Siden regeringsskiftet i 2015 har Polens regering været i clinch med grundlæggende menneskerettigheder. Retssikkerhed, pressefrihed, kvinde- og LGBTI+rettigheder er alle blevet forringet. Og de, der kæmper imod, er under pres fra en regering, der forsøger at bremse kritikken med opslidende retssager.
Af Stefan Weichert (tekst) og Emil Filtenborg (fotos). Artiklen er bragt i Amnestys medlemsblad #3/2022.
Elżbieta, Anna og Joanna havde frygtet det værste. I januar skulle der tages stilling til, om de tre aktivister skulle have op til to års fængsel for, tilbage i 2019, at have sat plakater med en tegning af Jomfru Maria med en LGBTI+glorie, op i den polske by Plock. Sagen har trukket stor opmærksomhed, og retssagen blev set som et eksempel på regeringens forsøg på at lukke munden på kritikere og personer, der kæmper for ytringsfrihed i Polen.
Dommeren var dog slet ikke i tvivl. Elżbieta, Anna og Joanna blev frikendt, da retten intet grundlag fandt for at sige, at de havde krænket folks religiøse følelser. I bidende kulde udenfor retssagen kunne de tre aktivister endeligt sætte punktum for år med juridisk slagsmål.
“Det var en stor sejr for os, en stor sejr for os alle sammen. Det har været opslidende for os at blive trukket igennem dette system for at få os til at give op, og vi har alle været psykisk og fysisk påvirkede. Jeg håber virkelig, at denne sag vil vise verden, hvilke udfordringer vi står overfor i Polen. Ikke kun i forhold til LGBT-rettigheder,” siger Anna til Amnesty.
“Jeg håber, at dette kan være et symbol på, at det betaler sig at kæmpe,” tilføjer Anna.
Sarian Jarosz, der arbejder for Amnesty i Polen med ansvar for LGBTI+- og migrationsområdet, fortæller, at retssagen blot er én af mange.
“Det er et eksempel på regeringens taktik, som er at gå efter dig uanset hvad. Uanset, om de tror, at de kan vinde sagen. Ved at føre disse retssager skader de din økonomiske situation og sætter dig under et stort pres, da du hele tiden skal møde i retten eller risikerer at blive anholdt. Du er praktisk talt lammet fra at fortsætte som aktivist,” siger Sarian Jarosz.
Ingen bøsser i vores by
Siden regeringspartiet, Lov og Retfærdighed, overtog magten i 2015 har Polen været på en nedadgående kurve. Retssikkerhed, pressefrihed, kvinde- og LGBT-rettigheder er alle blevet forringet, påpeger internationale organisationer såsom Amnesty International, parlamentarikere og polske aktivister. I EU-kommissionen er man begyndt at finde det tunge skyts frem og truer med at tilbageholde midler til Polen.
Sidste år mødte Polen også kritik for dets hårdhændede håndtering af flygtninge og migranter, som har forsøgt at krydse grænsen fra Hviderusland.
Foruden politiske retssager fejede der i 2019 en bølge af LGBTI+fjendtlige holdninger ind over Polen. Regions- og byråd begyndte at erklære sig selv for LGBT-fri zoner flere steder, imens andre erklærede sig fri for LGBT-ideologi. Andre har indført et familierettigheds-charter, der blandt andet erklærer, at ægteskab kun kan foregå mellem mand og kvinde.
Charteret er udviklet af den konservative tænketank Ordo Luris, som har tætte bånd til regeringen. Ordo Luri har præsenteret dokumentet som et alternativ til Istanbulkonventionen, som tænketanken ser som en konvention, der ”underminerer familien under dække af at ville bekæmpe vold i familien”.
”SKPR (familierettighedscharteret, red.) er et positivt dokument, som har til formål at styrke familien som værende det vigtigste sociale fællesskab samt dens uafhængighed og forfatningsmæssige identitet,” siger Nikodem Bernaciak, der er analytiker i tænketankens juridiske afdeling i et skriftligt svar til AMNESTY.
Han fremhæver, at dokumentets mål er i overensstemmelse med den polske forfatning.
”Grundloven forpligter de offentlige myndigheder til at yde beskyttelse og omsorg for familien og for ægteskabet som en forening af en kvinde og en mand, for moderskabet og forældreskabet. Ifølge grundloven er det ikke tilladt at inkludere homoseksuelle par i definitionen af ægteskab eller at give ægteskabsprivilegier til et borgerligt partnerskab,” siger Nikodem Bernaciak.
