Epidemilovsforslag med vigtige ændringer

En lang række af de ændringer, som Amnesty har foreslået, er indskrevet i forslaget til en ny epidemilov. Men der er stadig flere frihedsindskrænkende beføjelser i loven.

Folketinget behandler i dag tirsdag et nyt udkast til en ny epidemilov, og Amnesty er glad for, at flere af vores anbefalinger er indskrevet i det nye forslag.

Der er blandt andet indført parlamentarisk kontrol, krav om offentliggørelse af epidemikommissionens indstillinger, bedre klageadgang, tidsbegrænsning for forsamlingsforbud og muligheden for at tvinge borgere til at lade sig vaccinere er fjernet.

Men der er fortsat tale om potentielt vidtrækkende indgreb i borgernes rettigheder.

”Selvom et forsamlingsforbud nu skal ske efter indstilling fra epidemikommissionen og godkendes af et udvalg i folketinget, så mener vi fortsat, at der bør indføres skærpede krav for at indføre et forbud mod at ti eller færre personer forsamles”, siger policychef Stinne Lyager Bech.

”Og selvom der oprettes et klagenævn og indføres automatisk domstolskontrol for de mest vidtrækkende indgreb, så mener vi fortsat at også tvangsindgreb, der ikke har karakter af frihedsberøvelse, bør indberettes for domstolene efter anmodning”.

Det første udkast til en epidemilov, som regeringen sendte i høring i oktober, mødte markant modstand. Også fra Amnesty, der i sit høringssvar efterlyste konkrete ændringer for at sikre, at borgernes rettigheder ikke indskrænkes unødvendigt under den danske indsats imod COVID-19.