”Mens Danmark indgik et grønt partnerskab med Indien, blev mine kollegaer tvunget til at standse deres menneskerettighedsarbejde”

 
Udgivet
01.
Kommentar

Giles Clarke/Getty Images Reportage

”Mens Danmark indgik et grønt partnerskab med Indien, blev mine kollegaer tvunget til at standse deres menneskerettighedsarbejde”

"En væsentlig del af fortællingen om verdens største demokrati mangler i den aktuelle danske opmærksomhed på Indien", skriver generalsekretær i Amnesty Danmark, Trine Christensen, i denne kommentar.

Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark
Kommentaren er bragt i Dagbladet Information.

Udviklingen i Indien trækker opmærksomhed i Danmark i disse tider, ikke mindst efter Mette Frederiksens nylige møde med Indiens premierminister Narendra Modi. Her indgik Danmark og Indien et strategisk grønt partnerskab, som Mette Frederiksen også bragte på banen i sin åbningstale i Folketinget, hvori hun fremhævede Indien som verdens største demokrati.  

Jeg har kun ros til overs for nye alliancer på klimaets vegne, men efter den seneste måned selv at have været dybt optaget af udviklingen i Indien, må jeg sige, at en væsentlig del af fortællingen om verdens største demokrati desværre mangler. 

I september modtog jeg en trist, om end forventet, nyhed fra min kollega, som er generalsekretær for Amnestys afdeling i Indien. De var blevet nødt til at indstille deres menneskerettighedsarbejde, afskedige alle medarbejdere og sætte igangværende research på pause.

Hvorfor?

Fordi de indiske myndigheder uden varsel havde indefrosset deres bankkonti, angiveligt fordi de skulle have modtaget penge i strid med landets lovgivning om udenlandsk finansiering. Påstanden har ingen hold i virkeligheden, og selvom Amnesty i flere år er blevet chikaneret og har fået sine kontorer ransaget af politiet, er der end ikke rejst en tiltale mod os i Indien, hvor mere end fire millioner borgere har bakket op om vores arbejde i de otte år, vi har haft kontorer i landet. 

Vi er ikke i tvivl om, at baggrunden for, at vi nu er tvunget til at finde nye veje for menneskerettighedsarbejdet, skal findes et helt andet sted. Indefrysningen af vores bankkonti kom således i kølvandet på to større menneskerettighedsrapporter, som vi for nyligt udgav: En rapport om optøjerne i Delhi, hvori Amnesty dokumenterede, at politiet havde været medansvarlig for volden imod muslimer, og en rapport om vilkårlige tilbageholdelser og internet-restriktioner i provinsen Kashmir, hvor myndighederne over det sidste års undtagelsestilstand også har begået tortur. Begge rapporter dokumenterer krænkelser, som også er blevet bekræftet af andre uafhængige observatører.

Folk med officiel tilknytning til den indiske regering har påstået, at Amnesty og andre ønsker at skade Indiens ry. Det passer ikke. Arbejdet er tværtimod inspireret af Indiens egne traditioner.

Indien var blandt de oprindelige FN-medlemsstater som vedtog Menneskerettighedserklæringen. Hansa Metha, en foregangskvinde i kampen for kvinders rettigheder, var blandt de udvalgte få, som i årene efter Anden Verdenskrig skrev Menneskerettighedserklæringen. Indiske domstole har gang på gang bekræftet, at de samme værdier er indskrevet i Indiens egen forfatning, og rettighederne er garanteret i de mange menneskerettighedstraktater, som Indien af egen vilje har underskrevet. Lige siden den indiske frihedskamp mod kolonimagten Storbritannien har landet haft tradition for fri presse og sociale bevægelser, herunder fagforeninger, kvinderettighedsbevægelser og bevægelser for oprindelige folk og dalitters rettigheder.   

I dag er det ikke blot Amnesty, men også individuelle menneskerettighedsforkæmpere og kritiske journalister, som er ramt. Minoriteter er blevet dæmoniseret. Studerende, akademikere, advokater og aktivister er under den nuværende regering blevet arresteret og tilbageholdt under ”anti-terror” love selvom deres aktiviteter har været helt igennem fredelige.   

Der er kort sagt god grund til at fortsætte arbejdet for menneskerettighederne i landet, men vi står nu i en situation, hvor vi har brug for støtte fra alle, som har en diplomatisk relation med Indien. Det har Danmark, både gennem landenes nylige partnerskab og i og med, at både Danmark og Indien aktuelt har plads i netop FN’s Menneskerettighedsråd. Danmark har dermed muligheden for at påvirke Indien, ligesom Danmark med sine stemme i EU kan arbejde for en stærk fælles udtalelse om angrebet på Amnesty og andre menneskerettighedsorganisationer i Indien.

Mine indiske kollegaer har ikke opgivet håbet om at vende tilbage til arbejdet. Men de har brug for vores støtte.  

Støt menneskerettighederne – bliv medlem af Amnesty