Charteret fik en gruppe aktivister til at oprette en hjemmeside med et kort, der farvelagde Polen. Grøn, gul og rød. De røde områder har, hvad aktivisterne mener er homofobisk lovgivning.
De kaldte deres nye kort for Atlas of Hate. Det var ikke alle, der var lige tilfredse med at blive farvet røde på et kort over hadefulde regioner i Polen, og ifølge Kamil Maczuga, der er en af stifterne bag projektet, har det ført til, at de nu må forsvare sig i ikke mindre end syv mere eller mindre identiske injuriesager.
”Fordi vi ikke er en NGO, men bare er privatpersoner, hæfter vi personligt, og de kræver 20.000 zloty (ca. 33.000 kroner, red.) for hver sag,” fortæller Kamil Maczuga.
Heldigvis for ham og hans kammerater, vandt de den første af syv retssager, men den er allerede blevet anket. Det samme forventer han vil ske med de andre seks sager, der i alt kan ankes to gange. Når det hele er overstået, selv hvis Kamil Maczuga og hans venner ender med at blive frikendt, vil de have været tvunget til at møde op i retten op til 21 gange.
”Jeg tror ikke målet var at vinde de her sager. Jeg tror, det var for at skræmme os,” siger Kamil Maczuga.
I Ordo Luris, tænketanken med tæt forbindelse med regeringen, bekræfter man retssagerne.
”På grund af de falske påstande fremsat fra “Atlas of Hate”-folkene mod de lokale myndigheder som har vedtaget familiecharteret, har nogle af disse myndigheder måtte tage retslige tiltag for at beskytte sig selv,” siger Nikodem Bernaciak.
Familierettigheds-charterne og erklæringerne om de LGBT-fri zoner er bare ord. De har som sådan ingen lovgivning bag sig, der direkte ændrer noget ved nogens rettigheder. Men alligevel udgør de store problemer for LGBTI+miljøet.
”En sådan udmelding fra de offentlige myndigheder betyder, at mange i de her områder ikke føler sig sikre længere. Når det offentlige på den måde stigmatiserer LGBTI+personer forværrer det situationen. Desuden viser en undersøgelse fra Campaign Against Homophobia, at det mentale helbred blandt LGBTI+personer i de her områder er blevet forringet på det seneste,” siger Kamil Maczuga.
Sort march
Også mange polske kvinder oplever, at regeringen har forværret deres rettigheder. Særligt spørgsmålet om abort har fyldt meget i både polske og internationale medier. Sidste år blev den i forvejen stramme abortlovgivning nemlig strammet endnu mere. Før var der tre forhold, der tillod abort: I sager om voldtægt, hvis moderens liv var i fare, eller hvis fosteret fejlede noget. Nu er muligheden for at få abort, hvis der er noget galt med fosteret, blevet fjernet. Da Polens myndigheder sidste sommer erklærede, at man ville træde ud af Istanbul-konventionen, den konvention, der forpligter et land til at bekæmpe vold mod kvinder, fik det kvinder til at gå på gaden i tusindvis.
En af dem er Weronika Smigielska, en 31-årig kvinde fra Krakow, der siden 2013 har været involveret i forskellige former for aktivisme.
”De har gjort aborterne mindre tilgængelige. Det stigmatiserer kvinder og giver dem et indtryk af, at der er noget i vejen med dem, hvis de vil have en. Hvorfor vil nogen gøre det mod andre mennesker? Jeg ved, at jeg lyder enormt naiv, men det er bare så frustrerende at had og frygt skal diktere lovgivningen,” siger Weronika Smigielska.
Hun peger desuden på, at abortlovgivningen også er til fare for kvinderne. Særligt to sager har senest rystet Polen. I september døde Izabela, en 30-årig kvinde, på et polsk hospital, fordi lægerne holdt igen med at afbryde hendes 22-ugers graviditet. I december skete det samme for 37-årige Agnieszka, der var gravid med tvillinger. Da det ene foster døde i maven, nægtede lægerne, ifølge hendes familie, at fjerne det med henvisning til landets abortlov, da det andet fosters hjerte stadig slog. Først en uge senere døde også det andet foster og lægerne greb ind. Agnieszkas fik blodforgiftning og hendes helbred forværres i tiden derefter, og hun døde den 25. januar. Hun efterlod sig mand og tre børn. Nu anklager hendes familie den polske regering for at have ”blod på hænderne” og kvinderettighedsforkæmpere kalder de to dødsfald for direkte konsekvenser af den et år gamle lovgivning.
Også Aleksandra Tomaszewska er aktiv i protesterne mod regeringen. Hun bor i Krakow og beskriver sig selv som ”mor, hustru, hundeejer og aktivist.”
