kom til deres landsby en morgen midt i morgenmaden.
“Det er Bolsonaro (Brasiliens præsident, red.), der tillader det. Situationen er blevet meget værre, siden han startede sin valgkampagne, og siden han blev præsident,” mener han.
For eksempel har præsidenten udtalt, at han under sin ledelse ikke vil beskytte en eneste centimeter indiansk territorium. Og at det er ærgerligt, at det brasilianske kavaleri ikke er så effektivt som det amerikanske, der udryddede de indianske folk. Det nævnes ofte, hvordan Bolsonaros holdninger har opildnet til ulovlige aktiviteter og indtrængning i indianske territorier.