“Det eneste, der ville hjælpe, er at skifte regeringen og politikken. Jeg ved ikke, om vi har de rigtige politikere til at tage over, fordi oppositionen slås indbyrdes, men jeg fortsætter med at kæmpe,” siger Aleksandra Tomaszewska.
Hjalp flygtninge på grænsen
Mens overgrebene på de polske borgeres grundlæggende rettigheder har mødt stærk kritik fra EU’s side har der lydt anderledes toner, når det kom til Polens behandling af flygtninge og migranter ved grænsen til Hviderusland.
I oktober sidste år kunne Amnesty ved hjælp af digitale verificeringteknikker afsløre, hvordan afghanske asylansøgere, der sad fanget på grænsen mellem Belarus og Polen, fra polsk side var blevet nægtet mad, beskyttelse og muligheden for at søge asyl.
Alligevel besøgte formanden for Europarådet, Charles Michel, i efteråret den polske premierminister Mateusz Morawiecki i Warszawa for at tilbyde sin solidaritet.
”Polen står over for en alvorlig krise og bør mødes af solidaritet og sammenhold i hele EU”, sagde han med henvisning til magtkrigen mellem Belarus og Polen.
Anderledes forholdt en række aktivister fra byer i grænseområdet sig. Da billederne af sultne og forkomne flygtning og migranter begyndte at komme ud, trådte flere naboer og lokale aktivister til for at hjælpe med mad, varmt tøj og husly. Siden har Amnestys afdeling i Polen kunnet dokumentere, hvordan polsk hær og politi går direkte efter dem, der hjælper ved grænsen; aktivisterne risikerer bøder, chikane og har måttet vænne sig til voldsomt mange hadbeskeder på de sociale medier.
Anna Alboth er en del af et lokalt netværk af frivillige, der siden august sidste år har hjulpet nødlidende migranter og flygtninge ved grænsen. Og hun oplever dagligt, hvordan både hær og politi forsøger at blokere hendes arbejde.
”Vi bliver ikke kun stoppet ved de officielle checkpoints, men får også tjekket vores papirer mange gange om dagen, når vi kører ud med hjælp. Det er hårdt, for selv på en kortere indkøbstur, stopper de dig måske fem gange og forsøge at trække tiden i langdrag. Vi er ærlige og åbne over for politiet og svarer på deres spørgsmål, for det er lovligt at hjælpe mennesker, men vi oplever, at de, fordi vi er aktivister, trækker tiden endnu mere, dobbelttjekker registreringen af bilen eller om man har et ekstrahjul med. Alt, for at gøre det så besværligt for os som muligt”.
Hun fortæller, at aktivister hun kender, har oplevet at blive tvunget ud af deres biler og ned på jorden, eller er blevet vækket om natten af 20 politibiler og har fået gennemsøgt deres mobiler og computere. Det stopper dem dog ikke, bemærker hun.
Holder øje
Kamil, Aleksandra, Weronika, Elżbieta, Anna og Joanna. Fælles for dem alle er, at de alle kæmper for organisationer med relativt snævre mål. Men også i paraplyorganisationerne er der bekymring at spore. Civicus, en international organisation, der hvert år måler på, hvilke lande, der sætter civilsamfund under pres, puttede sidste år Polen på deres watchlist.
”Siden PiS (regeringen, red.) kom til, har de over en årrække afmonteret domstolenes uafhængighed og i de sidste to år har vi set en endnu hurtigere nedtur. I december sidste år satte vi Polen på vores liste over lande i en bekymrende udvikling som følge af de nye abortregler, brud på retten til at demonstrere, overdreven magtanvendelse og chikane og intimidering af demonstranter,” siger Aarti Narsee, der er områdeansvarlig for Europa i Civicus.
Selv om der hersker enighed mange steder om, at Polen er i frit fald, er der dog et lyspunkt for aktivisten Weronika Smigielska:
”Vi kan se, at der er en ny generation af teenagere og unge kvinder, og vi har set en ny form for vrede. Det har været virkelig forfriskende at se, at der er så mange unge mennesker, der ikke giver en fuck for at være høflige overfor dem, der holder dem nede.”
AMNESTY har forsøgt at række ud til regeringspartiet PiS for at høre deres svar på anklagerne. De er ikke vendt tilbage inden deadline.
Læs mere om menneskerettighederne i Polen:
Suspenderet dommer: ”Det handler ikke længere om mit job eller min økonomi. Det handler om, at vi skal kæmpe for at bevare reglerne i det her land”
Polenekspert Vibe Termansen: “Der er en meget stærk opposition – og de holder ikke mund!”